"’For dig,’ siger han, ’er det her et eventyr. For mig er det normalt. Jeg er altid på flugt."

Vahid af Kristian Husted

Husker du efteråret 2015? Da store grupper af mennesker – flygtninge – pludselig traskede langs de danske motorveje? Eller pludseligt var det egentlig ikke. Ikke for dem i hvert fald. Deres rejse havde været lang, og den var ikke slut endnu. I oktober 2015 rejste den danske dramatiker Kristian Husted den modsatte vej. Fra København til Lesbos. Her stillede han sig i kø sammen med tusindvis af andre mennesker for at blive registreret som flygtning. Under dække af at være en iransk forfatter ved navn Vahid rejste Husted mod København under samme forhold som mange rigtige flygtninge. Undervejs noterede han oplevelser og samtaler ned, og rejsen gav ham anledning til at skrive bogen Vahid. I den fortæller han de subjektive historier, han hørte fra de flygtninge, han mødte på sin vej. Først fra flygtningeruten, senere fra de danske flygtningelejre.

Her på sitet er Vahid noget så sjældent som en ikke-fiktionsbog. Men for at kunne få de oplevelser, der mundede ud i udgivelsen Vahid, fiktionaliserede forfatter Kristian Husted sin identitet. Han brugte fiktion til at skildre virkelighedens barske realiteter og subjektive fortællinger og perspektiver. Først fra rejsen til København, dernæst fra flygtningelejrene Sandholm, Auderød og Havneskolen i Rødbyhavn.

Begge dele giver sjældne og rystende indblik i de forhold, mennesker flygter under i Europa.

Subjektive historier fra en mørklagt rejse

Mange af flygtningene fortæller Vahid, at de drømmer om at komme til Nordeuropa. Til Danmark, Sverige, Norge eller Tyskland. Men rejsen fra Lesbos dertil er lang, uvis, farlig og kaotisk – først skal de overleve et hav, som Vahid ser ”spytter” dem op, dernæst skal de overleve mennesker, europæere:

”Hvor meget kan sådan en græsk lejrkommandant tjene, sikkert ikke ret meget, hans bil ser ikke særlig shiny ud, og det er velkendt, at de tyrkiske smuglere bestikker kystvagten – både den tyrkiske og den græske – til at se igennem fingre med deres aktiviteter, og Mustafa havde set dem slå en afghaner ihjel i vandet, han ville ikke makke ret, og så bankede de ham ihjel. De bar knive og skydevåben og var bestemt ikke til at spøge med.” (s. 61)

Vidt forskellige mennesker ”spyttes” op af havet, vælter på land fra både – alle flygtet fra deres hjemland, kultur og familier. Flere har mistet familiemedlemmer og venner undervejs og samles så i tilfældige grupper med mennesker i sammenlignelige situationer som dem selv, men som taler forskellige sprog og har forskellige historier med sig i bagagen. Gennem de historier, Vahid hører fra flygtningene, bliver det tydeligt, at ordet ”flygtninge” er for generelt, og at begrebet ”flygtningestrømme” skyller de individuelle identiteter bort; begrebet udvisker de mennesker, det handler om.

Når flygtningene når europæisk område, er én af udfordringerne de fysiske forhold. En anden er sikkerheden. Der er historier om, hvordan menneskesmuglere kidnapper børn og voksne. Alt foregår på fremmede sprog, blandt fremmede mennesker, og ingen aner, hvem de kan stole på.

Men trods kaos, frygt og farlige situationer formår Vahid at komme helt til Danmark.

Subjektive historier fra de danske flygtningelejre

I Danmark når Vahid at opleve Sandholm, Auderød og Havneskolen i Rødbyhavn indefra. Selvom han kun er der i tre uger. Alle dem, han møder, er der på mere eller mindre ubestemt tid.

Fra lejrene beskriver Vahid forholdene indefra. Dermed tilbyder han os et blik ind i et socialt miljø, som de fleste af os ellers kun hører om gennem medierne og med et politisk perspektiv – skal de være der eller ej?

Den diskussion er Vahid ikke optaget af. Bogen skildrer, at de nu engang er her, at de er mennesker, og at de alle har liv, de har forladt, og liv, de håber at kunne skabe sig. Det nuancerer Vahid; han gør dem til mere end komponenter i et overordnet flygtningebegreb. Han fortæller deres historier; om deres hjemland, om hvorfor de flygtede, hvordan de er flygtet, og dermed viser han deres forskelligheder, gør dem til individer, til mennesker:

”Men hans virkelige forbrydelse er, at han hader den Islamiske Republik af Iran af et godt hjerte. Iranerne er ikke frie, og han ønsker, at de skal være frie. Forledes så han en video, hvor Taliban stener en kvinde i Afghanistan. Børn burde ikke se den slags. Børn burde lære at elske, de burde vokse op i tryghed og stimuleres positivt og ikke se den slags bestialske handlinger. Og ja, de stener også folk i Iran; det er ikke et moderne land, men et land, som er fanget i fortiden. Islam er Irans problem, for Iran er et islamisk diktatur, et diktatur ind til benet.” (s. 278)

Vahid er en interessant og relevant nuancering af de mennesker, der kom til Danmark omkring 2015 under den såkaldte flygtningekrise. Bogen rummer blot et udpluk af de fortællinger, de mennesker tog med sig, men det er trods alt mere, end hvad de fleste nyhedsmedier har formidlet. Og det er væsentligt. For dette er virkeligheden for utroligt mange mennesker i verden – at være på flugt, at være fremmed, at være i et fremmed land. De kan ikke bare tage hjem – som Vahid får forklaret et sted i Tyskland på vej mod Danmark:

”Abed og jeg har et øjeblik sammen, hvor vi er euforiske. Vi giver hinanden en highfive. ’Wow!’ siger jeg. ’Det var vildt!’ Abed smiler. ’For dig,’ siger han, ’er det her et eventyr. For mig er det normalt. Jeg er altid på flugt. Jeg har ikke noget land at vende tilbage til. Jeg er en evig flygtning. En statsløs.’” (s. 182)

Vil du dele din oplevelse?

Kan du spejle dig i ovenstående – har du selv været på flugt og er kommet til Danmark? Så vil vi rigtigt gerne høre din historie. Skriv en kommentar til os nedenfor, i en mail eller via de sociale medier. Vi vil også sætte pris på at høre din mening om Vahid, hvis du allerede har læst bogen.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer