Med Om vinteren henvender Knausgård sig som i det foregående bind til sin ufødte datter. Han vender sig bort fra sig selv for i stedet at betragte, reflektere over og beskrive den verden, der omgiver ham, men som hans datter endnu ikke selv har oplevet. I et interview har Knausgård fortalt, at han med hver tekst i encyklopædien forsøger at åbne verden op med udgangspunkt i tilværelsens objekter og fænomener. De udgør alle hver deres større eller mindre verden, som igen relaterer sig til andre objekter og fænomener[1]. På den måde åbner Knausgård verden op med øje for altings detaljer og for, hvordan selv de mindste ting kan relateres til de største tanker og følelser. Den bevægelse – fra det minimale til det maksimale – er både morsom og tankevækkende.
Knausgårds tilgang resulterer i en lang række korte, selvstændige og essay-agtige tekster på 1-2 sider om alverdens fænomener, personer og ting – blandt andet dem, der nævnes i overskriften. Det hele iagttages i vinterens skær og med det særlige knausgårdske blik med – på én og samme tid – øje for det banale og perspektivet til en større kontekst, hvad enten den er social, psykologisk, filosofisk, eksistentiel eller videnskabelig: