Proust skærper vores sanseapparat. Fordi han med sine beskrivelser viser, hvor meget en busk, en bog, en småkage eller en talemåde indeholder af betydning. Vi skal blot dvæle lidt ved det, bare kigge lidt på det, dufte til det, føle det.

På sporet af den tabte tid. Swanns Verden. Af Marcel Proust

På sporet af den tabte tid udgør en æstetisk dannelsesproces for værkets jeg – og enhver læser”. Sådan står der på bagsiden af Multivers’ seneste danske udgave af Swanns verden – første bind i Marcel Prousts kæmpeværk På sporet af den tabte tid. Fortællingen giver os indblik i det franske borgerskab i årtierne omkring år 1900, men handler i endnu højere grad om den universelle kærlighed, om erindringer og om at forsøge at begribe den verden, der omgiver os. Vi føres os ind i et fjernt miljø, i en anden tid, men lærer derigennem at stille skarpt på og tage del i vores egen verden; værket skærper vores sanser og ændrer os for evigt.

På sporet af den tabte tid er jeg-fortælleren Marcels beretning om sit liv, om stederne og personerne i hans liv, og om hvordan han bliver dannet som forfatter og menneske. Det samlede værk strækker sig over 3000 sider begyndende med bind 1: Swanns verden.

Romanen begynder, da den voksne Marcel ligger i sin seng på et værelse. Han glider ind og ud af søvnens drømmende bevidsthed, og tilstanden minder ham om at skulle falde i søvn som barn i familiens hus i byen Combray. Denne bevægelse – Marcels rejse i sine erindringer – er værkets bevægelse: En sansning fremkalder et minde, som sætter gang i et forsøg på at fastholde det flygtige og genopleve en tabt tid. Associationer forfølges, og erindringer om hændelser udfoldes. I samme proces udfoldes karaktererne, stederne, øjeblikkene.

Swanns verden er yderligere inddelt i tre dele. Første og tredje del handler om Marcels barndom i Combray, og indimellem – i del 2 – udfoldes æsteten Charles Swanns romance med luksusluderen Odette. Fælles for de tre dele er Marcels detaljerede, emotionelle og genkendelige beskrivelser af minder, tanker og sansninger, han og de øvrige karakterer har og gør sig i verden; alt det, der bygger dem op og river dem ned.

Sproget ophæver tid og rum

Det er ikke nemt at læse På sporet af den tabte tid. Sætningerne er lange, karaktererne er mange, og stederne lige så. Men sproget er også fuldt af rytme, og det er detaljeret i en sådan grad, at det kan åbne alle vores – læserens – sanser og vække genkendelse.

For hos Proust er en følelse eller en genstand aldrig endimensionel; Proust vender og drejer alting i sin undersøgelse af det, og han giver os dermed det fulde indblik i og indtryk af et miljø – ofte et aristokratisk miljø, der for de fleste vil føles meget fjernt. Men hos Proust er det fjerne kun på overfladen. For han bruger sproget til at standse tiden, udfolde øjeblikkene, så fortid og nutid væves sammen og samles omkring Marcel. Dermed nærmer vi os som læsere romanens karakterer og steder, der bliver imponerende genkendelige til trods for at tilhøre en helt anden tid og et helt andet miljø. For følelserne har vi til fælles – på tværs af tid og rum –, og det viser Proust os bedre end de fleste, fx i sine beskrivelser af kærlighed og jalousi.

Kærlighed og jalousi

I værkets del om Charles Swanns og Odettes romance undersøger og beskriver Proust forelskelsens, kærlighedens og jalousiens væsen:

”… Odette var kommet til at betyde så meget for ham. Andre mennesker betyder i reglen så lidt for os at når vi har tillagt et af dem så mange muligheder for at bringe os sorg og glæde, så er det som om det tilhører en anden verden, det indhyller én i poesi og gør livet til en vidstrakt slette af følelser hvor det snart kommer os nær, snart fjerner sig fra os. Swann kunne ikke uden uro tænker over hvad Odette mon ville komme til at betyde for ham i de kommende år. Det skete af og til at han når han i de smukke kolde nætter fra sin viktoria så den strålende måne som udgød sit lys mellem hans øjne og de øde gader, kom til at tænke på det andet ansigt, lyst og let rosafarvet som månens, der en dag var dukket op i hans tanker, og som siden havde indhyllet verden i det forunderlige lys som han nu så den i.” (256-257)

Visse passager får maven til at knuge sig sammen, med andre står hjertet i flor og amorinerne slippes fri. For Proust beskriver så genkendeligt de splittede følelser, kærligheden på godt og ondt kan føre med sig. Det er et af de elementer, der gør På sporet af den tabte tid så utroligt fascinerende at læse. Genkendeligheden.

Genkendeligheden er også på spil, når Proust lader Marcel opsluge af fortiden. Som da han tager en bid af en madeleinekage, der har været dyppet i lindete og med ét oplever, hvordan hans sanseapparat fuldstændigt overtages af erindringen:

”… og jeg føler noget skælve i mig, noget flytter sig og prøver at komme op, noget har ligget forankret på meget dybt vand, og som nu river sig løs, jeg ved ikke hvad det er, men det stiger langsomt opad, jeg føler modstanden, og jeg hører bruset fra de tilbagelagte afstande. (…) Vil den mon nogensinde komme op til overfladen af min klare bevidsthed, denne erindring, det svundne øjeblik (…) Og pludselig stod erindringen klar for mig (…) Synet af den lille madeleinekage havde ikke sagt mig noget før jeg havde smagt den, måske fordi jeg, uden nogensinde at spise én, har set dem på konditoriernes hylder så tit siden hen, at billedet af dem havde trukket sig tilbage fra disse dage i Combray for at slutte sig til andre og nyere billeder, eller måske fordi der intet var tilbage af de erindringer der så længe havde været opgivet og glemt, alt var forvitret, formerne – også den lille kagemusling, så frodigt sensuel under sine strenge og fromme plisséer – var blevet tilintetgjort eller havde ligget så længe i dvale at de havde mistet den ekspansionskraft der kunne have bragt dem op til bevidstheden. Men når der intet er tilbage af en svunden tid, når menneskene er døde, når tingene er gået til grunde, er det kun lugten og smagen, de mere skrøbelige og mere luftige, men også mere livskraftige, mere udholdende og trofaste, der endnu i lang tid bliver stående, som sjæle, i ruinerne af alt det andet, og mindes, og venter og håber, mens de ufortrødent bærer erindringens mægtige bygningsværk på deres lille, næsten uhåndgribelige dråbe.”
(s. 52-53)

Proust placerer os midt i sine karakterers virkelighed og udfolder deres dybeste indre. Han åbner vores øjne for en datids verden. Men ikke nok med det.

Prousts beskrivelser og udfoldelse af Marcels verden kan skærpe vores eget sanseapparat – også når vi lægger bogen fra os. Så re-orienterer Proust stadig vores opmærksomhed og viser os, hvor meget en busk, en bog, en småkage eller en talemåde kan indeholde af betydning. Vi skal bare dvæle lidt ved det, bare kigge lidt på det, dufte til det, føle det og reflektere over det. På den måde kan værket lære os at blive bedre til at tage del i vores egen verden.

Der er en grund til, at visse romaner bliver klassikere, og der er en grund til, at På sporet af den tabte tid er blevet netop det. De største forfattere er menneskekendere, og det gælder i særdeleshed Marcel Proust. Hans beskrivelser af menneskets indre følelsesliv og erindringsprocesser er betagende, inddragende og vedkommende, og derfor er På sporet af den tabte tid ikke et værk, man bare sådan lægger fra sig igen. Som formanden for det danske Proustselskab (ja, sådan et findes der naturligvis) Neal Ashley Conrad, har formuleret så rammende, at det ikke giver mening at forsøge at parafrasere:

”Når du først har læst Proust, slipper du ham aldrig igen. For han slipper ikke dig. Du lever med ham.” (1)

Del din oplevelse med os

Har du læst På sporet af den tabte tid, og kan genkende det Neal Ashley Conrad Things formulering? Eller har du en anden oplevelse af Proust, du har lyst til at dele – så skriv en kommentar nederst på siden, send os en mail til os eller del din oplevelse med os og andre læsere på vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer