”Alt det, der er sket. Med mor og far og krig og alt det der. Nogle gange så tror jeg, at det sidder fast i mig."

At flygte af Elvin Misimović

Hvad gør det ved ens identitet at være flygtet fra et land til et andet? At flygte er Elvin Misimović’ debutroman om at forme identitet, når man føler sig midt imellem to kulturer: Den, ens familie er blevet tvunget til at flygte fra på grund af uroligheder i det land, de kalder hjem, og den, familien i stedet skal finde et hjem i.

Romanens hovedperson og fortæller er den unge kvinde Amra. Hun er født i Bosnien, men har boet i Danmark siden børnehavealderen, hvor hendes forældre flygtede med deres børn – Amra og hendes lillebror – fra Bosnien i forbindelse med krigen i Jugoslavien i starten af 1990’erne.

I romanens indledning er Amra i midten af 20’erne, men fortællingen tager os med tilbage og følger og forfølger flere episoder i Amras fortid. Vi hører om hendes opvækst i Danmark og forskellige gensyn med Bosnien; om hvordan mødet eller sammenstødet mellem de to kulturer i familiens liv – den danske og bosniske – påvirker familien. Og på forskellig vis.

Amra har ellers gjort sit for at blive ”dansk”: Hun har farvet sit hår blond, bor med sin danske kæreste på Frederiksberg og lever et typisk dansk ungdomsliv med fester og overvejelser om uddannelse, jobmuligheder og fremtid i det hele taget. Alligevel er alt ikke helt ”typisk”.

Imellem to kulturer

Amras familie bærer på en historie, de fleste andre familier i Danmark ikke har med sig: Familien er splittet mellem to kulturer; den ene, som de følte sig nødsaget til at flygte fra – landet, de kaldte hjem –, og den danske. Amra har oplevet forskellene på hende og de andre børn lige fra børnehavealderen, men klarer sig umiddelbart godt igennem de forskellige faser. Det samme gør hendes mor. Hun arbejder hårdt, men det er hun nødt til, fordi Amras far derimod har vanskeligt ved at finde sig til rette i Danmark:

”Det var den største overliggende frygt. Arbejdsløshed og pengemangel. Far havde været uden job størstedelen af mit liv. I Bosnien var han knap blevet færdiguddannet jurist, inden krigen startede. De anerkender ikke hans uddannelse i Danmark, så alle de år med hårdt arbejde var spildt. Han besluttede sig for at tage en ny uddannelse, efter vi havde fået asyl. Et eller andet business-agtigt på CBS. (…) Da jeg selv gik på universitetet, tænkte jeg tit på ham, når jeg så andre ’gamle studerende’, der sad for sig selv i hjørnet af klasselokalet og febrilsk skrev flere siders noter, mens jeg selv for det meste sad ukoncentreret og læste en irrelevant artikel på nettet. Jeg forestillede mig far i hans slidte jakke omgivet af stive CBS-studerende. Måske var der en af dem, der sagde noget på dansk, han ikke forstod, og så klappede far ham på skulderen og gav ham et smil uden at svare. Det samme smil, som jeg havde arvet – det, der pressede sig helt op i siderne af kinderne og op til kindbenene. Men han fik sjældent mulighed for at bruge sit uddannelsesbevis til noget. Det visnede ligesom det første.” (s. 42-43)

Med tiden mister Amras far modet til at søge arbejde. Han smider sig på sofaen og rejser sig overvejende for at lave nostalgiske søgninger på bosniske hjemmesider og søge fællesskab i lokale bosniske foreninger. Passivt lader han dagene gå. Længe går det bedre for Amra, men noget ulmer – splittelsen mellem de to kulturer i hende.

Så da hendes forhold til kæresten får en brat afslutning, og hun mister det holdepunkt, han udgjorde i Danmark, blusser hendes identitetsforvirring for alvor op. Hendes svar på identitetskrisen bliver at flygte:

”Alt det, der er sket. Med mor og far og krig og alt det der. Nogle gange så tror jeg, at det sidder fast i mig. Også selvom jeg ikke kan huske det meste. Men det er, som om alle deres historier sidder fast i mig – ved du, hvad jeg mener?” (s. 244)

Amra kan ikke huske meget fra familiens flugt fra Bosnien til Danmark, men den sidder i hende. Hendes oplevelse får undertegnede til at tænke på diskussioner om, at det ikke blot er ydre træk som øjne eller smil, der kan nedarves, men også følelser og eksempelvis traumer og depression.

For Amra afskyr sin fars passive adfærd, som godt kunne være udtryk for en depression. Men da hendes faste støtter begynder at krakelere, reagerer hun faktisk på mange måder som sin far.

At flygte skildrer, at det ikke er noget, man bare lige gør. At flygte. Amras familie er et eksempel på en familie, som gerne vil integreres i den danske kultur – de er ærgerrige, venlige, veluddannede og ydmyge. Alligevel har de det svært. Og er det egentligt så underligt? Ville de fleste mennesker ikke have det svært ved at finde sig til rette i et nyt land, når man er blevet tvunget til at forlade sit hjem? Ville de fleste af os ikke savne dette hjem, vores familie, vores venner, vores vaner?

Romanen er en indsigtsfuld fortælling om, hvad der sker med en familie – både forældre og børn –, når de ser sig nødsaget til at flygte fra krig og krise i deres hjemland og pludselig befinder sig i et helt andet land. Familiens medlemmer reagerer nemlig vidt forskelligt, og At flygte fortæller de forskellige perspektiver.

Del din oplevelse med os

Kan du genkende problematikken med at føle sig splittet mellem flere kulturer? Eller har du læst At flygte og har lyst til at dele din oplevelse af bogen? I begge tilfælde vil vi meget gerne høre din oplevelse. For på den måde kan vi blive klogere på hinanden og på værket.
Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer