Kan fiktion oplyse samfundets skyggesider?

The Wire

Kan findes på HBO Nordic

The Wire er i mange år blevet nævnt som værende blandt de bedste tv-serier, der nogensinde er blevet produceret. Men med sine fem sæsoner og timelange afsnit i et dokumentarisk udtryk og med byen Baltimore på den amerikanske østkyst som protagonist kan det stadig være svært at overbevise nye seere om, at de bør se serien. Men det bør du! For serien handler om nogle sociale storbymiljøer, som de færreste af os kender til, og den formår at kaste lys over disse miljøer, selvom de er henlagt i samfundets skygge. The Wire giver os en forståelse af, hvorfor der opstår parallelsamfund præget af kriminalitet, og hvorfor det er så vanskeligt at bryde ud af sådanne miljøer, hvis man er født ind i dem. Det hele skildres så autentisk, at selv sociologer roser serien.

Det er ikke en fejl, når jeg hævder, at protagonisten i The Wire er byen Baltimore. Det betyder ikke, at der ikke er mennesker med i serien. Tværtimod! The Wires karaktergalleri er enormt, og hver karakter er med til at udfolde byens sociale miljøer – fra gaden, til havnen, til rådhuset og til skolen – og dermed karakteriseres storbyen og dens sociale liv.

For The Wire handler om Baltimores sociale udfordringer, ofte med relation til den illegale narkoindustri. Derfor er seriens centrale miljøer politiet og gadebanderne. Selvom serien følgelig på overfladen kan ligne en konventionel krimiserie, adskiller den sig væsentlig herfra. For The Wire interesserer sig mere for de sociale mekanismer, der forårsager kriminaliteten, end for selve de kriminelle handlinger. Og til det projekt er serieformatet særligt anvendeligt.

En audiovisuel kollektivroman

Kritikere har med et positivt udtryk kaldt The Wire for en audiovisuel roman. For tv-serieformatet ligner romanens format: De er begge lange, og dermed er der tid til at udfolde karakterer og miljøer og til at indvikle, udvikle og afvikle komplicerede handlingstråde. Jeg tilføjer “kollektiv” til romansammenligningen, fordi de mange karakterer i The Wire fortæller om byen fra forskellige positioner og arenaer, ligesom kollektivromaner fortælles af flere fortællere.

Den ene skaber af The Wire, David Simon, fandt netop, at det lange serieformat og fiktionens virkemidler gav ham mulighed for at skildre de sociale udfordringer, han – som bosat i Baltimore – kunne se byen kæmpede med. Simon havde arbejdet som journalist, men oplevede, at den journalistiske metode og avisens formater ikke gav ham tilstrækkelig mulighed for at skildre udfordringerne grundigt, emotionelt og engagerende nok. Han besluttede derfor sammen med en tidligere politibetjent i byen – Ed Burns – at skabe The Wire.

Serien igennem var det en pointe at gøre den så autentisk som overhovedet muligt. Derfor brugte Simon sine journalistiske metoder til at opsøge information om gademiljøerne, ligesom skaberne rådførte sig med og ligefrem fandt plads i castet til adskillige personer, der selv havde personlig erfaring med og dermed indblik i gadekriminalitet.

Social science-fiction i serieformat

I The Wire bruges serieformatets muligheder for lange fortællinger til at skildre indviklede sociale processer og til at knytte stærke engagementer mellem seer og seriens komplekse karakterer. Karaktererne nuanceres, og engagementerne styrkes, ved at vi som seere over en lang periode (fem sæsoner) får adgang til og indsigt i et tværsocialt karaktergalleri: Vi får lov at se, hvad karaktererne hver især kæmper med ”professionelt” og privat, og hvad de drømmer om. Vi ser, at mange er forældreløse og negligerer deres skolegang, fordi de ikke selv tror på muligheden for at blive dygtige nok til senere at kunne få et rigtigt job. I stedet skaffer de sig penge ved at gå på gaden og sælge stoffer – her tjener man hurtigst penge. Hvis man altså overlever!

Den proces viser The Wire på en ikke-dømmende måde, og serien afviser den ellers klassiske fremstilling af de kriminelle som ”de onde” og ordensmagten som ”de gode”. I stedet beskæftiger serien sig med, hvorfor gadebandens aktører handler, som de gør. Ikke at de gør det.

The Wires pointe er, at det ikke alene er den enkelte kriminelle, der er skyld i, at han/hun er havnet i det pågældende miljø. Derimod viser serien, at forskellige samfundsstrukturer gør det enormt svært som individ at bryde ud af det miljø, man er født ind i. Resultatet er, at de mest udsatte ofte forbliver i fattigdom

Serien er blevet rost af sociologer, forskere samt af gadebandemedlemmer for at give et autentisk, ærligt og oplysende indblik i, hvordan sociale strukturer rammesætter liv på godt og ondt. I The Wire særligt på ondt.

3 scener du ikke vil gå glip af

Virkelighedens skakspil

I en scene i første sæson optegnes den centrale bandes – Barksdale-bandens – hierarkiske struktur for både seere og et par af bandens yngste medlemmer, hvorved de får sat deres livssituation i perspektiv. I scenen spiller de to teenage-pushere Bodie og Wallace dam på et skakbræt. Dam, fordi de ikke kender skakreglerne. Dem kender til gengæld den lidt ældre Dee, som er nevø til gadebandebossen Avon Barksdale. Dee forsøger at forklare Bodie og Wallace skakreglerne ved at sammenligne dem med noget, de to unge pushere kender til, nemlig ”gadespillets” regler og hierarki. Lederne Avon og Stringer Bell er hhv. konge og dronning, mens pushere som dem selv svarer til bønder. Dee forklarer, at spillets hierarkiske organisering ikke kan ændres, og at brikkernes roller er fastlagte. Dermed illustreres det, at bønderne er nederst i hierarkiet og har yderst begrænsede handlemuligheder i spillets rigide ”regelsæt” – der er stor risiko for, at de må udgå af spillet, længe inden det er slut.

”That’s part of the game” viser The Wire viser os.

”I got the shotgun, you got the briefcase. It’s all in the game, though, right?” (2.06).

Den homoseksuelle gangster Omar Little er én af The Wires mest markante karakterer. Omar opererer uden om banderne og efterlever en slags ”Robin Hood-etik”, idet han brødføder sig ved at stjæle penge og narko fra banderne for selv at sælge det. Hans etik rummer en form for puristisk justits, hvor bandeord er bandlyst, og uskyldige holdes ude af gadespillet. Generelt opretholder Omar en særlig moral uden for spillet, fx da han stjæler stoffer fra en kiosk, der fungerer som facade for narkohandlen, men efterfølgende betaler ejeren for en pakke cigaretter. For ejeren skal ifølge Omar kun straffes for sin omgang med de forkerte i gadespillet, ikke for den legitime del af sin forretning (4.03).

I sæson 2 påpeger Omar, at amoral findes på adskillige samfundsmæssige niveauer – en af seriens helt store pointer. Det sker, da han vidner mod Barksdale-banden i det etablerede retssystem. Da Omar af bandens forsvarsadvokat kaldes for en parasit, der profiterer på narkotikaindustrien, svarer han blot (og kvikt): ”I got the shotgun, you got the briefcase. It’s all in the game, though, right?” (2.06).

Ideologikritik i tv-serieformat: “The dark corner of the American experiment” (3.03).

I tredje sæson kalder politibetjenten Jay Landsman Baltimore for ”the dark corner of the American experiment” (3.03). Dermed italesætter han, at byen udgør et mikro-eksperiment for, hvordan kapitalismens principper om stræben efter maksimal profit kan have negativ effekt på både individer og samfund. The Wire problematiserer forestillingen om, at individer i det kapitalistiske demokrati – ifølge den amerikanske drøm – ideelt set har lige muligheder for social mobilitet, som oprindeligt formuleret af forfatteren James Truslow Adams[1].

Idealet om lige muligheder for social mobilitet fremstilles i The Wire som en fiktion, fx personificeret af karakteren Stringer Bell – Barksdale-bandens næstkommanderende. Stringer forsøger at hæve sig socialt ved at tage collegekurser i økonomi og læse samfundsteoretisk litteratur for på et tidspunkt at kunne gøre sine forretninger mere legale. Trods hårdt og begavet arbejde lykkes dette dog ikke for Stringer; han er for præget af sin ghettobaggrund og mangler erhvervserfaring, og han agerer derfor anderledes naivt end i gadespillet, da han forsøger at begå sig blandt erhvervstoppen, som afviser eller snyder ham (3.11). Det samfund, The Wire skildrer, er skævvredet. Toppen er for de få og privilegerede, og Stringer eksemplificerer, hvordan samfundsstrukturer bestemmer muligheden for social mobilitet.

[1] (Adams 1931: 404).

Selvom enkelte karakterer kan opleve fremgang, forbliver den overvejende fortælling i The Wire, at samfundet reproducerer socioøkonomiske positioner og sociopolitiske strukturer og institutioner, som fastholder de mest udsatte i de udsatte positioner – og at dette fører til desperation og kriminalitet.

The Wire kan ses på HBO Nordic. Vær opmærksom på, at den findes i en restaureret udgave og en ikke-restaurereret udgave. Selv for den mest inkarnerede fan er det hårdt at komme igennem den ikke-restaurerede udgave.

Vil du dele din oplevelse?

Kan du genkende The Wires skildring af bandemiljøet eller af, hvordan sociale strukturer generelt genskaber samfundsmæssige udfordringer? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Send os en mail eller skriv en kommentar til os nederst på siden eller på vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer