”Det nyttede ikke at sige at jeg ikke havde brug for behandlingen.”

Oktoberbarn af Linda Boström Knausgård

Hvordan bevarer man sig selv, når man er indlagt på en psykiatrisk afdeling og oplever, at de elektrochokbehandlinger, man modtager, ødelægger ens erindringer og dermed truer ens identitet? Opgøret med det psykiatriske behandlingssystem er et af temaerne i Linda Boström Knausgårds autofiktive roman Oktoberbarn, hvor hun skriver kritisk om systemet indefra og om frygten for, at elektrochokbehandlingen vil gøre hende til ”ingen”. Det får hende til at reflektere over, hvem hun egentlig er, og hvordan hun altid har søgt efter svaret på netop dét spørgsmål.

I Oktoberbarn er jeg-fortælleren Linda tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling, som hun omtaler som ”fabrikken”. Her er mange af lægerne navnløse, patienternes frihed er indskrænket, og den basale, humane omsorg synes til en vis grad suspenderet: Patienterne ekspederes som samlebåndsprodukter, deres sind omtales som computere, i flokke køres de bevidstløse kroppe til opvågning efter elektrochokbehandlingerne, og lægerne er resultatfikserede og kan ikke rigtig redegøre for, hvordan behandlingerne virker. Det er dog tilsyneladende heller ikke det væsentlige. Det væsentlige er, at patienternes adfærd forandres:

”De solgte deres behandlinger til patienter der ikke kunne andet end at tro på hvad overlægen sagde på den korte tid, der var sat af til samtaler. Ti minutter en gang om ugen, ingen plads til spørgsmål. De besværlige fik højere strømstyrke. Det vidste alle (…) Du vågnede til dit liv som en nyfødt. Hvem var dine forældre? Hvem skulle lære dig at leve det liv du var blevet tildelt? Ingen, var svaret. Ingen skulle lære dig det. Her levede du ingens liv og intet andet blev forventet af dig”
(s. 6, 59)

Linda beskriver sin oplevelse af og frygt for elektrochokbehandlingerne, og for at de vil slette hendes minder; særligt frygter hun at miste minderne om sine børn. Derfor begynder en sygeplejerske at træne Lindas hukommelsesevne. Træningen får Linda til at tænke på betydningsfulde hændelser i sit liv, og som læsere får vi indsigt i afgørende nedslag i Lindas barndom, ungdom, ægteskab, forældreskab og skilsmisse; et liv med dannelse, uddannelse og kærlighed, men også et liv, hvor hun altid har søgt efter, hvem hun var, og som også omfattede et problematisk forhold til sine forældre; et liv med angst, depression og flere indlæggelser.

En vigtig stemme fra et stille rum

Det er ikke kun sine minder, Linda frygter at miste. Det er også sin frihed og sin identitet, og Oktoberbarn handler i høj grad om Lindas kamp for at bevare sin person og forsvare sig imod det, hun mener er det psykiatriske systems dehumanisering af dets patienter.

Dermed giver Oktoberbarn et kritisk patientperspektiv og er en oplysende stemme fra de psykiatriske ”rum”, hvorfra stemmerne ellers ikke nemt når uden for murene. Det er enormt værdifuldt, når forfattere med et så gribende og klart sprog og en platform som Knausgårds giver velformulerede, oplysende og engagerende beskrivelser af steder i vores samfund, vi ellers ikke ofte hører om. Steder, hvor vi skal passe på ikke at glemme det enkelte menneskeliv, og hvad der er vigtigt for dette:

”Jeg kunne jo heller ikke vide, hvad jeg huskede og hvad jeg havde glemt. Ikke her. Det måtte jeg ud i det virkelig liv for at kunne. Flere måneder senere stod jeg i gymnastiksalen på børnenes skole for at høre et foredrag om læsningens betydning for børns fantasi og for deres fremtidige trivsel. Da foredraget var slut og vi forældre skulle gå hen til vores børns klasseværelse, hvor forældremødet ville fortsætte, vidste jeg pludselig ikke hvor jeg var. Vi havde tre børn på skolen og jeg skulle lige til at beslutte mig for hvilket barns klasseværelse jeg skulle gå hen til, da det gik op for mig at jeg ikke anede hvilke klasseværelser mine børn havde eller hvem deres lærere var.”
(s. 38)

En nødvendig nuancering

Sidst, men ikke mindst, skal det nævnes, at eksmanden i bogen – om end han ikke nævnes ved navn – er forfatteren Karl Ove Knausgård, der i sidste bind af sit værk Min Kamp, netop beskrev Lindas psykiske lidelser og indlæggelser fra sit perspektiv. Oktoberbarn repræsenterer Lindas eget perspektiv på flere af de episoder, der også indgår i Min Kamp, og som Linda nu nuancerer.
 

Men uanset om du har læst Min kamp eller ej, kan Oktoberbarn anbefales. For Linda Boström Knausgård er ikke bare en karakter i eksmandens projekt; hun er et menneske med et smukt, glasklart sprog og dybe refleksioner, og nu har hun altså skrevet en bog om at søge efter sin identitet, om forældreskab og om skilsmisse. En bog, hvor hun tilbyder vigtige og interessante nuanceringer af psykisk lidelse og elektrochokbehandling.

Vil du dele din oplevelse med os?

Linda beskriver afdelingen, hun er indlagt på, som en fabrik, og hun mener, at de indlagte behandles som computere. Er du stødt på lignende beskrivelser andre steder i kunsten, eller kan du måske genkende det, Linda beskriver, fra dig selv? Måske har du selv en helt anden og mere positiv oplevelse af psykiatrien? Uanset hvad vil vi meget gerne høre dine tanker og oplevelser. Hvis du vil dele dem, kan du skrive en kommentar i bunden af siden, sende os en mail eller skrive til os via de sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer