Kan man nuancere en terrorist?

Fauda

Kan findes på Netflix

Hvorfor bliver konflikten mellem Israel og Palæstina bare ved og ved? Det undrer nok mange af os, der bor langt derfra, og vi sukker nærmest i kor, så snart nogen nævner konflikten. Men imens vi sukker, så lever palæstinensere og israelere i konstant utryghed. Første sæson af tv-serien Fauda løser ikke konflikten, men serien nuancerer de mennesker, der er fanget i den, og viser os perspektiver på konflikten, som de journalistiske perspektiver sjældent får formidlet.

Fauda er en israelsk produceret action-fiktionalisering af konflikten mellem Israel og Palæstina. I serien omtaler israelske karakterer palæstinenserne som besættere af de palæstinensiske selvstyreområder i Israel og skildrer samtidig, at de palæstinensiske karakterer opfatter deres land som besat af israelerne. Dette er sigende for seriens fortællestrategi. For til trods for at være israelsk produceret – hvilket man bør have et kritisk øje for – skildrer serien, at konflikten tager sig vidt forskellig ud, afhængigt af hvorfra man iagttager den.

I Fauda får vi lov til at se konflikten fra både israelske og palæstinensiske karakterers perspektiv.

Konfliktens komplekse karakterer

Hovedpersonen i Fauda er israeleren Doron. Med sin ledende position i en israelsk efterretningsenhed med speciale i at infiltrere palæstinensiske miljøer deltager han i eftersøgningen efter palæstinensere, som vurderes at være terrorister. Men karaktergalleriet i Fauda er stort, og karakterer på begge sider af konflikten har centrale roller og nuancerede personligheder. Heriblandt den højtstående Hamas-aktivist og palæstinenser Abu Ahmad.

Ahmad fremstilles ved seriens begyndelse som en kynisk terrorist, der er gået i skjul efter at have stået bag et attentat mod Israel med over 100 døde til følge. Det til trods engagerer man sig som seer i ham, da man følger ham tæt (meget skærmtid), og serien desuden viser flere sympatiske sider af ham – eksempelvis hans kærlighed til sine børn, sin hustru og sin mor og bror. Derudover har adskillige kvinder på begge sider af konflikten væsentlige roller; de har personlighed og kant og varetager vigtige funktioner.

Når serieformatet brillerer

Den narrative motor i Faudas første sæson er en lang kausalkæde af attentater, der overvejende forårsages og holdes i gang af Doron og Ahmad og som udvikler sig stadig mere hævnlystent, personligt og uden for de ledende institutioners kontrol.

I sæsonens første afsnit infiltrerer Dorons israelske efterretningsenhed Ahmads lillebrors bryllup i håb om at fange Ahmad. Aktionen fører til mordet på Ahmads lillebror, hvilket indleder den kausale kaskade af attentater. Interessant er det dog, at attentaterne synes personligt motiveret, snarere end politisk eller religiøst. Det er særligt Dorons og Ahmads motivationer, der får det hele til at eskalere.

Det er i den forbindelse, at serieformatet kommer til sin ret. For det lange format egner sig fremragende til at vise en udvikling som i Fauda – en udvikling, der i korte filmformat ville have været forceret, forkortet og formentlig unuanceret – en bombe her og en bombe der. Serieformatet tillader Fauda at udfolde, at attentaterne, selvom de overvejende er personligt motiverede, har store konsekvenser, der rækker langt ud over de direkte involverede. For både Dorons og Ahmads familie trækkes dybt ind i konflikten. Mange uskyldige mennesker mister livet i attentaterne, og dertil kommer, at Dorons og Ahmads børn vokser op uden far, lige som hustruerne må leve uden deres mænd. I Fauda er der tid til både actionscener og rørende scener samt til at opbygge, udvikle og nuancere karaktererne som hele mennesker. Ikke bare som ”de gode” og ”de onde”.

Skaberne af Fauda

Fauda er skabt af to personer med dyb indsigt i konflikten mellem Israel og Palæstina. Den ene, Lior Raz (som også spiller Doron), har tidligere tjent i en israelsk militærenhed lig den, Doron arbejder for i Fauda. Her modtog Raz undervisning i palæstinensisk kultur for at kunne gå ”undercover” i arabiske miljøer[1]. Den anden skaber er journalisten Avi Issacharoff. Han har i mange år dækket konflikten og skrevet om den i både bøger og aviser[2]. Ifølge Issacharoff har målet med Fauda været at skildre det, som han og Raz har oplevet i deres virke – at palæstinenserne deler egenskaber med israelerne og ligesom israelerne har fx familie, børn og drømme:

”I’m trying to educate Israelis, to give them more knowledge about these soldiers and the way they fight, and I’m also trying to tell the story of Palestinians. The average Israeli, when he hears the word ’Palestinian,’ he just thinks terrorist. I’m an Israeli and a Jew, but because of my personal background I know there is much more to the story of both sides”. [3]
Avi Issacharoff
Journalist og serie-skaber

For at kunne fortælle dette og styrke seriens autenticitet består castet af både israelske og arabiske skuespillere, og der tales både hebræisk og (overvejende) arabisk – endda med flere forskellige palæstinensiske dialekter[4].

Fauda tilbyder ikke et svar på, hvordan konflikten mellem Israel og Palæstina kan løses. Og det er klart, at terroristen i serien er palæstinenser. Men israelerne fremstilles også kritisk, som en overlegen modstander, der har langt mere moderne udstyr end palæstinenserne, ligesom de palæstinensiske karakterer får lige så meget taletid som de israelske til blandt andet at udtale sig kritisk om israelerne samt vise deres kultur.

Dermed tilbyder Fauda et anderledes emotionelt og engagerende perspektiv på konflikten mellem Israel og Palæstina, som vi sjældent får andre steder. Ved hjælp af fiktionens virkemidler viser serien menneskene i konflikten – ikke de mange tal på raketter og ofre, vi får gennem nyhedsmedierne – og dermed får vi mulighed for at forstå menneskene i konflikten.

Fauda giver ansigt og krop til de involverede og viser, at de ikke bare er tal i statistikkerne – det er sønner, døtre, kærester, ægtefolk samt fædre og mødre, der dør, når en bombe sprænges, og et skud affyres.

Det er en overvejelse værd, at Fauda er israelsk produceret – det bør man have et kritisk øje for. Jeg har dog i nærværende anbefalingen fokuseret på det, jeg synes, serien gør godt, og hvad jeg håber, at flere tv-serier frem over vil gøre for at øge forståelsen mellem mennesker og kulturer.

Fauda kan ses på Netflix.

3 scener, du skal lægge mærke til

Bryllup på Vestbredden

I seriens første afsnit kommer vi med indenfor til Ahmads lillebrors bryllup, da det infiltreres af Doron og hans israelske specialenhed. Inden scenen ender i et skuddrama, får vi et indblik i palæstinensisk kultur i form af de to unge palæstinenseres fejring af deres kærlighed til hinanden. De er glade, gæsterne danser og spiser kage. I en tale ved brylluppet understreger gommens onkel, at det er vigtigt at huske at fejre, og han giver samtidig udtryk for det palæstinensiske perspektiv på konflikten:

”Trods alt hvad besættelsen har gjort, får vi stadig børn. Vi har succes, vi får børn og trives.” (1.01)

Selvom serien er israelsk produceret, er der plads til dette perspektiv: At fra palæstinensernes synsvinkel, er det Israelerne, der besætter palæstinensisk land.

Ydermere viser bryllupsscenen os Ahmads kærlighed til sin familie. Selvom han risikerer at blive fanget eller dræbt, forlader han sit skjul for at deltage i sin lillebrors bryllup (1.01). Dette er blot ét af de sympatiske træk, som Ahmad udviser i serien og som gør ham til andet og mere end en ond terrorist.

Parfume, gråd og slikafhængighed

Men der er langt flere øjeblikke i Fauda, som er med til at nuancere Ahmad. For selvom han vægter sit engagement i konflikten højst, så længes han efter sin familie, da engagementet tvinger ham i skjul. Det fremgår af en række scener, fx da Ahmad eftertænksomt forærer sin hustru Nasrin en svært opdrivelig parfume, som hun brugte, da de var unge og nyforelskede (1.04). I en anden scene bryder han i sin ensomhed sammen i gråd efter at have erfaret, at hans bror er blevet dræbt (1.06), mens han i en tredje scene deler et emotionelt øjeblik med sin protegé Walid: Ved dæmpet lys spiller Walid på instrumentet ”kanun” – scenen viser altså to af seriens ofte udfarende og amoralske karakterer sidde roligt og lytte til tonerne af deres kultur (1.05).

Særligt interessant er det dog, at skaberne har givet Ahmad en bemærkelsesværdig, men sikkert bredt genkendelig slikafhængighed, som tilmed tiltager, i takt med at Ahmads udfordringer bliver større (1.07, 1.10). Denne nuancering og menneskeliggørelse af Ahmad er ifølge seriens skaber Issacharoff helt overlagt:

”’Fauda’ was an eyeopener to a lot of people in Israel in that it showed compassion, in a way, to a Palestinian terrorist, or at least you get a sense of why he would do what he does (…) You see people involved in terror as humans, as people who love, who have kids, who are not just flat bad guys in an action picture”[1].

[1] https://www.newyorker.com/magazine/2017/09/04/how-do-you-make-a-tv-show-set-in-the-west-bank

Når en bamse udgør en trussel

Fauda viser, hvordan både israelske og palæstinensiske børn er uskyldige ofre i konflikten. Det uretfærdige ved børnenes kvaler vil formentlig appellere til de fleste seere uanset politisk, religiøs eller national tilknytning. Børnenes situation afkræver vores etiske refleksion over konfliktens vidtrækkende konsekvenser.

Særligt bliver Ahmads og Nasrins datter Abir på et tidspunkt direkte involveret i konflikten. Det får Nasrin til at beslutte at tage børnene med til Berlin med begrundelsen, at de fortjener et normalt liv, hvilket de ikke kan få i Palæstina. Men forinden viser en scene, at børnene ikke fødes med skepsis over for ”modstanderen”, men tilegner sig denne skepsis under opvæksten – når forældrene, samfundet og kulturen præger dem dertil.

Efter et ophold på et israelsk hospital får Abir foræret en bamse af en israeler. Hun tager gladeligt imod den. I bilen på vej væk fra hospitalet tager Nasrin imidlertid bamsen fra Abir og sætter den af på gaden ved et busstoppested. Abir bliver ked af det og beder sin mor om en forklaring:

Nasrin: ”Gaver fra jøder er meget farlige, Abura. Vi ønsker ikke og har ikke brug for gaver fra dem. Husk det.”

Abir: ”Min læge var jøde ligesom manden, der gav mig bamsen.”

Scenen viser, at Abir endnu ikke er præget af fordomme, frygt og mishag over for israelerne (1.11).

Scenen har yderligere et interessant perspektiv. Da Nasrin sætter bamsen ved busstoppestedet, flytter personerne, der står ved stoppestedet og venter på bussen, sig nervøst fra bamsen – formodentlig i frygt for at bamsen gemmer en bombe. Dette ene øjeblik afspejler den frygt og paranoia, der præger området (1.11).

Vil du dele din oplevelse?

Fauda er en kontroversiel serie. Hvad synes du om den portrættering af konflikten mellem Israel og Palæstina? Send os en mail eller skriv en kommentar nederst på siden eller til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer