Kør en tur på Lost Highway og få blæst dit sind igennem

Lost Highway (1997)

Identiteter sløres i denne abstrakte fortælling, hvor bevidstheden fremstår som et kompliceret vejnet. Ledsaget af instruktør David Lynch er der ingen vejhjælp at få på sindets mørklagte landeveje. Der er ubehageligt, men i mørket venter der sig vigtig indsigt. Så kør en tur på Lynchs Lost Highway, hvor virkelighed og drøm kører sammen og smelter på asfalten – det er mystisk, hjernevridende og mildt sagt ret skræmmende.

Kort og godt om Lost Highway

David Lynchs Lost Highway (1997) centrerer sig om jazzsaxofonisten Fred Madison, hvis eksistens står i frit fald blandt undertrykte følelser, uforløste lyster og en noget selektiv virkelighedsopfattelse.

Vi møder Fred i en emotionelt ustabil tid af hans liv. Han føler sig utilstrækkelig i sit ægteskab, og han er usikker på, hvorvidt konen Renée er tro mod ham. 

Et yderst specielt møde med en mystisk mand ryster Fred gevaldigt, og herfra spiller livet Fred et puds. Fred og Renées hjem bliver nu tilsyneladende overvåget – både ude- og indefra – og da det pludselig bliver gerningssted for en grum forbrydelse, mister Fred grebet om sig selv.

Dette bliver udgangspunktet for en intrapersonel flugt, der tager protagonisten gennem en abstrakt verden sat i scenen til Hollywood-klicheer, heavy-rock og stakkevis af VHS-bånd.

Lost highway (1997) kan findes på DVD og Blu-ray og, i skrivende stund, på Filmstriben.dk

Kort og godt om Lost Highway​

David Lynchs Lost Highway (1997) centrerer sig om jazzsaxofonisten Fred Madison, hvis eksistens står i frit fald blandt undertrykte følelser, uforløste lyster og en noget selektiv virkelighedsopfattelse.

Vi møder Fred i en emotionelt ustabil tid af hans liv. Han føler sig utilstrækkelig i sit ægteskab, og han er usikker på, hvorvidt konen Renée er tro mod ham. 

Et yderst specielt møde med en mystisk mand ryster Fred gevaldigt, og herfra spiller livet Fred et puds. Fred og Renées hjem bliver nu tilsyneladende overvåget – både ude- og indefra – og da det pludselig bliver gerningssted for en grum forbrydelse, mister Fred grebet om sig selv.

Dette bliver udgangspunktet for en intrapersonel flugt, der tager protagonisten gennem en abstrakt verden sat i scenen til Hollywood-klicheer, heavy-rock og stakkevis af VHS-bånd.

Lost Highway (1997)

Glem alt om Twin-Peaks hygge

Lost Highway var denne skribents første møde med Lynchs filmkarriere. Min far havde set, hvordan jeg havde slugt Twin Peaks med enorm begejstring for den spøjse stemning, de originale karakterer og endeligt for den hårrejsende uhygge, som altid lå og ulmede på den anden side af trekantsdramaet og under de flotte gulvbrædder. Han mente da, at jeg i en alder af godt 15 år var klar til at få åbnet døren op til Lynchs rendyrkede univers.

Og det blev alt andet end hyggeligt! Den frelsende kaffe og tærte var væk, og hvad den gruopvækkende Bob var for Twin Peaks, var The Mystery Man for Lost Highway. Hvor Bobs optrædener var sparsomt fordelt over to sæsoners tv, slap The Mystery Man ikke grebet om mig i løbet af Lost Highways spilletid. Han insisterede på at blive set med en helvedes tilstedeværelse direkte ud af ’the uncanny valley’. ”Han” emmede af noget overjordisk, og stirrede ikke bare Fred dybt ind i sjælen, men også mig. 

Selvom jeg ved første møde med Lost Highway ikke nåede særlig dybt ned i en egentlig udredning af Fred Madisons sjælelige deroute (så var jeg heller ikke ældre), så var min fascinationen – omend utryg – slet ikke til at inddæmme. For i selskab med Lynchs særprægede stil, der her gør sig særligt til udtryk i lydbilledet og hans karakteristiske linegang mellem regulær virkelighed og mareridt, opbyggedes en umådelig sans af uro. Jeg var i mine sansers – og følelsers – dybeste vold. 

Der var mere end rigeligt i min ’gut reaction’, og trods en spinkel fornemmelse af, at der måtte findes en større mening gemt et sted i galskaben, måtte jeg se mig selv omtrent lige så afsporet, som David Bowie selvproklamerer i åbningssangen I’m Deranged (link hertil nederst på siden).

Tør Fred se mørket i øjnene? (Lost Highway, 1997)

Hvad, der ved første møde udmøntede sig som en instinktiv primærreaktion, har nu ved senere gensyn med filmen langsomt fået en dybere og mere meningsfuld karakter, og filmens æstetik spiller direkte ind i roden hertil. I Lost Highway er skyggerne dybe og lange, omverdenen er kold og fjern, og dens mørke hjørner og kroge fornemmes uendelige. De mystiske kroge og gyder, som Fred passerer på sin uvildigt selvransagende færd, føles nærmest som manifestationer af sindets hengemte afkroge – de kroge som Fred flygter fra. 

Afkrogene får i Lost Highway tid til at ånde frit og cementere deres tilstedeværelse – for endeligt at tvinge os til at kigge dybt ind i deres mørke. Det bliver herigennem langsomt klart, at der er noget helt galt i denne abstrakte verden, og en utryg tvivl melder sig: Hvad er sandhed, og hvad er fantasi? 

Lynch og The Mystery Man sender således Fred – og jeg – ud af kurs, og snart suspenderes følingen af selvet, der overtages af en ubehagelig oplevelse af, at vores egen person sættes til side. Filmen bliver til en slags ’ud af kroppen’-oplevelse, der tvinger mig og Fred til at se vores mørkeste indre i øjnene – som var den instrueret af vores værste fjende (om så det er Lynch, The Mystery Man – eller mig selv). Og selvom filmens kontekst heldigvis ikke overlapper med mit  liv (og forhåbentlig heller ikke dit), så ryster Lynch i et sæt af vores grundfølelser – og som seer får vi den yderste afkrog af følelserne at mærke, når Freds skrækscenarie trækkes ned over os. 

David Lynch om Lost Highway (Rolling Stone, March 6, 1997):

“You can say that a lot of Lost Highway is internal. It’s Fred’s story. It’s not a dream: It’s realistic, though according to Fred’s logic. But I don’t want to say too much. The reason is: I love mysteries. To fall into a mystery and its danger … everything becomes so intense in those moments. When most mysteries are solved, I feel tremendously let down. So I want things to feel solved up to a point, but there’s got to be a certain percentage left over to keep the dream going.”

Træd speederen i bund, ræs ud i mørket, og find så hjem igen

Ja, det lyder jo ikke ligefrem rart. Men det er en udfordrende, nervepirrende og derfor en ret interessant verden at turde fortabe i. Lost Highway minder mig om, at der i vores sind eksisterer mørke sider – og at det er vigtigt for os, at vi fra tid til anden ser indad og udforsker afkrogene. De skal belyses, før vi kan forstå dem. Kun herved kan vi undgå, at de undertrykte og hengemte sider af os selv ligger og samler støv – eller ligefrem går i forrådnelse. For så er der fare for, at vi mister grebet om en del af os selv.

Den første gang, jeg så Lost Highway, er i dag et punkt, der svinder længere og længere bort i mit eget bakspejl. Men jeg vender til stadighed tilbage til den, selvom det betyder, at jeg gang på gang tvinger den lidende Fred med mig. For i Lost Highway kan fortællingen, symbolikken og de talrige underliggende tematikker finkæmmes, fortolkes og genfortolkes indtil universiteterne løber tør for ECTS-point, hvilket i sig selv er en gulerod for yderligere udforskning. Det forbliver dog i højeste grad den sanselige og personlige oplevelse der drager mig tilbage – og som Lynch selv italesætter det (citat ovenfor), så har mysterier godt af at forblive mystiske. 

Ved hvert gensyn vover jeg mig lidt dybere ind i skyggerne; jeg forvirres – og skræmmes – og i konfrontationen med mørket forsøger jeg at slippe af sted med lidt dybere selvindsigt. Derfor anbefaler jeg også dig at se Lost Highway.

Træd speederen i bund; mærk bumpene i den den hullede asfalt; lad dig afspore i mørket… og find så hjem igen!

Hvis dit møde med The Mystery Man bare ikke var nok til at endevende sindet (eller stilen ikke helt var din kop te), så tag et kig på Ingmar Bergmans Vargtimmen (1968), hvori lignende ’sjælevenner’ udfritter endnu en sårbar ”protagonist” i Max von Sydow. Mon ikke også David Lynch har set med?

Titelsangen 'I'm Deranged' af David Bowie

Dele af holdet bag filmen

Instruktør: David Lynch
Forfatter: David Lynch og Barry Gifford
Medvirkende: Bill Pullman, Patricia Arquette, Balthazar Getty, Robert Loggia, Robert Blake m. fl.
Komponist: Angelo Badalamenti
Fotograf: Peter Deming
Klipper: Mary Sweeney

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer