”Jeg er et kamera med lukkeren åben, ganske passiv, optager uden at tænke …”

Farvel til Berlin
af Christopher Isherwood

… en dag skal alt dette fremkaldes, omhyggeligt trykkes, fikseres”. Sådan skriver Christopher Isherwood i sin selvbiografiske roman Farvel til Berlin, hvor jeg-fortælleren formulerer sproglige mellemkrigsfotografier af Weimar-republikkens sidste år og dage. 1. verdenskrig ulmer endnu i den tyske hovedstad, hvor mange – fra prostituerede til velhavende og magthavere – forsøger at glemme og dulme den fattigdom, uvished og utryghed, krigen har efterladt landet i, med alkohol. Imens tiltager lyden af nazisternes taktfaste skridt omkring dem. I dag er det stadig interessant og relevant at fremkalde Isherwoods fotografier af ord – for fortællingen har alarmerende perspektiver.

I Farvel til Berlin får vi seks fortællinger om de personer, den unge englænder og forfatter Christopher møder, mens han er i Berlin for at arbejde på sin roman. Blandt andre hører vi om den flamboyante Sally Bowles, som fester og elsker sig igennem tilværelsen, det homoseksuelle kærestepar Otto og Peter, den velhavende jødiske familie Landauer samt Christophers udlejer Fräulein Schröder, der er omsorgsfuld, men samtidig sympatiserer med nazismen.

Og netop nazismen hænger som en faretruende tåge over fortællingerne i Farvel til Berlin. For nok er det interessant og dragende at læse Christophers usentimentale registreringer og detaljerede, flotte og levende beskrivelser af et vaklende samfund i en periode i Tyskland, der ikke har fået helt så meget opmærksomhed som de to verdenskrige, der rammesatte perioden. Men romanen beskriver også, hvordan og hvorfor nazismen kunne sive ind i hver en revne af samfundet og etablere sig i den politiske virkelighed:

”En aften i oktober 1930, en måneds tid efter valget, var der store optøjer i Leipzigerstrasse. Store flokke af nazibøller rykkede ud for at demonstrere mod jøderne. De kastede sig over nogle mørkhårede fodgængere med store næser og knuste vinduerne i alle jødiske butikker (…) Fräulein Mayr var naturligvis henrykt. ’Det har de rigtig godt af!’ udbrød hun. ’Denne by er forpestet af jøder. Man kan ikke vende en sten, uden at der kravler et par stykker frem. De forgifter vores drikkevand! De undertrykker os, plyndrer os, suger hjerteblodet ud af os. Tag bare stormagasinerne: Wertheim, K.D.W., Landauers. Hvem ejer dem? Beskidte, tyvagtige jøder!”
(s. 185)

Alarmerende perspektiver – kan vi lære af fiktionsfortællinger?

Romanens titel indikerer både Isherwoods eget ”Farvel til Berlin” og verdens farvel til det Berlin og det Tyskland, den indtil da har kendt; bogen udkom i 1939 – samme år, som Tyskland invaderede Polen.

For den by, Christopher ankommer til, er en vibrerende metropol ”malet i guld og infernorødt”. Borgerskabet bor i dekadente områder, men der er samtidig plads til bordeller og bøssebarer, som får Berlin til at fremstå som et frirum for drømme om ikke bare berømmelse og rigdom, men også en fremtid med større mangfoldighed.

Men hen imod bogens afslutning og Christophers beslutning om at forlade byen er Berlin og Tyskland aldeles forandret. Samfundet er i stigende grad præget af uroligheder mellem kommunister, nazister og politi, og jødiske borgere føler sig nødsaget til at flygte fra det land, de kalder hjem. Men ikke alle når at komme væk. På et tidspunkt overhører Christopher en samtale mellem to mænd, der taler om en notits i avisen omhandlende én af Christophers jødiske bekendte, der er fundet død:

”’Hjerteslag’. Østrigeren sad uroligt i sin stol. ’Det må jeg nok sige.’ ’Der er mange hjerteslag,’ sagde den fede mand, ’i Tyskland for tiden’. Østrigeren nikkede. ’Ja, man skal i hvert fald ikke tro alt, hvad man hører. Så meget ved jeg.’ Hvis du vil høre min ærlige mening,’ sagde den fede mand, ’så holder de fleste hjerter op med at slå, når de bliver ramt af en kugle.”
(s. 242)

Selv aviserne bringer på dette tidspunkt fejlagtige nyheder om, hvordan jødiske medborgere dør, og dækker over, at de faktisk bliver slået ihjel.

Har man læst Christophers fotografier af Tyskland frem til dette punkt, så er det ikke vanskeligt at forstå, hvorfor landet har udviklet sig på den måde. For landet er i en slem økonomisk forfatning efter 1. verdenskrig, og borgere, der engang var velhavende, såsom Fräulein Schröder, må leje værelser i deres hjem ud til fremmede – også til prostitution.

Særligt værd at bemærke er det sprog, der bogen igennem bruges om den jødiske del af befolkningen. For som det er tilfældet i adskillige romaner fra før 2. verdenskrig – selv i dem der ikke direkte beskæftiger sig med nazisme og jødeforfølgelse – er det blevet normalt at tale nedsættende om jøderne som værende nærige undermennesker i modsætning til resten af samfundet.

Farvel til Berlin bærer derfor en evig påmindelse til eftertiden om, hvor meget sprog kan gøre. I årevis var sproget med til at dehumanisere jøderne, hvilket gjorde det nemmere for folk at acceptere forbrydelserne mod dem. Det må ikke ske igen! Alligevel skal man ikke lede længe i nutiden for at finde eksempler på, hvordan sproget bliver brugt til at fremmedgøre kulturer og opdele befolkningsgrupper i ”os” og ”dem”.

Det, vi gør – og også det, vi siger – har stor betydning for den verden, vi har, og den verden, vi vil have. Så kald Christophers billeder fra en uhyggelig, men lærerig tid, frem! For den bliver vi nødt til at huske på og lære af!

Vil du dele din oplevelse?

Er vores perspektivering til, hvordan vi taler i dag søgt, eller kan du følge os? Fortæl os, hvad du synes, og hvad du generelt synes om Farvel til Berlin, hvis du har læst den. Del dine tanker med os på en mail, i en kommentar nederst på siden eller skriv til os på vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer