“I am surrounded by these relics of a life that no longer exists.”

Six Feet Under

Kan findes på HBO Nordic

63 timer i selskab med en bedemandsfamilie, hvor hvert afsnit begynder med et dødsfald, og handlingen siden udspiller sig omkring arrangeringen af den efterfølgende begravelse. Det er måske ikke den serie, du umiddelbart forestiller dig at have mest lyst til at se, når du om aftenen smider dig udmattet på sofaen. Men måske bør du alligevel overveje at sætte Six Feet Under på. For hvert eneste afsnit er sjovt og rørende, og serien blander med stor succes populær- og finkultur; den både underholder og udfordrer. Jeg kan i hvert fald afsløre, at det er den serie, der har rørt mig mest og måske også betydet mest for mig.

Six Feet Under handler om en familie med en bedemandsforretning. I begyndelsen ledes forretningen af Nathaniel Fisher. Han er gift med Ruth, og sammen har de teenagedatteren Claire og to voksne sønner, Nate og David. Hverken Claire eller den ældste søn Nate viser interesse for at videreføre forretningen, men David står i lære hos sin far og håber på en dag at kunne overtage forretningen. Dette håb bliver pludselig relevant, da Nathaniel dør i seriens allerførste afsnit. Hans død skaber rod i familiedynamikken og i de enkelte karakterers følelser og liv. Vil Nathaniels død bringe dem tættere sammen eller længere fra hinanden, og hvad betyder det i hele taget for en familie, når et familiemedlem pludselig rives ud af den enhed, familien udgør?

Art og populærkultur i én og samme sekvens, scene og serie

Six Feet Under er én af de serier, der skød det, man kalder tv-seriernes tredje guldalder, i gang og dermed lagde kimen til, at Netflix og HBO i dag er to af de største producenter af populærkultur. Guldalderen blev udtryk for, at tv-producenter satte kvalitet i højsædet, og at det som følge af teknologiske, industrielle og sociale faktorer pludselig blev relevant og interessant for producenterne at tilbyde tv-serier, der både kunne underholde og udfordre seerne. De nye serier var lange, fortællingerne komplicerede, sproget hårdt og temaerne komplekse, ligesom karaktererne var komplekse og indimellem ligefrem vanskelige at holde af. Derudover gav branchens voksende økonomi seriefortællerne mulighed for at eksperimentere og være kreative med både fortælleteknik og tekniske virkemidler.

Denne udvikling er Six Feet Under et fremragende eksempel på. Med serien skabte Alan Bell et produkt om døden, der næsten var lige så komplekst som denne: Han blandede drama og komedie, populærkultur og træk fra art-filmen. Six Feet Under er således fyldt med skæve kameravinkler og endnu skævere karakterer, og så handler den altså om noget af det mest komplekse, vi mennesker kan forestille os: døden.

Død, død og atter død

Da jeg for første gang satte mig for at se Six Feet Under, fyldte døden allerede meget i mit liv. Min far døde pludseligt, da jeg var 22 år, og det satte gang i en masse tanker, som jeg ikke anede, hvad jeg skulle stille op med. Jeg tænkte konstant på døden. På hvordan min far havde oplevet den, på hvorfor han skulle dø så tidligt, og på hvornår jeg og alle andre omkring mig så skulle forvente at dø. Hvordan ville vi opleve døden, og hvordan ville dem, vi efterlod, opleve den?

Det kan derfor være nærliggende at tænke, at jeg dengang ikke havde brug for mere død i mit liv. Omvendt havde jeg ikke lyst til at se komedieserier. For jeg var ked af det, og dåselatter og glade dage dissonerede voldsomt med den verden, jeg oplevede – en verden, der var fuld af død, men som ikke var særligt god til at tale om den.

Jeg oplevede, at de fleste frygtede emnet, at de helst ville undgå det, og jeg oplevede også, at jeg selv havde vanskeligt ved at tale med andre – selv med venner – om min sorg, når de ikke selv havde oplevet den smerte, det mørke og den vekselvirkning mellem mismod og indifferens, som sorgen efterlod mig med.

Derfor var det befriende for mig at blive optaget i familien Fisher i Six Feet Under. Jeg kunne på skift spejle mig i og genkende Nates, Davids, Ruths og Claires sorg, ligesom jeg kunne i sorgen hos alle de øvrige karakterer – alle dem, familien Fisher møder i kraft af deres arbejde. Karaktererne har alle det til fælles, at de har døden meget tæt inde på livet. Netop dette er det befriende at kunne genkende sig selv i, og det er befriende, at der tales så meget og så åbent om døden i Six Feet Under.

“Well, we’re all wounded. We carry our wounds around with us through life, and eventually they kill us. Things happen that leave a mark in space, in time. In us.”
Brenda Chenowith
Six Feet Under, Season 1: The Will

Serien konfronterede mig med så mange forskellige former for sorg og tab, at den gav mig et sprog til den komplekse sorgfølelse, jeg oplevede – en følelse, som ikke bare kommer i én form og ét udtryk. Sorg er aldrig én ting, én tilstand. Den kommer og går, som det passer den, og den kan tage adskillige former og udtryk og skifte mellem disse fra det ene øjeblik til det næste.

Den form for kompleksitet kan kunsten rumme og skildre. Udover at fortælle historier om mennesker, vi kan genkende os selv i, eller hvori vi kan møde andres oplevelse af et givent tema, kan den rumme og udfolde verdens mest kontrasterende kompleksiteter. Og så kan den – kunsten – ovenikøbet hjælpe os til at finde ord til vores følelser, så vi bliver bedre til at reflektere over og i stand til at tale sammen om alt det, der ellers ikke tales frit og åbent om omkring os.

Del din oplevelse med os

Har du set en tv-serie, der har haft særlig stor betydning for dig? Hvis ja, vil vi meget gerne høre din historie. Send os en mail eller skriv til os i en kommentar nederst på siden eller via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer