”Meget af den menneskelige aktivitet går ud på at skabe hulrum, det vil sige bygge vægge og gulve der hvor der før ikke var noget. Enten i stor stil, som huse, fabriksbygninger, fodboldstadioner, eller i mindre varianter, som kopper, glas, æsker (…) At mennesket lærte sig at skabe mobile hulrum betød, at de ikke længere var underlagt landskabets krav, men blev sat fri fra det (…) Men friheden var tveægget, for mens de før levede i det åbne, begyndte de nu et liv i det lukkede, som siden da er eskaleret med voldsom fart og kraft. Nu lever vi vores liv hulrummene, og hvis vi forlader det ene og går ud af huset, er det for at træde ind i det næste, bilen, der fragter os til et tredje, kontoret…” (s. 169-170)