“Man arver ting i familier. Højde og drøjde, for eksempel. I min fars familie arver man sindssyge”

Hungerhjerte af Karen Fastrup

I sin autofiktive roman Hungerhjerte skriver Karen Fastrup om sin egen oplevelse af at blive ramt af en psykose og om sin efterfølgende indlæggelse og diagnosticering med borderline. Med romanen tager hun et opgør med stigmatisering og tabuisering af psykisk lidelse og med fordommene om psykiatriske afdelinger. Hun nuancerer både sygdom og behandlingssted og bidrager dermed til, at vi kan tale sammen om sådanne svære emner på et mere oplyst grundlag.

Jeg-fortælleren, forfatteren Karen, bliver i 2015 indlagt på en psykiatrisk afdeling. Indlæggelsen sker efter en aften, hvor hun pludselig mister kontrollen over sig selv og gør ting, hun senere ikke selv kan mindes at have gjort – hun får en psykose. Først da Karen står foran sin kæreste med en køkkenkniv i hånden, kommer hun til sig selv og siger til ham, at hun er syg, at hun skal indlægges, og at han skal ringe til Psykiatrisk akutmodtagelse.

Karen får stillet diagnosen ”borderline”. Den skal hun lære at leve med. Det er det ene af tre fortællespor i romanen og består af sammenbruddet, indlæggelsen, udredningen og tiden efter diagnosen. Et andet spor handler om kærlighed og dating før og efter sammenbruddet – hvordan skal hun leve videre med sin diagnose, særligt sammen med andre? Det tredje spor er Karens tilbageblik på sin barndom i et venstreorienteret højskolemiljø i 1970’erne. Her leder hun efter en forklaring på, hvorfor hun pludselig som voksen bliver syg i sindet:

“Man arver ting i familier. Højde og drøjde, for eksempel. I min fars familie arver man sindssyge”, som hun skriver (s. 113).

Hungerhjerte giver indblik i både det psykiatriske behandlingssystem og psykosens mystiske tågevirkelighed. Det kan være vanskeligt at forestille sig, hvordan der er de steder, hvis man ikke selv har oplevet det, men Karen Fastrup formår at tage os med helt tæt på. Eksempelvis har Ugeskrift for Læger skrevet følgende om bogen:

”Vi ved ikke så meget andet om, hvad der foregår i menneskers sind, end det, vi får fortalt. Derfor er en bog som denne guld værd, fordi den besidder en høj litterær kvalitet og et indhold, der gør læserne klogere på sindet set indefra. Ved at hæve noget af mystikken og gøre det ubegribelige ved en psykose til noget, der kan fortælles, er den med til at afstigmatisere psykiske sygdomme, og det er fortsat hårdt tiltrængt.”

Karen fortæller hverken anklagende eller selvmedlidende, når hun beskriver psykiatrien eller det at miste kontrollen over sin egen krop. Med sine poetiske, bevægende, angst- og smertefulde, men også ofte morsomme beskrivelser åbner hun op for, hvor stigmatiserende, sorgfuldt og skamfuldt det føles og opleves at være syg i sindet. Hun tager os med helt ned i mørket af sin egen indre kulkælder, men trækker os også med op igen og lader os følge med i hendes kamp for at lære at leve med sygdommen og blive set som et helt menneske – ikke bare sin diagnose.

”Jeg er ubeboelig”

For den psykotiske oplevelse fratager Karens kontrol over sig selv. Og den efterfølgende udredning og diagnosticering bliver en kamp for Karen for at forene sig med sin egen krop og lære at leve med den sygdom, der pludselig er en del af hende – og som andre hurtigt vil få en holdning til.

”Jeg er ubeboelig. Kan ikke være i den krop. Men kan ikke komme ud af den. Når jeg raser frem og tilbage, kommer jeg så langt ud af den, jeg kan, helt ud i yderkanten.” (s. 34)

Karen håber selv, at hun får diagnosen bipolar, som hun finder mere socialt acceptabel end den borderline-diagnose, hun ender med at få – ”Amagerdiagnosen (…) det er røvgevir og selvskade”:

”Jeg vandrer rundt i stuen. Jeg har længselsfuldt set frem til at få en identitet skænket. Men den diagnose, hun har givet mig, gives til folk uden identitet! Jamen herregud, hvad skal jeg bruge det til? Og faktisk kan jeg sagtens have en identitet, jeg har den bare ikke så længe ad gangen. Jeg er seriel.” (s. 90)

Fordommene står – men de kan nedbrydes!

Da Karen får besked om diagnosen, bliver hun chokeret og tænker straks på alt det, hun har læst om patienter med borderline: At de – eller ”vi” som hun nu skriver – er manipulerende, modbydelige og de patienter på de psykiatriske afdelinger, som personalet frygter mest. Hun indtager med det samme selv en position, som de fleste af os nok har tendens til at indtage, når vi ikke ved bedre. Alt dette siger Karen til sin søster, men søsteren repræsenterer straks den position, vi burde indtage, når vi ikke ved bedre: ”Jeg kan simpelthen ikke rumme det her, siger hun. Jeg vil forholde mig til dig.” (s. 90).

Psykiske lidelser – såvel som behandlingssteder for psykiske lidelser – er forbundet med stigmatisering og fordomme. I Hungerhjerte konfronterer Karen Fastrup os med fordommene, og hun nuancerer både stederne og lidelserne: Hun giver en stemme til de indlagte, viser fællesskabet mellem dem, og med sin bog er hun med til at lægge grundlaget for, at vi andre kan tale sammen på et oplyst grundlag om tabuiserede emner. Emner, mange af os frygter at tale om, men ville have godt af at tale om. Desuden giver hun et interessant indblik i psykiatriens behandlingsarbejde – ”Sygeplejersken og benzodiazepinerne geninstallerer mig i en krop” og diagnosticeringen af patienter.

Der kan skrives meget mere om Hungerhjerte – om fortællerens følelse af utilstrækkelighed og hendes identitetssøgen og om barndommens betydning for vores senere tilværelse. Eller om Karen Fastrups autofiktive greb og vidunderlige sprog, der i romanen spænder helt fra sygejournalernes lægefaglige og nøgterne sprog til forfatterens poetiske illustrationer: Med mekaniske metaforer sætter hun ord på psykens funktioner – den kan tændes og slukkes, består af filtre og systemer – og med billedskabende formuleringer beskriver hun jegets kaotiske tanker og bevidsthedstilstande: ”Jeg er en hvinende kugle i hovedhøjde (…) Jeg er en dinglende rebstige ned i kloakken” (s. 9-10). Fastrup fortæller om det indefra, fordi hun har oplevet det, og udefra med en forfatters registrerende blik og betagende pen.

Men i stedet for at jeg bare bliver ved og ved – så læs bogen og bliv bevæget, bliv klogere, bliv betaget!

Vil du dele dine oplevelser?

Kan du genkende Karen Fastrups beskrivelser af sin sygdom eller af stigmatiseringen af sin diagnose? Så vil vi meget gerne høre dine tanker og perspektiver. Del dem med med os i en mail, i en kommentar nederst på siden eller skriv til os på vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer