”'Vil du gerne dø?' [...] Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Det er under den allerførste lægesamtale, efter jeg er blevet indlagt."

Aber dabei af Julia Butschkow

Har du set Gøgereden? Hvis du har, har du sikkert også en klar forestilling om, hvordan der er på lukkede psykiatriske afdelinger, og hvem de indespærrede er. Men så kan du med fordel læse kollektivromanen Aber dabei af Julia Butschkow. For romanen viser, at der ikke kun er én form for sindssyge – at patienter på en psykiatrisk afdeling ikke bare kan skæres over én kam som værende helt ”gakkelak”. Fælles for personerne i romanen er ganske vist, at de er syge i sindet – men de er det på vidt forskellige måder. Romanen beskriver de subjektive oplevelser af sygdommene indefra – blandt andet hvordan det er at lide af en spiseforstyrrelse og at blive opslugt af maniens brusende tankestrømme.

Aber dabei er en kollektivroman. Det vil sige, at den har mere end én fortæller. Faktisk skifter fortællevinklen mellem fire forskellige fortællere, der alle har en forbindelse til den psykiatriske afdeling, hvor en stor del af romanen udspiller sig, og hvor Jens Martin er overlæge. Blandt fortællerne er advokaten Ivan, der synes besat af sex og har maniske tendenser, og Ingrid, som er hustru til overlægen Jens Martin og er velvidende om, at han har en affære med en patient. Denne patient er den psykologistuderende Maria, som samtidig er romanens tredje fortæller. Den fjerde fortæller er en kvindelig forfatter, der er indlagt som følge af sit arbejde med en roman om sin nazistiske bedstefar – arbejdet har været så psykisk hårdt for hende, at hun har udviklet en spiseforstyrrelse:

”Vil du gerne dø? Det er Jens Martin, der spørger mig. Han stirrer på mig med sit gennemborende psykiaterblik. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare. Det er under den allerførste lægesamtale, efter jeg er blevet indlagt. Og den ene sætning, det simple spørgsmål, er jeg ikke længere i stand til at svare på. For nej. Jeg vil ikke dø. Men jeg ved ikke, hvordan jeg skal være i livet. Spise. Bare det. Fylde mad på en tallerken. Tage bestikket i hånden. Føre gaflen eller skeen op til munden. Det var let engang, men så svært nu, at jeg ikke magter det.” (s. 7)

Når fiktion nuancerer virkelige fænomener

Den skiftende fortællerposition giver Aber dabei et dynamisk udtryk og en særlig mulighed for at nuancere den psykiatriske afdeling og de psykiske lidelser, patienterne på afdelingen har. Det skyldes, at bogens forfatter, Julia Butschkow, mestrer karakterernes forskellige sprog og skifter uproblematisk mellem dem. Det gør oplevelsen af karakterernes tanker, følelser og erfaringer på afdelingen, af deres lidelser og af personerne omkring dem både realistisk og indlevende. Eksempelvis er den kvindelige forfatters stemme i romanen reflekteret og sørgmodig, mens Ivans er energisk og hektisk. Ivan kan nemlig være manisk, og når den litterære stil i de kapitler, hvor han er fortæller, har få punktummer, understøtter det læserens oplevelse af manien. For de få punktummer gør læsningen hurtig, fortravlet, manisk:

”Fornemmelsen af min pik, der slår mod lårene, er god, den er stor, tænker jeg, selv når den er slap, er den stor, det er en god tanke, den gør mig høj, og alkoholen og pillerne, der blander sig i blodet, det er alt sammen skidegodt, jeg har lyst til at ringe til piccolinen og spørge, om hun vil komme og kneppe, finder hendes nummer i min mobil, ringer op, men hun tager ikke telefonen, så jeg finder en uåbnet flaske cognac i skabet i stuen, som jeg tager hul på og drikker af (…) Inde i soveværelset åbner jeg Sonjas skab og hiver et par af designerkjolerne, hun har købt med mit Mastercard, ned fra bøjlerne og river dem i stykker. Så finder jeg en stor guldglimtende kjolebluse eller tunika, eller hvad fanden sådan noget hedder, og tager den på. Den passer perfekt. Jeg får pludselig lyst til champagne. Går ud i køkkenet og finder en flaske i køleskabet. Da jeg lirker proppen op, står jeg inde i stuen og sigter hen på vores bryllupsbillede, der er totalt latterligt og opstillet. Det bliver et pletskud. Glasset smadres, rammen falder på gulvet, omgivet af glasskår. Det er perfekt. Mit humør stiger og stiger, og jeg sætter AC/DC på anlægget, skruer op og skråler med. High voltage. Thunderstruck (s. 33-34)

Man kan nemt komme til at trække en smule på smilebåndet over Ivans maniske opførsel, men samtidig er det uhyggelig og indsigtsfuld læsning om, hvordan det menneskelige sind også kan være. For Butschkow bringer os så tæt på den maniske oplevelse, som man vel nærmest kan komme det uden selv at være manisk.

Det er ikke nemt at få indsigt i det menneskelige sind – vi ved kun det, vi får fortalt af dem, der selv oplever og føler. Men her formår en forfatter at gøre os klogere på sindet indefra. Og det kan virke uhyggeligt, men det er også oplysende og nuancerende.

Det er én af Aber dabeis store styrke! Ved at bruge kollektivromanens format skildrer Aber dabei det partikulære og subjektive ved psykiske lidelser og dermed omfanget og nuancerne af det at være syg i sindet. Der er ingen tvivl om, at hver af fortællerne har sine mentale udfordringer at slås med, men udfordringerne er meget forskellige og kan ikke skæres over én kam. Psykisk sygdom er ikke én ting – det er helt sikkert! Det er også helt sikkert, at psykiske sygdomme er voldsomt stigmatiseret og noget, vi bør blive langt bedre til at tale højt om og med hinanden om.

Julia Butschkows roman bidrager til, at vi kan indlede den slags samtaler om psykiske lidelser på et mere oplyst grundlag.

VIl du dele din oplevelse?

Kan du genkende Julia Butchkows portrættering af den lukkede afdeling? Eller nogle af de tanker, følelser og tilstande karaktererne i Aber dabei kæmper med? Så vil vi meget gerne høre om din oplevelse. Del dem med med os på en mail, i en kommentar nederst på siden, eller skriv til os på vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer