'Deres sygdom er den, at De ikke kan beherske Dem.'

Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen af Amalie Skram

Hvorfor er det stadig så svært for os at tale om psykiske lidelser? Det giver Amalie Skrams selvbiografiske dobbeltroman Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (1895) et praj om. Det er en emotionel fortælling i et bevægende sprog. Et stykke kvindehistorie og psykiatrihistorie, der skildrer, hvor vigtigt det er at lytte til og anerkende hinandens – og i dette tilfælde patientens – den subjektive erfaring.

Else Kant er romanens hovedperson. Hun er gift, har et barn og er kunstmaler, men befinder sig ved bogens begyndelse i en kunstnerisk krise. Malerierne bliver ikke, som hun ønsker det. Da krisen begynder at række langt ud over motivet på lærredet – Else hallucinerer og er selvmordstruet – lader hun sig frivilligt indlægge på kommunehospitalet i København under den respekterede professor Hieronimus. Else regner med en kortvarig indlæggelse, så hun ikke skal være længe væk fra hjemmet, sin søn og sin mand. Indlæggelsen skal blot give hende lidt ro i hovedet. Men Hieronimus har andre planer. Da først Else er inde på hospitalet, bliver det mere end svært for hende at komme ud igen, for nu er hun under professorens autoritet, og han har bestemt sig for, at hun er syg. Meget syg. Og alt hvad Else gør, bekræfter blot professorens syn. Dermed begynder Elses kamp for at blive set og hørt som den person, det menneske, hun er.

Et historisk indblik – i kvinden og i psykiatrien

Helt overordnet handler Amalie Skrams dobbeltroman om individets ret til at blive set, hørt og anerkendt. Og i Elses tilfælde viser dette sig at være svært på grund af særligt to forhold: Dels at hun er kvinde, dels at hun hævdes at være syg.

Romanen er selvbiografisk og foregår på forfatterens egen tid – i slutningen af det 19. århundrede. Da Else bliver indlagt, foregår det således i en entydigt mandsdomineret verden, på en patriarkalsk hospitalsinstitution, hvor lægerne er mænd og sygeplejerskerne kvinder. Det er mændene, der træffer beslutningerne, og Else bliver ikke taget med på råd om sit eget forløb. Hvad der skal ske med hende, er en sag mellem Elses mand, Knud, og professor Hieronimus. Og professor Hieronimus hverken rådfører sig med eller lytter til Else, og hvis hun gør andet end at adlyde, ser han det blot som en bekræftelse af hendes sindssyge:

”’De udsætter mig for umenneskelige pinsler dag og nat!’ råbte Else. ’Med hvilken ret gjør De de?’ Umenneskelige pinsler!’ Hieronimus’ farveløse ansigt var blet gråt som kalk. Han løftede sig på tæerne og satte hælene mod gulvet. ’De trænger nok i høj grad til at lære Dem selvbeherskelse! Deres sygdom er den, at De ikke kan beherske Dem. Jeg havde tænkt på at flytte Dem’ – han klasked sin ene hånds små spinkle, plebejisk formede fingre mod den andens indvendige flade og næsten skreg: ’Men nu skal De få blive her!’ og vips var han ude af cellen.” (s. 92-93)

I kontrast til de mandlige karakterers – særligt lægernes – omgang, perspektiver og faglige tilgang står romanens kvinder; både sygeplejerskerne og de andre indlagte. De taler med Else, lærer hende at kende, og de kan derfor se, at hun ikke er syg i sindet, men at det snarere er omstændighederne – behandlingen og behandlerne – der fremprovokerer Elses udbrud, desperation og vrede. Sygeplejerskerne fortæller Else, at hun skal undertrykke den slags følelser, for det er dem – hendes vrede eksempelvis –, lægerne reagerer på, og som de mener bekræfter, at hun er syg. Hendes adfærd er ukvindelig, ustabil og desillusioneret. På den måde går det hele i ring; lægerne postulerer, Else reagerer, og lægerne ser det som en bekræftelse af deres postulat. Sammen med hospitalets afskærmethed, de lange korridorer, hvide rum, låste døre og skrigene fra de mest syge patienter i kælderen bidrager denne cirkulære bevægelse til den klaustrofobiske atmosfære, romanen skaber.

Autoriteterne lytter ikke til Else, anerkender ikke hendes erfaringer og perspektiver. På den måde giver romanen et indblik i, hvordan man tidligere i psykiatrihistorien har ment, at det ikke nytter noget at søge mening i den syges forklaringer – og følgelig hvorfor psykiske lidelser er blevet så stigmatiseret, at vi stadig har vanskeligt ved at tale om dem. For hvem har lyst til at vise svaghed, hvis fordømmelsen og dommen straks derefter vælter irreversibelt ned over én, indrammer én, fastholder én?

Det, Amalie Skram dengang gjorde så fantastisk – og som endnu virker i kraft af hendes klaustrofobiske, uhyggeligt, dog fine skildring –, var at vise, at et sådant syn ikke gavner nogen som helst. Skram selv kunne derimod det, som behandlingsstedet ikke var i stand til dengang: give sygdomme og lidelser nuancer:

”Kunde hun blot dæmpe denne nagende uro i sit indre, få sit hjærte til at slå roligt og ikke med disse uregelmæssige, oprørsk dumpe slag, knægte sig selv til fuldkommen underkastelse, bli stille i lidelsen, stille, som når den troende for guds ansigt hengivent bøjer sig for hans vilje. Lidelse virkede lutrende. Lidelse var bedre end tomhed og forfængelighed. Sorgen kunne virke løftende, den gav indhold og stemte til ærbødighed.” (s. 118)

Gennem sproget kan den syge opnå større erkendelse, gennem sproget kan behandleren få større viden. Det var der brug for dengang under professor Hieronimus. For karakteren var baseret på en virkelig person, som Amalie Skrams roman fik stor betydning for.

Fiktion kan ændre virkeligheden

Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen er eksempler på, hvordan virkelighed og fiktion ikke er to modsatrettede ting, men to sfærer, der påvirker hinanden.

Dobbeltromanen er nemlig – som nævnt – selvbiografisk og inspireret af dengang, Amalie Skram selv lod sig indlægge. På Kommunehospitalets sjette afdeling, hvorfra hun senere blev overflyttet til Sankt Hans – det, hun i fiktionen har kaldt Sct. Jørgen. Det var under sin indlæggelse, at Skram mødte virkelighedens professor Hieronimus: psykiateren Knud Pontoppidan. Lyder efternavnet bekendt? Ja, Knud var bror til forfatteren Henrik Pontoppidan.

Romanerne fik store konsekvenser for Knud, som måtte forlade sin stilling som overlæge på Kommunehospitalet. Skrams beskrivelser af professorens behandling, hans autoritære, usympatiske, manipulerende og forudindtagede adfærd var mere, end Knud kunne stå imod. Efter pres fra offentligheden tog han sin afsked.

På den vis er Amalie Skrams romaner udtryk for, hvordan fiktion direkte kan påvirke virkeligheden. Nok er romanerne kun en del af en større og væsentlig forandring inden for psykiatrien, men de har trods alt efterladt et ikke uanseligt aftryk i psykiatrihistorien.

Ved at give en stemme til de lidende viser Amalie Skram, hvordan man i hvert fald ikke bør håndtere mennesker, der er syge i sindet. Og dermed viser hun også, hvad der er langt mere hensigtsmæssigt at gøre.

Vi skal lytte, se og anerkende den subjektive erfaring.

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst Amalie Skrams dobbeltroman, eller har du ligefrem en personlig fortælling om psykiatrien – historisk eller samtidig? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer