Hvad får den uendelige engel til at søge den dødelige tilværelse?​

Der Himmel über Berlin (1987)

Der er engle i Berlins gader. Den menneskelige tilstand og filmkunstens potentiale sættes i fokus, når Wim Wenders stiller et fragmenteret Berlin og dets sårede folk til frit skue. Igennem engles overjordiske blik bliver vi tilbudt ny indsigt i den menneskelige eksistens, når vi tages tæt ind på berlinernes liv. For trods en traumatiseret verden holder den menneskelige psyke ud: Kreativiteten og kærligheden lever videre – og selv en engel kan blive misundelig.

Kort og godt om Der Himmel über Berlin

Berlinmuren står endnu, Potsdamer Platz er murbrokker, og på kanten af de støvede tagtoppe står engle og kigger ned. I Wim Wenders’ Der Himmel über Berlin (1987) følger vi englenes daglige rutine på Jorden i en fortælling sammenvævet af poesi, cirkus og post-punkkultur. Englene observerer menneskene, lytter til deres tanker, følger deres adfærd og noterer sine fund. De bevæger sig usete omkring, og når livet på Jorden bliver for hårdt for menneskene, forsøger englene at yde dem åndelig støtte.

Der Himmel über Berlin er særligt historien om, hvordan englen Damiel, trods sit uendelige væsen og alvidenhed, bliver betaget af den menneskelige eksistens i en sådan grad, at han vil give afkald på sine vinger til fordel for det dødelige liv. For trods menneskelivets mange fejlagtigheder, og til tider altoverskyggende selvdestruktivitet, beundrer Damiel dets sanselige og emotionelle nuancer, og Wenders inviterer os herigennem til at se menneskelivet i et anderledes lys – et lys, der kan fremkalde glæde og forbløffelse i selv de hårdeste af tider.

'Der Himmel über Berlin' (1987) i sin Blu-ray udgivelse fra boks-sættet 'Wim Wenders Collection'. Filmen kan i skrivende stund tillige ses på Filmstriben.dk.

Kort og godt om Der Himmel über Berlin​

Berlinmuren står endnu, Potsdamer Platz er murbrokker, og på kanten af de støvede tagtoppe står engle og kigger ned. I Wim Wenders’ Der Himmel über Berlin (1987) følger vi englenes daglige rutine på Jorden i en fortælling sammenvævet af poesi, cirkus og post-punkkultur. Englene observerer menneskene, lytter til deres tanker, følger deres adfærd og noterer sine fund. De bevæger sig usete omkring, og når livet på Jorden bliver for hårdt for menneskene, forsøger englene at yde dem åndelig støtte.

Der Himmel über Berlin er særligt historien om, hvordan englen Damiel, trods sit uendelige væsen og alvidenhed, bliver betaget af den menneskelige eksistens i en sådan grad, at han vil give afkald på sine vinger til fordel for det dødelige liv. For trods menneskelivets mange fejlagtigheder, og til tider altoverskyggende selvdestruktivitet, beundrer Damiel dets sanselige og emotionelle nuancer, og Wenders inviterer os herigennem til at se menneskelivet i et anderledes lys – et lys, der kan fremkalde glæde og forbløffelse i selv de hårdeste af tider.

Der Himmel über Berlin (1987) i sin Blu-ray udgivelse fra boks-sættet 'Wim Wenders Collection'. Filmen kan i skrivende stund ses på Filmstriben.dk.

Englen Damiel (spillet af Bruno Ganz) om sin længsel :

“Det er skønt at leve åndeligt og bevidne dag for dag i uendelighed om alt det åndelige i folk. Men nogle gange får jeg nok af min åndelige eksistens. I stedet for at svæve for altid vil jeg mærke min egen vægt – og lade den ankre mig til jords. For hvert et skridt og vindstød vil jeg kunne sig ‘nu’. ‘Nu’ og ‘nu’ og ikke længere ‘altid’ og ‘for evigt’. [oversat fra tysk]

En ode til menneskeheden​

Hvad får den uendelige engel til at søge den dødelige tilværelse? I Der Himmel über Berlin har englene det komplette overblik over mennesket. Englene tillader seeren at se med deres øjne, der betragter folket med både altseende fugleperspektiver fra Berlins tagtoppe og intime ’fluen på væggen’-observationer i de små klemte lejligheder. Her får vi den ofte hårde menneskelige virkelighed foldet ud for øjnene af os i alle dens mange skikkelser: Fra hverdage bebyrdet af tid og økonomi, bristende hjerter, tvivl om fremtiden til indsigt i de sidste tankers meningsløshed forud for det endegyldige hop. 

Det er med et kærligt og vemodigt blik, at vi følger med. Men blikket har stadig en vis distance. For englene ved ikke selv, hvordan det er at opleve den håndgribelige virkelighed – blot hvordan den burde føles. De er begrænset til at betragte fremfor at interagere, og igennem dem observerer seeren – som englene – verden i sort-hvid. Filmen består således i et stort omfang af scener i sort-hvid, og i stærk kontrast til disse står de få scener, hvor vi får verdenen at se i farver. I de farverige scener føles følelserne, og sanseindtrykkene sanses med alt, hvad de indebærer af sorg og glæde. 

Englenes neutrale oplevelse afviger markant fra den subjektive – og fysisk håndgribelige – menneskelige oplevelse, og gennem de sparsomt fordelte farverige momenter lærer vi at forstå, hvad Damiel længes efter ved menneskelivet. Englene forsøger at nærme sig de unikke og skrøbelige eksistenser ved at lytte til deres tanker. Det bringer englene stor fascination for det dødelige væsens tankevirksomhed; en fascination for menneskets sanselige oplevelse og ikke mindst dets evne til at udfolde deres eget sind; sind hvor spiritualiteten er individuel, og hvor der er plads til fordybelse og fortryllelse – uafhængigt af den fælles virkeligheds brusen udenfor.

Damiel lader menneskesindet synge for sig (Der Himmel über Berlin, 1987)

Fascinationen understreges særligt i englenes  tilstedeværelse på det store statsbibliotek i Berlin. Her lytter englene til de hundredvis af tanker, som menneskene skaber i deres kontakt med bibliotekets bøger. De højlydte tanker flyder sammen til en rytmisk messe, der elegant smelter sammen med underlægningsmusikkens æteriske kor. Biblioteket føles som en tankeborg, som englene med taktfuld respekt indtræder, som var det deres egen kirke. Mennesket opnår heri en nærmest religiøs rolle i englenes øjne – og for en stund også i seernes.

Som seer får vi i smukke stunder som denne stillet skarpt på mennesket, når det momentært farvelægger verden og vækker englenes beundring med dets dybe og indviklede sind. Vi sidder tilbage med en forhøjet påskønnelse af vores egen eksistens’ tilstand, og vi forstår Damiels ønske om at nedstige til menneskeheden, når han siger, at han vil få ’helt andre vinger, end han er vant til’.

Hvis din interesse er vakt, så læs videre nedenfor, hvor vi forsøger at komme Wim Wenders’ forhold til filmkunsten nærmere.

Øjnene der ser

‘Dedicated to all the former angels, but especially to Yasujiro, Francois and Andrej’

På en sort baggrund breder ovenstående dedikation sig, inden rulleteksterne løber over skærmen. Wim Wenders henviser her ved fornavn til tre filminstruktører: Japanske Yasujiro Ozu (1903-1963), franske Francois Truffaut (1932-1984) og russiske Andrei Tarkovsky (1932-1986). Hvad er meningen med dette, og hvorfor væver Wenders disse virkelige kunstnere ind i filmens fiktive univers?

Som vi ser i Der Himmel über Berlin, besidder engle et unikt perspektiv over den menneskelige verden, og Damiel vil efter sit tilvalg af den menneskelige oplevelse kunne klassificeres som en ’tidligere engel’ (en ‘former angel’ som i citatet ovenfor). Processen efterlader Damiel med et unikt perspektiv på den dødelige eksistens uden menneskeligt fortilfælde. Når Wenders sidestiller de førnævnte filminstruktører med englene, kan det måske tolkes som om, han tilskriver deres filmkunst en sådan indsigt – som var den født af en tilsvarende tidligere overjordisk tilværelse. 

Påstår Wenders da med sin hyldest til sine kollegaer, at de havde overmenneskelige kvaliteter på lige fod med Damiel? Det skal nok næppe tages så bogstaveligt – og for den sags skyld heller ikke så religiøst. Filmens citat drejer sig måske i højere grad om kunstens unikke muligheder for at udvide vores sind, hvis vi får muligheden for at opleve den igennem den rette linse. 

Damiel følger med i den menneskelige eksistens (Der Himmel über Berlin, 1987)

Igennem Tarkovskys perspektiv kan Wenders eksempelvis have fået oplevelsen af en så dyb sandhed, at den ligefrem transcenderede Wenders’ opfattelse af sig selv, mennesket eller verdenen omkring sig. Tarkovskys perspektiv kan siges at have åbnet op for denne højnede oplevelse for Wenders. På selv samme vis som Damiels – og herigennem seerens – overjordiske perspektiv på mennesket faciliterer den efterfølgende højnede opfattelse af menneskets tilstand.

Med filmens sidestilling af filmskaberne med englene, er filmen måske delvist skabt som en hyldest til kunstens muligheder for at højne vores oplevelse af verdenen vi ibor. Formen af Der Himmel über Berlin besidder dog også egenhændige muligheder for at lulle seeren ind med dens meditative stil, og måske åbner filmen døre for spirituel berigelse i sin egen ret. Formår værket da at excellere i den selv samme stil, som den med sit indhold hylder? Ja, jeg er ombord hele vejen.

Hvordan filmkunsten kan tage dig til højere spirituelle luftlag er selvfølgelig dybt subjektivt og direkte relateret til dit eget sted i tid og rum. Dertil kan oplevelsen fx afhænge af en særlig personlig vinkel, et specifikt stilistisk greb eller netop resultere af den universelle menneskelige vinkel, som vi gennem Damiel får simuleret.

Kommer dine ’tidligere engle’ til at tælle Wenders? Se med Damiels – og Wims – øjne og find ud af det.

“To be continued”. Wenders lagde op til en fortsættelse, og i 1993 ankom ‘In weiter Ferne, so nah!’ (Faraway, So Close!). Berlinmuren er væltet, og denne gang følges Cassiel, Damiels nærmeste blandt englene. Cassiel er ligeledes på en færd mod menneskeheden – men af en noget anderledes karakter.

Stemningsfuld trailer til Der Himmel über Berlin

Dele af holdet bag filmen

Instruktør: Wim Wenders
Forfatter: Wim Wenders og Peter Handke
Medvirkende: Bruno Ganz, Solveig Dommartin, Otto Sander, Curt Bois, Peter Falk m. fl.
Komponist: Jürgen Knieper
Fotograf: Henri Alekan
Klipper: Peter Przygodda

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer