"Indtil vi en dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsesstemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene.”

Lykke-Per af Henrik Pontoppidan

Vi mennesker forandrer os betragteligt, i takt med at verden omkring os ændrer sig. Eller gør vi? Henrik Pontoppidan skrev i 1898-1904 en række føljetonagtige romaner, der udmøntede sig i udviklingsromanen Lykke-Per. Romanen handler om præstesønnen Peter Andreas Sidenius’ (Per) liv og dannelseshistorie. Fra hans barndom til hans død følger vi Pers liv gennem tvivl, forvirring og jagt på lykken i kærlighedslivet såvel som professionelt. Det hele synes på forunderlig vis lige så genkendeligt og relevant i dag, som det sikkert har gjort for læserne af romanen, da den blev udgivet første gang for over 100 år siden.

Lykke-Per er en af de helt store danske romanklassikere. Hvis ikke den største. Romanen udspiller sig i anden halvdel af det 19. århundrede og maler et tidsbillede af Danmark, mens den udfolder Pers liv. Fra hans barndom under præstefarens strenge opdragelse i en østjysk landsby, over hans oprørske ungdom i København, hvor Per har forladt familien for at uddanne sig til ingeniør, lægger afstand til sit religiøse ophav, jagter professionel succes og drømmer om kærlighedens glæder, indtil hans død.

Per er ambitiøs og begavet og drømmer om at sætte sit præg på Danmarks udvikling henimod et industrisamfund. Han har udviklet og tegnet et storslået frihavns- og kanalprojekt, som skal optimere Jyllands erhvervsliv og udvikle landet. Projektet bringer Per tæt på den velhavende, jødiske familie Salomon, der er indstillet på at støtte hans projekt økonomisk. Her møder Per familiens datter, Jakobe, som han udvikler et forhold til. Men har Per hjertet med, eller skal forholdet blot bringe ham tættere på familien Salomons formue og dermed tættere på realiseringen af sit projekt?

For der tegner sig et billede af Pers egoistiske bevæggrunde, og hans egoisme skaber – sammen med fortiden, der hænger som en skygge over ham – udfordringer, og snart tvivler han ikke blot på sit projekt, men også på sine følelser og sin identitet.

Det er særligt på det punkt, at romanen den dag i dag stadig er genkendelig og relevant; Henrik Pontoppidan formåede simpelthen for over 100 år siden at indfange det moderne menneskes tvivl og evige stræben efter lykke – eller ”selvrealisering” for at bruge et (irriterende) moderne ord.

Klassikerens universelle relevans

Det kan virke næsten uoverskueligt at give sig i kast med visse klassikere. Sproget kan virke gammeldags, og så er der en særlig aura omkring en klassiker. For hvad nu, hvis man ikke kan lide den? Er det i orden, eller betyder det, at man er dum? Der er jo en grund til, at den er blevet en klassiker, så hvis man ikke selv kan lide den, må det vel sige mere om én selv end om bogen?

Sådan kan man tænke, men det bør du nu ikke. Det er altid i orden ikke at bryde sig om en bog, og det kan være, du synes anderledes om den, hvis du forsøger at læse den igen om 10 år – eller bare dagen efter, du først forsøgte. Og hvad angår Lykke-Per, vil jeg råde dig til at forsøge igen, hvis du ikke kommer igennem den denne gang.

For bøger bliver klassikere, når det viser sig, at de kan sige noget almengyldigt om at være menneske. Klassikere viser os, at andre har haft de samme tanker og følelser som os selv. Selv i en fjern fortid. En klassiker rækker ud over sin egen tid, sit eget rum; den rummer en vis universalitet.

Og det gør Lykke-Per:

”Saalænge vi er unge, stiller vi ubeskedne Fordringer til Tilværelsens styrende Magter. Vi vil, at de skal aabenbare sig for os. Det Hemmelighedsfuldhedens Slør, hvorunder de virker, fornærmer os, vi forlanger at kontrollere og korrigere det store Verdensmaskineri. Naar vi bliver lidt ældre, kaster vi i vor Utaalmodighed Blikket ud over Menneskene og Menneskehedens Historie for i det mindste her at finde Sammenhængen, Lovene, Udviklingen, kort sagt for her at søge Meningen med Livet, Formaalet for vor Kamp og Liden. Indtil vi en dag standses af en Stemme fra Dybet af vort Indre, en Spøgelsesstemme, der spørger: Men hvem er du selv? Fra den Dag kender vi intet andet Spørgsmaal end dette ene.” (s. 366)

Sådan opsummerer Per det menneskelige liv, da hans eget liv nærmer sig enden. Som unge vil vi kontrollere vores omverden og hævde os i den. Senere begynder vi at se på omverdenen for at finde sammenhængen i den, en mening med livet. Og endelig optages vi af spørgsmålet om, hvem vi egentlig er.

Romanen kaster adskillige af den slags berigende beskrivelser og formuleringer af sig, som vækker refleksion, og som denne skribent i hvert fald kunne genkende sig selv i og spejle sig i. Og det kan virke beroligende at vide, at alle de tanker og overvejelser, man selv går rundt og tumler med, mens man forsøger at finde sig til rette i verden, ikke bare findes i ens eget hoved. De findes i mange andre hoveder og har gjort det længe. Det understreges i skildringen af flere karakterer i Lykke-Per, hvor særligt kvinderne omkring Per spiller en stor rolle for hans udvikling og sikre, at fortællingen aldrig bliver ensporet.

Et stort portræt af en inspirerende kvinde

Særligt er portrættet af Jakobe interessant; hun bliver en karakter, der følges næsten lige så tæt som Per.

Mens Pers udvikling kan synes deterministisk – som om vi vanskeligt kan løsrive os fra vores sociale arv og vores rødder – så afviser Jakobes udvikling den påstand. Som datter i den velhavende Salomon-familie har hun aldrig manglet noget materielt set. Men for Jakobe er det ikke rigdom og materialitet, det handler om. Det er snarere åndelighed. Hun er kulturelt dannet, hun fascineres af Pers ambitioner, og hun sympatiserer med samfundets udsatte.

Jakobes livsbane fremstår dermed som et mere moderne alternativ til Pers. Ligesom Per søger Jakobe efter sin identitet, men hun formår i virkeligheden måske bedre selv at vælge sin vej. Uafhængigt af sit ophav, uafhængigt af forventningerne til hende.

Særligt gennem de to karakterer – Per og Jakobe – skildrer Lykke-Per, hvordan dannelsen af og søgningen efter menneskets egentlige identitet er livslang. Det kan være en frustrerende erkendelse, når vi blot søger ro i vores ydre og indre liv.

Alligevel er der noget forsonende ved at læse en bog, der er mere end hundrede år gammel, og som italesætter mange af de komplekse tanker og følelser om, hvad vi vil, skal og bør – tanker som endnu vækker genklang i nutiden. At læse om Pers og Jakobes tanker og følelser, minder os om, at vi ikke er alene – at andre før os og mange omkring os også er i tvivl – det er frustrerende, men det er helt normalt.

Del din oplevelse med os

Hvis du har læst Lykke-Per og også kunne genkende dig i karakterernes tanker og udfordringer, men i din nutidige kontekst, vil vi gerne høre om din oplevelse. Hvad går du med af  tanker og overvejelser? Du kan skrive en kommentar nedenfor, sende os en mail eller skrive til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer