Skræmmende tv-serie om radikalisering kan lære os om radikaliserede unge... og om os selv!

Kalifat

Kan findes på Netflix

Hvorfor vælger unge, der er vokset op i vestlige, demokratiske lande, at rejse til Syrien for at tilslutte sig og kæmpe for diktatoriske og undertrykkende kræfter som Islamisk Stat? Det spørgsmål stilles og undersøges i den svenske serie Kalifat.

En undersøgelse fra fra 2018 hævder, at mere end 40.000 ikke-syrere rejste til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stats kalifat i perioden 2014-2017. Af disse kom omkring 700 angiveligt fra de nordiske lande. For os, der er født og opvokset i Skandinavien, kan det være svært at forstå, hvorfor nogen vælger at forlade den trygge tilværelse her i norden for at tilslutte sig Islamisk Stat (IS). Den hyppigste reaktion hos os er at stille sig uforstående overfor ”fremmedkrigerne” – og modsætte sig, at de kommer tilbage. Man kunne dog også forsøge at kigge indad, overveje eller sågar spørge dem, der rejser om, hvorfra deres tanker stammer.

Ambitiøse fiktionsfortællinger fortæller historier om virkeligheden og dens mennesker på appellerende måder, som folk gider se og kan forholde sig til. For ved hjælp af særlige virkemidler kan disse fiktioner fortælle særligt emotionelt engagerende om andre typer mennesker end os selv og om de sociale miljøer, de færdes i, og dermed kan fiktioner bidrage til at øge vores forståelse for andre menneskers valg og fravalg.

Med den svenske serie Kalifat forsøger en nordisk serie på netop dette.

Hvorfor lokker Raqqa?

”Hvordan er vi dog endt her?”, græder den unge kvinde Pervin i begyndelsen af første afsnit af Kalifat. Hun taler svensk, men befinder sig i byen Raqqa i Syrien – Raqqa, der i 2015, hvor serien udspiller sig, var under total kontrol af Islamisk Stat.

Pervin er den centrale karakter i én af seriens handlingstråde – hun er rejst fra Sverige til Syrien med sin mand Husam, som er engageret i IS og i gang med at planlægge et terrorangreb på netop Sverige. Sammen har de en nyfødt datter, men Pervin er begyndt at tvivle på, at tilværelsen i Syrien er det rette for familien. Denne handlingstråd giver indblik i tilværelsen som kvinde i Islamisk Stat: Pervin skal passe hjemmet og dække sig fuldstændigt til, når hun går på gaden, og krigen lurer lige uden for byen, når ikke bomberne da ikke ligefrem springer på gaderne.

En anden handlingstråd foregår i Sverige, hvor vi følger de to teenagere Sulle og Kemina. De går på en skole i Stockholm, hvor eleverne overvejende er af anden etnisk herkomst end svensk, men deres tilværelse ser ellers ganske ”svensk” ud: De hører svensk popmusik, taler svensk og går til foreningssport, når de ikke er i skole.

Sulle er dog vred. Hun mener, at den svenske regering ”hader alle muslimer”, og selvom hun ikke kommer fra en familie, der praktiserer islam – faktisk virker hendes far, der er flygtet fra et fundamentalistisk styre, kritisk overfor den form for radikal tro – så viser Sulle en spirende interesse for islam. Det opdager en vikar på hendes skole – Ibbe – som arbejder for IS. Med sin charme begynder Ibbe en radikaliseringsproces for pigerne: Han forærer dem en hijab og sender dem propagandavideoer på YouTube. Imens ser forældrene chokerede, men apatiske til.

Det, Sulle oplever, er, at Ibbe lytter til hende. På samme vis drager han omsorg for Kerima, hvis eneste familie ellers er hendes tjetjenske far, der er voldelig og lider af krigstraume. Ibbe giver pigerne opmærksomhed og tryghed – noget, de ikke finder i samfundet.

Når populærkultur kan både underholde, problematisere og stimulere

Som følge af formatet har tv-serier tid til at udfolde forskellige – også komplicerede – handlingstråde og udviklingsprocesser. Specifikt for Kalifat egner formatet sig netop til at skildre de unge svenskeres radikaliseringsproces i Sverige og efterfølgende rejse og tilværelse i Syrien.

For de fleste af os seere, vil det være ukendte følelser og oplevelser, som karaktererne i Kalifat har. Alligevel føles karaktererne genkendelige, fordi historien fra Stockholm kunne foregå for snuden af os. Og netop fordi vi måske ikke forstå, hvordan karaktererne kan tage de valg de træffer, bør vi se serien. For fiktionsværker fortæller i et sprog, de fleste af os kan forstå:

Ved hjælp af fiktionens virkemidler ser vi Pervins desperate og tårevædede ansigt, og vi føler og forstår vreden hos Sulle over de fordomme, hun bliver mødt med. Det er emotionelt, men nemt at aflæse, og de følelser, der sætter sig i os, når vi ser Kalifat bringer os lidt tættere på at kunne forstå dybden af karakterernes (andre menneskers) følelser, end hvis vi blot bliver oplyst objektivt og nøgternt i fx nyhedsmedierne.

Man kan diskutere, om Kalifat ikke med fordel kunne have brugt mere tid på at nuancere radikaliseringsprocessen (men det er en diskussion til et andet sted). For her kunne vi nok lære en del – vi, der ikke kan forestille os, hvordan og hvorfor man havner dér, hvor Sulle, Kerima, Pervin og Husam ender.

For uanset deres etniske ophav er det fælles for karaktererne – også for de to brødre Jakob og Emil, der ligeledes rekrutteres af IS –, at de føler de sig udenfor det etablerede samfund, og at de søger et fællesskab. Det finder de hos Ibbe og IS – og det kan vi andre lære en hel masse af at blive konfronteret med.

Man kan kun håbe, at andre europæiske tv-serier vil tage udfordringen op og bruge det lange og appellerende tv-serieformat til at fortælle historier om virkelighedens udfordringer på måder, som kan engagere os emotionelt og kognitivt og påvirke måden, vi forstår andre mennesker på.

Se traileren herunder

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer