Derfor skal vi se tv-serier sammen

Er der forskel på at sidde og se en film derhjemme og i biografen? Selvom du sikkert ikke taler med dem omkring dig, når du er i biografen, så oplever du sikkert en form for fællesskab mellem jer i salen, som du ikke oplever, hvis du ser filmen alene i dit hjem. For jer i salen deler en oplevelse. Tv-serier ser man ikke i biografen, men i hjemmet. For mange er det at se en tv-serie derfor sikkert også ofte en ikke-social oplevelse. Og det er en skam. For tv-serier kan som fiktionsnarrativer vække følelser og refleksion, der igen motiverer diskussion. Tilmed er tv-serier for mange mennesker mere tilgængelige end skønlitteratur. Så i stedet for at vi sidder hver for sig og sluger afsnit efter afsnit, så lad os sluge dem sammen. Og tale om dem sammen.

Fællesoplevelser

I biografen oplever vi en filmisk fortælling sammen med andre i salen. Og er vi i biografen med nogen, så taler vi sikkert med dem om filmen, når lyset i salen atter tændes. Samme effekt havde tv-serier ofte før i tiden. At det ikke længere er tilfældet, skyldes det enorme udbud af tv-serier. Der er noget for enhver smag, og derfor ser vi mennesker ofte forskellige serier – og vi gør det på forskellige tidspunkter.

”Du må ikke spoile!”. Hvor ofte har du ikke hørt nogen sige det til dig? Bedt dig om at holde mund, når du er allermest eksalteret over en serie? Bare fordi din ven endnu ikke har fået set det seneste afsnit af den serie, I begge følger med i. Tv-serier kan som original kunst og i kraft af deres formelle muligheder vække store følelser, og dem har vi ofte lyst til at udtrykke, så vi kommer til at spoile oplevelsen for andre.

Og når vi taler sammen med andre om vores oplevelse af serien – uanset om vedkommende er mere kritisk eller lige så entusiastisk – så giver samtalen os nye perspektiver på serien. Men endnu vigtigere er det, at serien måske sætter gang i en samtale om både plot, karakterer og seriens temaer.

Tænk bare på dengang Danmarks Radios dramaproduktioner var på deres højeste, og inden streaming blev så populært, som det er nu. Dengang så vi alle Nikolaj og Julie, Rejseholdet og Forbrydelsen kl. 20 søndag aften, og bagefter talte vi sammen om afsnittet. Først med familien om sofabordet, senere i skolen eller på arbejdet med kollegerne. Vi gættede alle med på, om Nikolaj og Julie til sidst ville finde sammen og diskuterede, hvem vi troede havde slået Nanna Birch Larsen ihjel. Vi delte vores teorier med hinanden og fortalte om de følelser, afsnittet havde givet os, og om de forhåbninger, vi havde for karaktererne og fremtidige afsnit. Vi skabte og deltog i fortolkningsfællesskaber!

Fortolkningsfællesskaber

Fiktion engagerer emotionelt, og fiktionsnarrativer har et særligt potentiale til at stimulere empati samt få os til at tænke kreativt, fx forestille os forhold, perspektiver og hvordan der er i sociale miljøer, der ligger uden for vores egen umiddelbare erfaringsverden. Derfor har komplekse tv-serier, som behandler virkelige fænomener, et særligt erkendelsespotentiale – altså potentiale til at stimulere os kognitivt:

”The subject matter of fiction is constantly about why she did this, or if that’s the case what should he do now, and so on. (…) We can think about it in terms of the psychological concept of expertise. If I read fiction, this kind of social thinking is what I get better at. If I read genetics or astronomy, I get more expert at genetics or astronomy. In fiction, also, we are able to understand characters’ actions from their interior point of view, by entering into their situations and minds, rather than the more exterior view of them that we usually have. And it turns out that psychologically there is a big difference between these two points of view. We usually take the exterior view of others, but that’s too limited”. (Link)

Keith Oatley, professor i kognitiv psykologi, hævder, at fiktion kan træne os i at tænke socialt. Påstanden er, at fiktionsnarrativer ved at stimulere emotionelt og beskæftige sig med sociale temaer kan øge vores indsigt i sociale fænomener og træne vores sociale kompetence. Særligt interessant er Oatleys pointe om et ekspertise-koncept. Udfordringen med tv-serier er, at det audiovisuelle format sjældent tillader seernes direkte indsigt i karakterernes tanker, som litteraturen for eksempel kan gøre. Men den udfordring fylder mindre, hvis vi taler med andre om de følelser, tanker og perspektiver, tv-serien giver os. For nok kommer vi ikke ind i karakterernes hoveder ved at tale med andre udenfor fiktionen om karakterens adfærd, men vi åbner op for hinandens tanker om det, karakteren gør og siger. Dermed kommer vi ind i hinandens hoveder ved at tale sammen. Desuden får vi måske talt om emner, som fiktionen behandler, men som vi måske ellers ikke ville have bragt på bane og være begyndt at tale om af os selv.

Fiktionskunst kan således skabe relationer mellem os, fordi den engagerer os emotionelt. En fælles oplevelse af en tv-serie – eller en bog for den sags skyld – skaber nogle følelser i os (måske de samme, fx glæde eller sorg over en karakters skæbne), giver os en fælles erfaring med hensyn til det konkrete værk og giver os dermed noget fælles at tale sammen om. Fællesoplevelsen kan understøtte samtalen mellem os, da fiktionens temaer giver os konkrete emner at tale sammen om, og dens karakterer bliver med tiden fælles bekendte.

Samtalen kan bringe os tættere sammen, og derfor har vores arrangementer og fællesskaber stort potentiale. Vi håber, du vil være med til at indfri potentialet!

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer