En fiktiv kvindes historie kan sætte aftryk i virkeligheden

Madame Bovary af Gustave Flaubert

Med sin debutroman Madame Bovary skrev Gustave Flaubert det, der er blevet én af historiens mest kendte realistiske romaner. Landskabet stråler og blomstrer i romanen, men det var ikke kun forfatterens funklende og florerende sprog, der gav den omtale ved udgivelsen i 1857. Romanen bragte nemlig Flaubert for retten, fordi offentligheden mente, at den stred mod offentlig og religiøs moral – tidligere var en kvindes begær sjældent blevet skildret så eksplicit. Så maskulint! Med Madame Bovary viser Flaubert os både rundt i 1800-tallets Frankrig og i et komplekst kvindesind på en måde, der har været med til at nuancere synet på kvinder og køn.

I romanens indledning bliver den unge Emma gift med den lidt ældre læge Charles Bovary, og hun bliver dermed Madame Bovary. Ægteparret bor i en lille fransk by, hvor de provinsielle omgivelser og personligheder ikke lever op til Emmas drømme om romantik og eventyr. Det er særligt kunsten – skønlitteraturen og teatrets fortællinger – der giver Emmas drømme liv. Men som lægehustru med en vis social status forventes det af hende, at hun tager sig af husholdningen og datteren, der hurtigt kommer til. Husholdningen giver dog ikke Emma meget at beskæftige sig – hun skal mestendels sørge for, at tjenestefolkene udfører deres arbejde.

Men Emma afskyr de ”banale helt og afdæmpede følelser som dem, man finder i virkeligheden”, så i jagten på de store følelser, på lidenskaben og begæret indleder hun elskovsaffærer med forskellige mænd, hvilket giver hende spænding og glæde, men det får også store konsekvenser for hende.

Rejs rundt i Flauberts Frankrig

Udover det begærende kvindesind, Flaubert portrætterede, og som er uhyre interessant og vedkommende – også i dag – er der adskillige andre grunde til at læse Madame Bovary. For romanen er også en mulighed for at lade sig opsluge og fortrylle af Flauberts Frankrig. Han malede nemlig ikke bare menneskesind; han malede også landskaber:

”Når man er kommet ned ad bakken og over broen, begynder der en chaussé med unge nyplantede popler på begge sider, ad hvilken man kommer i lige linje til områdets første huse. De er omgivet af hække og ligger midt på en gårdsplads med spredte bygninger, vinperser, vognskure og destillerier under de buskede træer med stiger eller stænger op ad eller leer hængt op i grenene. Stråtagene ligner pelshuer, der er trukket ned over øjnene, og når til omkring en tredjedel af de lave vinduer, hvis tykke buede glas er forsynet med en knold midtpå ligesom i bunden af en flaske.” (s. 94)

Madame Bovary fremhæves ofte som et af de bedste eksempler på en realistisk roman. Måske det bedste. Sproget i romanen er som et klart-pudset vindue uden forstyrrende fedtfingre – læser man i bogen, kigger man direkte ind i et andet miljø, en anden virkelighed. 

Flaubert tager os tilbage til Emmas Frankrig; han tager os med over grusstigene og de bølgende marker, til landsbyerne og deres kirker under den dybe, blå himmel; han lader os bade i solens skarpe lys, der fosser fra skyerne og falder lindt igennem poppeltræernes kroner, lander for vores fødder, tilbage på de støvede grusstier. Flaubert viser os rundt i 1800-tallets Frankrig – hvorfor ikke bare følge med?

Det var dog ikke sproget, der gav romanen mest omtale, da den udkom i 1857.

En kvinde kan da ikke begære!

Som et vidnesbyrd om, at fiktion kan virke i virkeligheden – altså påvirke virkeligheden –, blev Madame Bovary i 1857 forbudt af censuren, og Flaubert blev anklaget for at undergrave den offentlige moral. 

Først indleder Emma nemlig et forhold til den velhavende godsejer og forfører Rodolphe. I den relation er Emma den underkastede, den dominerede. Men da relationen går i stykker, indleder hun et forhold til den idealistiske og romantiske Léon, om hvilken det hedder sig, at ”Han blev hendes elskerinde, mere end hun var hans.”

Selvom utroskab og seksuelle fornøjelser længe var blevet praktiseret af overklassen i 1800-tallet, så var det for meget for offentligheden, at en kvinde begærede så eksplicit og på den måde forsømte sit ægteskab og sit barn. 

Men det er en styrke ved fiktionsnarrativer, at de kan påvirke måden, virkeligheden forstås, erindres og debatteres på. Eksempelvis har kulturprofessorerne Astrid Erll og Ann Rigney beskrevet, hvordan medierede fortællinger, fx romaner, film og tv-serier, er med til at forme vores forestillinger om virkeligheden. Erll og Rigney hævder, at fiktionsnarrativer kan påvirke både individers og hele samfunds kollektive syn på virkelige fænomener – blandt andet fordi fiktionsfortællingerne kan skabe og fastholde opmærksomhed på temaer, som kan være produktive for samfund at diskutere (Erll 2008: 396-397, Rigney 2008: 345, 351). 

Med Madame Bovary skrev Flaubert kvindehistorie. Han fik sin samtid til at forholde sig til kvinders følelser og seksualitet. Selvom romanen er fra en helt anden tid, og det derfor måske kan være nærliggende at spørge, hvorfor vi stadig skal læse en roman, der en gang for længe siden blev problematiseret på grund af et kvindebillede, som nutiden ikke finder lige så problematisk, så kan Madame Bovary stadig lære os noget. 

For i dag diskuterer vi stadig ligestilling og kønsroller. Eksempelvis er det i mange kredse fortsat mere socialt acceptabelt, at mænd har flere seksuelle partnere end kvinder. Hvorfor er det sådan? Det kan fortidens fortællinger være med til at forklare os. For under 200 år siden blev en roman fanget i censuren for at skildre en kvindes begær – selvom de mest eksplicitte beskrivelser er af flettede fingre og af en vuggende hestevogn, hvori to elskere gemmer sig! Og egentlig er det slet ikke så længe siden:

Overvej engang, hvor langt tilbage du skal i din slægt, før du når et familiemedlem, der har levet på samme tid som Gustave Flaubert. For mange af os kan det gælde, at vores bedsteforældre har mødt mennesker, hvis levetid overlapper med Flaubert. Mere fjern er Emma Bovarys tid altså ikke. Hun er derfor også en genkendelig karakter: Hendes drømme om romantik og længsel efter de største følelser, tilværelsen kan tilbyde os, tilhører ikke en anden tid. De drømme og de følelser er lige så nærværende i 2020, som de var i 1857.

Derfor og på grund af sproget og dens betydning og historie er Madame Bovary en klassiker.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer