Stemmer, der strømmer i familien, del 2

Hvordan bøgerne kom ind i mit liv af Finn Christensen

Når jeg tænker tilbage til min barndom, er dét med at være mere eller mindre omgivet af bøger, nærmest en selvfølge. Ikke at mine forældre var ´boglige´, men sådan at der i mit barndomshjem var en ret stor reol helt fuld af bøger. Jeg har dog aldrig set mine forældre sidde og læse i nogen af dem! Men de var der – bøgerne! Og det stod jo én frit for at gå på opdagelse i dem.

Så det var ikke mine forældre, der – med deres eget eksempel – førte mig ind i bøgernes verden. Det var bøgerne selv, der bare stod dér og ventede på at blive taget ned – og bladret i eller læst!

Mine forældre havde alt for travlt med at opbygge en tilværelse på et højere økonomisk niveau end det, de selv var startet på, til at de havde tid og overskud til at sætte sig ned og læse i disse bøger. Men bøgerne var der – de var til rådighed! Hvad jeg særlig husker, var det store Salmonsens Leksikon i 12 tunge bind – det havde min halvonkel, været med til at skrive og redigere, hvilket nok var grunden til at vi havde det! Et leksikon var dengang – længe før internettet! – en guldgrube af information om alt muligt mellem himmel og jord.

Biblioteker og kalejdoskopiske skattekamre

Lettere tilgængelig var min fars samling af medlemsblade fra det FDF, som han siden sine drengeår havde været medlem af. Stoffet dér var lettere at kapere, og det rummede også et kalejdoskopisk skatkammer af information om alt muligt.

Oplevelsen af, at ´man´ kunne sidde i en stol og begrave sig i en bog, var noget jeg mest fik i min farmors og farfars hjem på Frederiksberg. Her var hjemmet bestemt ikke ´tapetseret´ med bøger, men min farfar var en fast låner på Frederiksberg Bibliotek, hvorfra han hver uge kom hjem med en stak nye bøger under armen. Så sad han dér – for bordenden ved spisebordet – med den bog, han nu var i gang med, mens farmor og de to hjemmeboende døtre (mine fastre) vimsede rundt i lejligheden og sørgede for det huslige. Når jeg husker dette sceneri så tydeligt, er det, dels fordi jeg meget tit var vidne til det, når jeg var `i pleje` dér, idet min mor gik på arbejde, dels fordi jeg tit var med min farfar på det nærliggende bibliotek for at aflevere og hente bøger.

Mine oldeforældre – som jeg ikke har kendt – havde næppe andre bøger end den obligatoriske skudsmålsbog[1] – og (liges så obligatorisk!): en salmebog, en katekismus og en Bibel.

Farfar havde sine bøger inde i sit hoved – ikke i sin reol. Det var først hans børn, der fik anskaffet den obligate bogreol.

Reolerne fyldes med indbundne bøger

Mine to fastre havde begge bogreoler med bøger i; men i forholdsvis beskedent antal. Faster Kettys reol var præget af mange fine bogbind. Det hang sammen med, at hun var økonomichef i et stort bogbindingsfirma. Dengang var bog-teknologien helt anderledes end i dag. Bøger blev normalt fremstillet og trykt i store ark, normalt 16 sider ad gangen, som så blev foldet og hæftet sammen. Herefter var der to muligheder: man kunne købe bogen `hæftet`, eller ´indbundet´. Fik man en hæftet bog i hånden, kunne man først læse i den, når man havde sprættet den op med en `papirkniv`. Det arbejde slap man for, hvis man sad med en indbunden bog, hvor det til indbindingen hørte, at bogbinderen skar alle bogens tre sider frie med kniv (maskine). Bogbindet kunne være et standard forlags-bind eller et individuelt og meget dyrere privatbind. I faster Kettys firma havde de flere bogbinder-lærlinge, som skulle lære faget, hvorfor både hun selv og jeg fik flere hæftede bøger indbundet på denne måde. De står så nu i min nye reol!

Selv havde jeg som barn ikke nogen egen reol, før jeg kom i gymnasiet. Mine forældre indså, at familien måtte have mere plads med – efterhånden – tre børn i det ret lille fælles soveværelse. Så vi flyttede en etage op, og jeg fik eget, lille værelse med plads til en boghylde.

Denne hylde begyndte jeg at fylde op med bøger – fine indbundne bøger med guldsnit – med de danske klassikere, som vi læste i dansktimerne. Disse bøger købte jeg i et antikvariat i Fiolstræde, bog-gaden, der dengang var fyldt med antikvariater. Jeg har dem endnu, bøgerne – lige stillet på plads i den nye reol i den nye lejlighed: Fx Oehlenschlägers: `Nordens Guder` – eller Ludvig Bødtchers `Digte`.

Mit favorit-antikvariat lå i en butik i en høj 1. sal og var indehavet af en gammel særling, der snøvlede og savlede. Og så havde han meget dårlig hørelse, hvilket han søgte at afhjælpe med et hørerør i form af et kohorn, som han holdt hen til sit bedste øre. Når man – råbende – havde fremført sit ønske om at se én elle anden bog, skulle han så se, om han kunne finde den på de sprængfyldte hylder.

Bøger kommer til, andre gemmes væk – men ingen forsvinder helt

Siden hen er det naturligvis blevet til mange flere indkøb – herunder på det årlige bogudsalg om foråret. Så nu må jeg – for at få plads til alle bøger i de nye reoler – ty til det kneb, at sætte nogle bøger bag de andre, så man ikke kan se dem uden at flytte på de, der står forrest. (Jeg kunne selvfølgelig også overveje at skille mig af med nogle af bøgerne! Men det er ærlig talt ikke så let – og det skal i hvert fald ikke være den, som jeg lige nu står med i hånden; den får jeg sikkert lyst til at læse – eller bare bladre i – om lidt!)

Sådan har alle bøgerne på ny fået en plads – og efter et vist `system` – så jeg kan finde dem igen. Nogle, fordi de skal genlæses, – og andre, som jeg aldrig fik læst, dengang jeg fik dem, kan jeg måske nå at åbne og finde ud af, at det var godt, jeg tog dem med til mit nye domicil.

Fik du læst første del “Stemmer, der strømmer i familien”? Ellers klik på knappen herunder.

[1] En skudsmålsbog, er et personligt dokument, som tjenestefolk helt op sent i 1800-tallet var forpligtet til at have, sådan at myndighederne (politiet/sognefogeden) med påtegninger (egne og principalers) kunne følge, hvor indehaveren af bogen opholdt sig og havde opholdt sig – og hvilken vandel de havde ført. Heraf `skudsmål`: Nærmest med samme betydning som vandel. Jeg har flere af de gamle skudsmålsbøger, men jeg har ikke min farmors – fordi hun smed den væk – fordi der i den var en anmærkning fra engang, hun var løbet fra pladsen i utide – den anmærkning skammede hun sig over, hvorfor bogen `blev væk`!

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer