”… det var det, jeg ville høre, at min smerte ikke var syg"

Arv og miljø af Vigdis Hjort

Tilværelsens vrangsider oplyses og tabuer nedbrydes i norske Vigdis Hjorts Arv og miljø. Romanen er en barsk fortælling om en nu voksen kvindes sorg over sin families fortielser, anklager og traumer; om svig, smerte og incest. Romanen understreger sorgens og traumets vedholdenhed og kompleksitet, giver en stemme og et sprog til offerets psykologi og betoner, hvor vigtigt det er, at vi ser, lytter til og anerkender offerets erfaring.

Som romantitlen antyder, handler Arv og miljø om arv – om arvestrid. Men ikke blot arvestrid i økonomisk forstand.

Da Jeg-fortælleren Bergljots far dør, eskalerer en konflikt i familien, der handler om, hvad hans børn – fire søskende, hvoraf Bergljot er den næstældste –, skal arve. Familien er splittet, og Bergljot har egentlig ”meldt sig ud” af familien. Alligevel bliver hun trukket tilbage i det hele, da arven skal fordeles. Men mens Bergljots tre søskende er optaget af fordelingen af familiens to hytter, river farens død op i et traume, Bergljot har forsøgt at lægge bag sig. Et traume fra en periode, der hænger over familien som en sort og tung skygge: Hendes fars seksuelle misbrug af hende, da hun var mellem 5 og 7 år.

For Bergljot handler det ikke om den materielle arv. Men om at hun ønsker at få familien til at anerkende, at hendes oplevelse af familiens fortid er væsentligt anderledes end hendes søskendes.

Romanen er Bergljots fortælling om sit opgør med en psykisk arv og det traumatiske miljø, hun voksede op i, men som hendes familie aldrig har anerkendt som værende virkeligt. Det er særligt gennem familiens tavshed, negligering og manglende anerkendelse, at Bergljots trauma bevares og ulmer. Derfor går hun stadig i psykoterapi og flygter ind i alkoholens rus, selvom hun for længst er voksen og selv har voksne børn. At det er anerkendelse af sin historie, Bergljot søger, bliver særligt tydeligt, da hendes egen datter i et brev siger fra over for resten af familien:

”Jeg har set mor så knækket og opløst, som et menneske kan blive uden at dø; så ødelagt, at de færreste ville kunne rejse sig igen. Jeg har set mor kæmpe for at blive i stand til at leve med sin egen historie (…) Jeg har set mor sige undskyld, det er min skyld ikke din, tag min skam væk, sådan som man ville ønske, nogen havde taget hendes væk (…) Mor er ikke blevet, den hun er, på grund af en god opvækst på Skaus vei, mor er alt det fine og stærke, hun er, på trods af. På trods af en far, som forgreb sig på hende, og en mor, som lod stå til; i din fornægtelse af dette, Inga, viser du kun din egen ansvarsfraskrivelse. Og du mister ikke kun børn, men også børnebørn og oldebørn.” (S. 217)

Med Arv og miljø skriver Vigdis Hjort sig ind i vor tids helt store litterære tendens: Autofiktionen og nærmere bestemt den autofiktion, der gør op med familieforhold. Romanen skabte debat blandt journalister, litterater og familiemedlemmer om, hvorvidt romanen lå for tæt op ad Hjorts eget liv, og om hun derfor posthumt kastede et mistankens skær over en afdød person (sin egen far), som ikke var dømt for noget og ikke havde mulighed for at forsvare sig. Men Arv og miljø er offerets forsvarstale – altså en forsvarstale af den, der inden denne fortælling aldrig var blevet hørt.

For nok har Vigdis Hjort dækket sig ind ved at kalde Arv og miljø for en ”roman” – betegnelsen indikerer fiktion, og fiktion påstår ikke direkte forbindelse til virkeligheden. Det betyder dog ikke, at romaner ikke kan behandle virkelige fænomener. For Hjort er romanen et velvalgt medie til at fortælle denne historie. For romanens lange format gør det muligt for hende at skildre, hvordan familiens negligering af Bergljots perspektiv foregår over adskillige årtier. I romanen springer hun således frem og tilbage i tid; mellem Bergljots minder fra fortiden og nutidige samtaler med venner og bekendte, som giver deres perspektiv på, hvordan de oplever og håndterer en offerfortælling som Bergljots.

Selv forsøger Bergljot at finde en vej videre i tilværelsen ved at forestille sig, hvordan faren må have haft det sin gerning:

En forsvarstale af offeret. For offeret.

”Faren havde fået et problem, datteren var blevet hans problem, hvad skulle han gøre? Hvor må det have hjemsøgt ham, hvilken rædsel har han ikke gået omkring med.”
Arv og miljø side 281​

Selv beskriver Bergljot sin fortælling som en ”uophørlig udforskning, en nødvendig udgravning fuld af kortslutninger og ufrivillige hjemsøgninger” (s. 330). Dermed er Arv og miljø er et udmærket eksempel på fiktionens ”moralske forestillingsevne” (”moral imagination”): Fiktionen er et sted, hvor det med dens virkemidler er muligt at leve sig ind i og dermed nærme sig og forsøge at forstå andre menneskers handlinger og bevæggrunde.

Ved at bruge romanens virkemidler og format udforsker Hjort offerets historie og psykologi og ender med et portræt af offeret. Og det er bestemt ikke et ensidigt portræt.

For Bergljot svinger mellem sorg, vrede og undertrykkelse, men også mellem skyld og skam. Eksempelvis beskrives det gribende, hvordan Bergljots følelsesregister blev så forstyrret af farens seksuelle overgreb på hende, at hun som barn blev jaloux, når hun så sin far være kærlig overfor sin hustru – altså Bergljots egen mor (324-325). Offerets psykologi er kompleks, hvilket Vigdis Hjort senere har uddybet i et interview med Information:

”Man bliver ikke sød af at have det hårdt. Som regel bliver man ondskabsfuld af at have det hårdt. Skænderiet om, hvem der har haft det værst, er barnligt. Som regel forkrøbles de undertrykte og får et ødelagt følelsesliv, som regel overtager de undertrykte undertrykkerens tankegang og metoder, det er undertrykkelsens mest infame konsekvens, at den ødelægger de undertrykte og gør dem mindre i stand til at frigøre sig. Der skal hårdt arbejde til for at forvandle lidelsen til noget, der er nyttigt for nogen, især for den lidende selv.”

I interviewet understreger Hjort, at det er muligt at bryde sin sociale arv, men også at det kræver hårdt arbejde. Og det skildrer Arv og miljø på eminent, barsk og rørende vis.

For med romanen har Vigdis Hjort fundet et format, der kan rumme en meget kompleks fortælling, der giver os et gribende indblik i et af vores samfunds helt store tabuer samt mulighed for at indleve os i offerets tanker, følelser og oplevelse.

Arv og miljø er en forsvarstale for offerets perspektiv – romanen minder os om, at vi altid skal huske at lytte.

Vil du dele din oplevelse med os?

Kan du genkende Vigdis Hjorts fortælling? Så vil vi meget gerne høre dine tanker og perspektiver. Del dem med med os i en mail, i en kommentar nederst på siden eller skriv til os på vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer