"Jeg kender ingen som dig, der er så god til livet. Du kigger ud over havet og siger: 'Se, hvor stort det er.'"

Der bor Hollywoodstjerner på vejen af Maria Gerhardt

Der bor Hollywoodstjerner på vejen er en poetisk, rørende og smuk fortælling om livet og om at nærme sig døden. I sin autofiktive debutroman skildrer den danske dj, redaktør og forfatter Maria Gerhardt kompleksiteten i en kræftsygdom, da jeg-fortælleren Maria får brystkræft. Hun skildrer, hvordan sygdommen både er somatisk og psykisk, og hvordan den ikke kun kæmper mod hendes krop, men også mod hendes sind og identitet. Døden er nærværende i romanen, men det er livet også. For overfor sygdommen står livet stærkt og funklende i form af en kærlighedshistorie, der både er stor og hverdagsagtig. Som den slags nu engang oftest er. Maria kæmper for kærligheden, Maria kæmper for livet.

I en fortælling bestående af stemningsbilleder væver Maria Gerhardt to af menneskelivets mest omsiggribende emner – kærligheden og døden – sammen i Der bor Hollywoodstjerner på vejen. Fortællingen er på én og samme tid letlæselig og tung. ”Letlæselig”, fordi fortælleren er humoristisk selvironisk, og fordi det lyriske sprog får de prosaiske stemningsbilleder til at fremstå som ren poesi. At jeg kalder bogen for ”tung”, skal ikke forstås som, at den er kedsommelig, snarere tungsindig. Fordi emnet i sin natur er sørgmodigt. Alligevel bliver bogen aldrig selvmedlidende eller selvhøjtidelig. Den fortæller ærligt og reflekteret om Marias liv før, under og efter sygdommen. Om al den lykke og ulykke, livet medfører – om yderpolerne, der sjældent befinder sig ret langt fra hinanden.

Romanen forløber i to spor – ét i nutid og ét i datid. Nutidssporet indledes, da fortælleren Maria får at vide, at hun har en kræftknude på otte cm i diameter i sit venstre bryst. Hun får hurtigt at vide, at hun vil miste brystet – og også tabe håret som følge af kemobehandlingen. Derfra følger nutidssporet Maria gennem behandlingen; vi er med på hospitalet, vi oplever hendes krops degeneration – og støtten, hun får fra sin familie og sine venner.

Inden diagnosen levede Maria et helt andet liv, end hun gør i nutidssporet; hun var ”nattens dronning” – dj og festglad, men også længe uforløst forelsket i Rosa.

I romanens andet spor springer fortælleren tilbage i tiden og inviterer os med ind i sit livs kærlighedshistorie. Den begyndte omkring 15 år før diagnosen og er først for alvor blevet forløst kort inden diagnosen. Historien om forholdet mellem Maria og Rosa er en hyldest til kærligheden og styrken i kærligheden; til det at tro på og kæmpe for kærligheden.

I datidssporet kæmper Maria for kærligheden, i nutiden for livet.

Sygdommen æder alt – kun kærligheden kan stå imod

Overfor den sygdomsramte Maria står ungdommens Maria. Hun festede de fleste af ugens dage; hun elskede, drak, røg og tog stoffer, mens hun mængede sig med musik- og modebranchens personligheder. En del af den tilværelse har Maria lagt bag sig; resten æder sygdommen og kemobehandlingen, der forandrer hendes krop. Hun taber håret og afkræftes, og begge bryster bortopereres.

Usentimentalt og nøgternt fortæller Maria om selve behandlingen. Så selvom bogens titel – Der bor Hollywoodstjerner på vejen – indikerer et glansbillede, er indholdet alt andet. Titlen er ironisk og kommer af, at Maria og Rosa flytter midlertidigt ud i et lånt hus på en eksklusiv vej i Hellerup – for at komme ud i mere rolige omgivelser. Væk fra byens støj, mylder og mange bekendte:

Vi flytter ud af byen, og foråret er på vej. Det er fantastisk. Herude er jeg ingen. Jeg er mærkelig. Jeg er på sygedagpenge. Jeg er en mor i vuggestuen. I det dyre supermarked står de velfriserede børn med åben mund og glor efter mig. Er jeg mand, kvinde, syg, rask eller freak? Jeg er anonym og sært privilegeret. Når jeg går ud efter post, er jeg ikke længere syg og fattig. Jeg er millionær. Man bor kun her, if you made it. (s. 67)

Udover den midlertidige domicil er der ikke meget glamour over fortællingen; det er derimod en ærlig fortælling om, hvor afhængig man er af hjælp fra både stat, familie og venner, når man rammes af en alvorlig sygdom. Og sygdommen tærer på selv de stærkeste relationer: Rosa rammes af dødsangst, og deres søn Bjørnstjerne skriger i desperation efter Maria, blot hun skal løbe en tur (s. 193).

Så udover at kræftsygdommen skildres meget konkret i Der bor Hollywoodstjerner på vejen, så viser bogen også, hvordan sygdommen sætter meget ukonkrete spor i både den syge og de pårørende. Spor, der ikke bare forsvinder, når behandlingen er overstået.

For på den anden side af behandlingen er den syge forandret. Fysisk, men også psykisk. Som Maria reflekterer over sammen med en ven, der ligeledes har overstået behandling for en kræftsygdom. Selvom de overvandt sygdommen i denne omgang, føler de sorg over tabet af deres egne kroppe og skyld over, hvordan sygdommen har påvirket deres familier:

 

”Om morgenen vågner jeg, træt. Har lyst til at blive i sengen. Har lyst til at blive ved med at græde. Jeg er ked af det helt ind i knoglerne og er dykket længere og længere ned i noget, jeg ikke ved, hvad er. En sorg over et tab, jeg ikke er sikker på har fundet sted. ’Jeg ville bare ønske at alt var ligesom før,’ siger min ven, der var syg samtidig med mig. ’Jeg vil bare have min gamle krop tilbage, mit forhold, som det var engang. Jeg vil slette året i mine forældre, slette det i mine børn.’” (s. 155-156)

Det er komplekse følelser, et sygdomsforløb kan bringe med sig, og når man konfronteres med døden. Følelserne rammer både den syge og de pårørende, men heldigvis for Maria består hendes og Rosas forhold. Bogen igennem står kærligheden som det funklende modstykke til angsten og døden.

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst Maria Gerhardt roman, eller har du ligefrem en personlig fortælling om et kræftforløb og kan finde genkendelse i Der bor Hollywoodstjerner på vejen – måske har du en helt anden oplevelse? Uanset hvad vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer