Er jeg for dum til litteraturen?

af Mathias Emil Stenrøs

Vi sidder på rad og række foran læreren. Han står oppe ved tavlen og læser højt af en passage fra et digt. Om lidt vil han bede nogen i klasseværelset om at sige noget om digtet. Var det Sommerfugledalen af Inger Christensen? Det tror jeg. Jeg kan se, at ordene er smukke, jeg kan høre, at sætningerne er det samme, og jeg kan forstå, at hele digtsamlingens struktur er noget nær magisk. En sonnetkrans, kalder læreren det. Men jeg nyder ikke de ord, der udgør den. Min mave vrider sig, og jeg sveder. Ikke fordi jeg er syg, men fordi jeg er nervøs. Nervøs for, at læreren om lidt vil bede mig om at sige noget om digtet. Mon du kan genkende min nervøsitet?

I skolen lærer vi som noget af det første at afkode bogstaver. For det er helt grundlæggende for vores uddannelse, at vi lærer at læse. Det er sådan, vi tilegner os viden. I skolen bliver vi også præsenteret for adskillige fag- og skønlitterære tekster. Udover den viden, de skal give os, skal de inspirere os til at læse af lyst.

Desværre gør færre og færre unge netop det, lystlæser. Måske fordi de oplever, at de ikke har tid til at læse i deres fritid, der allerede er fyldt op med aftaler med familie, venner og hobbyer. For at skabe tid til læsning har en række gymnasier derfor sat ”lystlæsning” på skemaet.

Man kan mene, hvad man vil om det lidt modstridende koncept ”skematiseret lystlæsning”, men hvis de unge ikke får mulighed for at opleve bøgernes kraft, er sandsynligheden for, at de selv vil opsøge bøgerne, ikke ret stor. Og hvis tiden er den største udfordring, virker skematiseret lystlæsning som et udmærket greb. Men jeg tror ikke, at tiden er den eneste udfordring.

Mistroisk læsning

Genkender du den situation og de følelser, jeg forsøgte at beskrive og få frem i denne teksts indledning?

Forleden så jeg et afsnit af den irske tv-serie Normal People, hvor den ene hovedperson, Connell, studerer litteratur på universitetet. I det pågældende afsnit sidder Connell med sine medstuderende omkring et stort bord, mens de diskuterer litteratur. Ordet går på omgang mellem de studerende, der kaster om sig med det ene storladne ord efter det andet. Da jeg så episoden, blev jeg øjeblikkeligt slynget direkte tilbage på skolebænken, til de omstændigheder, jeg beskrev i indledningen. Min mave vred sig igen, og jeg kunne huske, hvad jeg dengang gjorde:

Da læreren var færdig med sin oplæsning, slog jeg blikket ned i teksten, og da han stillede et spørgsmål til klassen, intensiverede jeg mit søgende blik mod tekstens sætninger. Med flakkende øjne lod jeg, som om jeg ledte efter svar på lærerens spørgsmål i teksten. For hvis han kunne se, at jeg var i proces, ville han måske ikke udpege mig til at svare, men antage og notere sig, at jeg dog gjorde et ihærdigt forsøg på at finde et svar. Det ville have været en fejlantagelse.

For nok sprang mine øjne omkring på tekstens linjer, men jeg tog ikke ordene og deres betydning ind. For der var ikke plads i mit hoved til dem; mit hoved var fyldt med frygt for, at læreren ville spørge mig, og panik over, hvad jeg skulle svare, hvis han gjorde det.

For teksten var en slags rebus, som jeg ikke kunne løse, jeg havde ikke koden til at forstå, hvad de skønlitterære tekster egentlig sagde. Jeg kendte ordene og deres umiddelbare betydning, men jeg forstod ikke, hvad der stod ”mellem linjerne”. Og det var det, læreren ville have besvaret. Vi lærte at forholde os mistroisk til skønlitteraturen – fik fortalt, at den forsøgte at skjule noget, og at det var vores opgave at finde ud af, hvad teksterne egentlig sagde. Det var det, undervisningen i analyse og fortolkning kunne hjælpe med at afsløre – hvad teksten skjulte. Det var kun på den måde, at vi kunne forstå teksternes egentlige udsagn, deres sande værdi.

Er jeg for dum til litteraturen?

Jeg vidste, at flere omkring mig i klasseværelset var langt bedre til at analysere og fortolke end mig. De havde blik for analysens teoretiske begreber og for, hvilke perspektiver ud af teksten der kunne bruges til at fortolke selve digtet. Derfor sluttede jeg, at det var bedre, hvis jeg bare forholdt mig tavs. Så risikerede jeg ikke at afsløre min naivitet over for læreren og blive til grin overfor de andre i klassen. I stedet holdt jeg mine tanker om digtet for mig selv. For det havde jeg faktisk – tanker om teksten.

Kun en sjælden gang imellem – måske et par gange på et år og gerne op til karakter- eller skole/hjem-samtalerne – tog jeg mod til mig og hævede min hånd for at sige noget i timen. Men de få tilfælde var ubehagelige. Jeg mærkede mit hjerte banke tungt i brystet. Jeg kunne se det på min t-shirt. Du-dunk, du-dunk, du-dunk. Til denne altoverdøvende rytme forberedte jeg det svar, jeg ville give læreren. Jeg sleb sætningerne i flere minutter, inden jeg skulle sige dem, så de lød så intelligente som muligt. Alligevel var jeg ved at kamme over af nervøsitet – over om det mon var rigtigt eller forkert, det jeg tænkte om teksten.

Så da jeg åbnede munden, faldt ordene ud, brød deres struktur, og jeg kunne ikke genkende min stemme. Den skælvede og knækkede, som om jeg var ved at græde. Jeg mærkede ligefrem tårerne presse sig på og sløre mit blik, inden jeg slugte de sidste ord af min sætning, der forsvandt ned i halsen på mig. Det lød ynkeligt. Jeg følte mig ynkelig og håbede blot på, at læreren hurtigt ville give ordet til en anden, befri mig for opmærksomheden. Skammen brændte i mig, gløderne fik mit ansigt til at rødme. Den dag i dag kan jeg stadig mærke skammen. Jeg var ikke klog nok til litteraturen. Det var det, jeg konstaterede.

Jeg er følsom af natur, og jeg håber selvfølgelig ikke, at mange kan genkende min oplevelse af litteraturundervisningen. Men desværre er det mit indtryk, at mange faktisk kan det. I en eller anden grad og form. Og det er ærgerligt. Personligt betød mine oplevelser nemlig, at jeg i mange år aldrig opsøgte litteraturen af lyst.

I dag er det dog helt anderledes. For da jeg fik lov til at læse på min egen måde, opdagede jeg, hvor god litteraturen er til at koble af med, til at drømme mig væk i, og hvordan den gør mig klogere på både mig selv, på mine omgivelser og på verden.

Litteraturen skjuler ikke, den oplyser

Den amerikanske litteraturprofessor Rita Felski mener, at litteraturundervisningen tager for lidt hensyn til læsernes oplevelse af teksten, deres glæde og engagement[1]. I stedet for en mistroisk læsning foreslår Felski større fokus på, hvad litteraturen gør ved sin læser. Hun nævner, at læsning fx kan vække genkendelse, fortrylle sin læser, fremme social viden og chokere. Felski mener ikke, at vi skal kassere teorien, men at vi måske skal anvende den lidt anderledes. Den stafet vil jeg gerne forsøge at gribe:

I sin artikel ”Kunsten som greb” fra 1916 beskriver den russiske litteraturteoretiker Viktor Sjkovskij, hvordan litteraturen kan påvirke vores opfattelse af virkeligheden. Ifølje Sjkovskij er vores sansning af virkeligheden blevet automatiseret; vi ser kun det, vi forventer at se, og derfor overser vi også en masse.

Med begrebet ”underliggørelse” argumenterer Sjkovskij for, at det digteriske sprog kan af-automatisere vores sansning og åbne vores sanseapparat, fx ved at beskrive en genstand på en ualmindelig måde eller kalde den ved et andet navn. Det kan også være ved at beskrive en genkendelig situation fra et usædvanligt perspektiv, eller sågar ved at skrive lyrisk og/eller på vers i stedet for i prosa.

Selvom denne ”underliggørelse” kan se mærkværdig ud, så lad os forsøge at gå åbent og konstruktivt til den i stedet for mistroisk: Denne anderledes måde at sige noget om verden på – om dens fænomener, situationer og ting – forsøger ikke at skjule noget for os. Den forsøger derimod at få os til at se verden på ny!

Jeg siger nemlig ikke, at litterær analyse og fortolkning skal afskaffes. Slet ikke. For der findes adskillige analytiske tilgange, der kan hjælpe læseren til at se andre aspekter i en tekst, end man ellers ser ved sin første læsning. Men jeg mener, at vi kan blive bedre til at understrege, at der findes forskellige legitime måder at læse på, og at vi bør ændre paradigmet i vores litteraturundervisning og fortælle de unge læsere, at litteraturen ikke skjuler. Den oplyser.

Måske kan vi på den måde give flere unge lyst til at læse.

[1] Litteraturen i brug (2019), s. 15

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Uanset om du har haft gode eller dårlige oplevelser med litteraturen og med litteraturundervisningen, vil vi meget gerne høre om dine oplevelser. Skriv en kommentar nederst på siden, skriv en mail til os eller skriv til os via vores sociale medier

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer