”Jag har aldrig hatat som jeg hatar nu, det har ingen riktning…”

I hvert øjeblik er vi stadig i live af Tom Malmquist

”I hvert øjeblik er vi stadig i live” handler om den sorg, vrede, magtesløshed og kærlighed, jeg-fortælleren Tom føler, da hans kæreste Karin dør, umiddelbart efter at deres datter er blevet født. Romanen er den svenske forfatter og digter Tom Malmquists autofiktive fortælling om de store følelser i livet – særligt om dem som blandt andet døden buldrer ind over os med og efterlader os i, og som hverken vi, vores omgangskreds eller samfundet generelt ved, hvordan skal håndteres.

”I hvert øjeblik er vi stadig i live” består af forskellige dele. Romanens første del foregår på hospitalet, hvor Karin først bliver indlagt med akut leukæmi og siden føder datteren Livia (fødslen sættes kunstigt i gang) – og til sidst dør. I resten af romanen springer jeg-fortælleren Tom frem og tilbage i tiden; fra tilværelsen efter Karins død, hvor Tom er kommet hjem fra hospitalet med datteren Livia, til tiden inden og under graviditeten – til dengang de kun var Tom og Karin, dengang de var et par, dengang de var de to sammen. Nu skal Tom forsøge at fortsætte sit liv som nybagt far – uden Karin. Tabet efterlader ham i stor sorg, han befinder sig i en vred choktilstand, men må samtidig håndtere alt det praktiske omkring Karins begravelse og forældremyndigheden over Livia.

En rørende, men usentimental nutidsfortælling

Romanen er fortalt i nutid med den virkning, at vi som læsere bliver placeret direkte og tæt på Toms ukontrollerbare magtesløshed; først på hospitalet, siden i kampen for at få forældremyndigheden over Livia.

Selv forsøger Tom at bevare en form for kontrol under de usikre omstændigheder. Han forlanger, at lægerne oplyser ham detaljeret om Karins forfatning og behandling. Det lægefaglige og objektive sprog spiller derfor en væsentlig rolle i romanen. Det er, ligesom fortællerens eget sprog, nøgternt og usentimentalt. Sproget kan læses som Toms måde at forholde sig til det ubegribelige på – med det håndgribelige – eller måske afspejler sproget det sorgfulde, grålige filter, som man kan forestille sig, at Tom oplever brede sig ud over virkeligheden i tiden op til og efter Karins død.

Samtidig er sproget dog sanseligt-registrerende – af miljøet og af sundhedsvæsenet. Skildringen er dog ikke kritisk, og her adskiller ”I hvert øjeblik er vi stadig i live” sig fra en del af tidens ”sygdomslitteratur”, der ofte befolkes af ufølsomme læger og bureaukratiske systemer. I ”I hvert øjeblik er vi stadig i live” er sundhedspersonerne overvejende eftertænksomme, forstående, berørte og empatiske i forhold til Toms situation.

Men uanset hvor venligt og empatisk personalet behandler Tom, kan de ikke lindre hans sorg.

Grænseløs sorg og hjemløs vrede

Det usentimentale sprog betyder ikke, at ”I hvert øjeblik er vi stadig i live” ikke er en bevægende roman. Den er bare ikke selvmedlidende, selvom den skildrer begivenheder, der vender op og ned på Toms tilværelse og som forårsager en grænseløs og identitetsændrende sorg – hvilket bliver tydeligt for ham selv, da han skal have taget et identitetsbillede af sig selv:

”Jag kände inte igen mig på bilderna, jag frågade om hon mon kunde ta en ny, fotona blev identiska efter fjärde fotot blev hon irriterad, det kändes ändå fel, det är ju mitt identitetsfoto, det som skal försäkra att jag är jag, min blick var alldeles tom, som om allt jag någonsin sett hade runnit ut ur ögonen…” (s. 212-213)

Og hjemløs vrede:

”Jag har aldrig hatat som jag hatar nu, det har ingen riktning, ingen innebörd, och varje gång jag försöker begripa det, sätta ord på det, definiera det, kontrollera det, börjar jag att gråta så våldsamt att jag är rädd för att väcka henne (Livia, red.) även om jag befinner mig i ett annat rum, och jag lägger handen för mina ögon och jag hör mig själv säga: Det är bara på låtsas.” (s. 313)

Hver gang et menneske åbner op for sin sorg, er det med til at legitimere, at det er i orden at være sørgende. Selvom sorg er en menneskelig følelse, som de fleste af os kommer til at opleve flere gange i livet, er den vanskelig for de fleste af os at tale om. Så når et menneske, der er så reflekteret og dygtig til at beskrive sorgen, som Tom Malmquist er, kan det blive lidt nemmere for os andre også at åbne op for, hvordan vi har det, når vi er allermest sårbare.

Men sorg er ikke det eneste komplekse emne, Malmquist sætter fokus på med ”I hvert øjeblik er vi stadig i live”. For et vigtigt spor i romanen er Toms kampe med forskellige myndigheder for at få forældremyndigheden over sit eget barn. Det viser sig ikke at være en selvfølge, fordi han og Karin ikke var gift. Toms samtaler med de forskellige instanser, som han bliver sendt frem og tilbage mellem for at få forældremyndigheden, bliver nærmest tragikomiske af kafkaske dimensioner! Og dette foregik altså for mindre end 10 år siden – måske stadig den dag i dag?

Lad os tale sammen om det og lad os tale sammen om sorgen!

Vil du dele din oplevelse med os?

Hvis du har oplevet noget lignende eller har læst Tom Malquists I hvert øjeblik er vi stadig i live, vil vi meget gerne høre fra dig i en mail eller i en kommentar til os nederst på siden eller via vores sociale medier. Måske sidder der andre derude med en historie, der minder om din – så både du og de kan finde genkendelighed.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer