Skærsommernatsdrøm om forelskelse, fantasier og
”friend-zoning”

Hvide nætter af Fjodor Dostojevskij

Til læsere, som endnu ikke har fundet nøglen til Dostojevskijs forfatterskab, er Hvide nætter en fremragende låsedirk. Romanen er kort og fri for et bibelsk kartotek af bipersoner og en syndflod af russiske kælenavne. Til gengæld ledsages eviggyldige komplekser af bidende humor og skærsommernatlig poesi, mens funklende lykkestunder ind imellem lyser op i det overdådige, russiske sortsind.

Undertitlen på den blot 118 sider lange kortroman er ”En sentimental roman – Af en drømmers erindringer”, og Dostojevskij kan ikke klandres for falsk markedsføring. Samtalerne mellem fortællingens mandlige hovedkarakter og den unge Nástenjka, er nemlig til tider så sukkersøde, at læserens øjenlåg klistrer sammen, når der blinkes. Alligevel demonstrerer Hvide nætter, at hvad der er sentimentalt, ikke nødvendigvis er banalt.

I begyndelsen af romanen flakker den navnløse jeg-fortæller rundt i Skt. Petersborgs forladte gader (de rige er taget i sommerhus på landet). Scenen kunne henlede tankerne til de Corona-tomme danske fortove, vi oplevede i selv de større byer for et par måneder siden, men ensomheden i Hvide nætter stikker langt dybere. Fortælleren lever mutters alene og tilbringer dagene med at søge tilflugt i en drømmeverden, hvor han er helten i karikerede, romantiske fantasier, som står i skarp kontrast til virkeligheden. Her er hans eneste kontakt med omverdenen de daglige gåture, hvor han i sin ensomhed finder venner blandt byens huse, især et lille lyserødt et, som lider den grumme skæbne at blive kalket gul:

"Pludselig, i forrige uge, da jeg drejer om i gaden og ser hen til min lille elskling, lyder der mig et klageskrig i møde: 'Se nu – jeg bliver kalket gul!' Oh – disse barbarer! Disse niddinger! Intet skånede de, intet! […] Min lille ven blev i en håndevending aldeles kanariegul. Det var ikke langt fra, at jeg selv af ærgrelse havde fået gulsot, i den grad satte tilfældet min galde i kog." (s. 10)

Den sentimentale stemme er ikke til at tage fejl af, men det er den humoristiske tone heller ikke. Denne dobbelthed, som er kendetegnende for Dostojevskijs forfatterskab, præger også det skæbnesvangre møde mellem Hvide nætters fortæller og den unge Nástenjka.

På en aftengåtur under Skt. Petersborgs lyse sommerhimmel øjner fortælleren på bedste kioskromans-manér en smuk 17-årig kvinde græde ved en bro. Efter et mislykket forsøg på at tage kontakt redder fortælleren ridderligt den unge ”jomfru i nød” fra en beruset overfaldsmand, og kønsrollerne er fra starten trukket skarpt op – for en stund. Linjerne sløres nemlig hurtigt, da Nástenjka får ham til at love, at han ikke forelsker sig i hende, da hun stadig er ulykkeligt forelsket i en anden mand: Friend-zoned!

Gennem fortællerens og Nástenjkas udvekslinger, som strækker sig over fire lyse sommernætter, træder fortælleren ud af sin egen fantasiverden og konfronteres med de vage forestillinger om kvindelighed og menneskelige relationer, som han hidtil er gået rundt med. Mens den mere jordnære Nástenjka lægger medfølende ører til braget, trænger virkeligheden og erkendelsen af de år, fortælleren har spildt, ind i hans omhyggeligt opførte luftkasteller og sprænger dem i stykker indefra:

Thi et sådant liv som mit er en forbrydelse og en synd! […] ofte forekommer det mig, at jeg har mistet enhver følelse og enhver modtagelighed for alt, hvad der har med det ægte, det sande liv at gøre […] Og alt imens hører man menneskemassernes brusen omkring sig, det virkelige livs hvirvel […] man ser, at deres liv ikke leves og ikke føjer sig efter deres fantastiske forestillinger og lunefulde ønsker, at det ikke flagrer hen som en drøm, at deres liv evigt fornyer sig, at ikke én af dets timer er lig den anden, mens vor forskræmte fantasi jo nøjere beset er et flovt, et evigt gentaget, trivielt skygge-spil… (52-53)

I modsætning til Forbrydelse og straf (1866) kredser Hvide nætter ikke om en forbrydelse i lovmæssig forstand. Her består forbrydelsen i et liv, som er blevet ødslet væk på dagdrømmerier og virkelighedsflugt, hvilket vi bliver mindet om bærer en straf i sig selv.

Del din oplevelse med os

Har du læst Hvide nætter? Fortæl os, hvad du synes om den i en mail, i en kommentar nederst på siden eller via vores sociale medier

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer