Sorgen slår mod sjælen, som bølger slår mod land

Det andet navn. Septologien 1 af Jon Fosse

Kan sproget standse tiden? I sin roman Det andet navn, Septologien 1 kommer Jon Fosse tæt på. I en fortælling bestående af én lang sætning uden punktummer skaber han sammen med sin fortæller et maleri af ord, der næsten får tiden til at gå i stå, så de øjeblikke, der udgør et liv kan blive foldet ud, men også gentaget. Ikke alle øjeblikke er dog lykkelige. Det andet navn handler om sorg, og romanens særlige form viser på poetisk vis, hvordan sorgen slår mod sjælen, som bølger slår mod land. Gentagende. Evindeligt.

Bogens hovedperson og fortæller er kunstmaleren Asle; en enkemand i sorg efter hustruen Ales død. Asle bor på landet uden for Bjørgvin (Bergen), men besøger af og til byen, da han udstiller sine malerier i ét af dens gallerier. I byen har han en ven, der ligeledes hedder Asle og er maler, og som har samme frisure, frakke og taske som fortælleren. Men hvor fortæller-Asle er tidligere alkoholiker, er Bjørgvin-Asle stadig dybt alkoholiseret.  

En væsentlig del af romanen består af fortællerens tankestrøm, særligt på hans køreture mellem Bjørgvin og sit hjem på landet. Her gør han sig tanker om lys og mørke, om Gud, om livet og døden, om kunst, om den stærkt alkoholiserede Asle, om sin afdøde hustru og om deres fælles ungdom. På vejen standser Asle ved en legeplads og ser to unge mennesker, der langsomt bliver afsløret som Asle og Ales. Og snart står det klart for os, at det ikke er helt nemt at gennemskue, hvad der rent faktisk sker omkring Asle, og hvad der blot er projiceringer af hans tanker. Er der tale om en fortidig, nutidig og fremtidig Asle eller en alternativ udgave af Asle? Det kan få lov til at stå åbent.

For der er noget med tiden i Det andet navn. Den går, og den standses, i et maleri af ord.

Et maleri af ord

Der er ikke så meget som ét punktum i Det andet navn. Stilen understøtter oplevelsen af romanen som fortællerens tankestrøm. Men hvad virkningen er, er vanskeligere at indfange og nedfælde. Indimellem pløjer man gennem siderne, da punktummets naturlige pause mangler. Andre gange virker formen sløvende, nærmest messende. Også fordi fortælleren gentager sig selv igen og igen. Og igen og igen. Det er af den grund, jeg finder ligheden mellem romanen og et maleri.

For et maleri fikserer dets motiv i et øjeblik; det kan indfange, visualisere og udfolde et enkelt øjeblik i noget nær en evighed. Noget tilsvarende formår Fosse med sine ”ordmalerier”, hvor Asle får mulighed for at forene fortid, nutid og fremtid og dykke ned i sine indre billeders evighed. Som da han får øje på det unge par på legepladsen. Det viser sig at være fortidens Asle og Ales, og de får øje på nutids-Asles bil og undrer sig over den – tiderne forenes. Det hænder for Asle, at han ser den slags for sig. Episoden på legepladsen minder ham om, at han hellere må tage hjem til sin hustru og deres barn, men så kommer han i tanke om, at Ales jo i nutiden er død; derhjemme venter et tomt hus og ensomhed.

For at slippe af med de indre billeder, Asle pludselig ser for sig og som fæster sig i ham, maler han dem:

”jeg har tænkt at det er derfor jeg er blevet maler, fordi jeg har alle disse billeder inde i mig, ja så mange billeder at de er en plage, ja de plager mig når de dukker op og dukker op (…) for når jeg gør det, og hvis det lykkes, så forsvinder billedet og det holder op med at gøre mig urolig og det giver mig i stedet fred, det holder op med at hjemsøge mig, for ellers, jeg ved det, kommer det her billede til igen og igen at dukke op i min erindring” (…) og et mismod rammer mig, en sorg, ja en sorg som vælder op i mig, intetsteds fra, alle steder fra, og det føles som om sorgen er ved at kvæle mig, som om jeg ånder sorgen ind og ikke kan ånde den ud…”
(s. 30, 34)

Sorgen slår mod sjælen, som bølger slår mod land

Det andet navn tager store og eksistentielle temaer op, men beskriver dem i et sprog og i en ubrudt form, som tilbyder læseren en atypisk oplevelse af temaerne. Særligt har Fosse fundet en interessant form til at synliggøre mindernes og sorgens væsen. For minderne og sorgen slår mod Asle som ”bølgerne slår mod land”, som ét af Asles malerier hedder. De ”dukker op og dukker op”, ”igen og igen”, og mens nutids-Asle kæmper med at holde sit hoved over bølgerne ved at klamre sig til religionen og kunsten, drukner den anden Asle i alkoholens brænding.

Indimellem kan det føles nemt at læse en bog uden punktummer – som en strøm, der blot river én med sig. Andre gange kan det være en svær og frustrerende oplevelse. Det strider med vores normer for, hvordan vi skriver og fortæller skriftligt; vores øjne leder efter et naturligt holdepunkt – drivtømmer, vi kan klamre os til for at give vores arme en pause. Men i Det andet navn indtræffer pausen ikke.

Og det er netop derfor kunsten kan åbne vores øjne. Ved at beskrive verden og dens fænomener på måder, vi ikke er vant til, kan kunsten åbne vores øjne for virkeligheden. ”Underliggørelse” har den russiske litteraturteoretiker Viktor Sjkovskij kaldt denne kunstens evne.

Fosses ”underliggjorte” fortælling maler et særligt billede af sorgens væsen; som noget, der slår igen og igen mod sjælen, som bølger slår igen og igen mod land. Sorgen forsvinder aldrig helt, men vender tilbage. Men den ubrudte stil i Det andet navn viser også, hvordan det er muligt at være i livet ved at dykke ned i og udfolde øjeblikkene.

Fordi vi med kunsten næsten kan standse tiden.

Vil du dele din oplevelse?

Hvordan virkede den punktumløse stil på dig? Fortæl os det i kommentarfeltet nederst på siden, i en mail eller via vores sociale medier. Vi vil også meget gerne høre, hvad du synes om Det andet navn, hvis du har læst bogen.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer