"Dramaturgisk er vi vant til at se forbryderen blive anholdt, afhørt eller blive stillet for retten, men det viser Efterforskningen ikke, og det er der en pointe i. Etikken blev vægtet højere end dramatikken."

Efterforskningen kan ses på TV2 Play

Efteråret 2017 – husker du samtalerne over frokosten på arbejdspladsen eller dem rundt om hjemmets spisebord? Dengang den svenske journalist Kim Wall blev dræbt i en ubåd af Peter Madsen. I flere måneder snakkede medier og lægfolk ikke om ret meget andet end om denne sag, der bare blev mere og mere obskur, som politiet fandt ud af mere om, hvad der egentlig var foregået. I efteråret 2020 løb TV2’s dramatisering af efterforskning af sagen for første gang over skærmen. Mange var skeptiske, men instruktør Tobias Lindholm havde fundet en respektfuld og nuancerende måde at behandle sagen på – langt mere respektfuld og nuanceret, end sagen blev behandlet tilbage i 2017. Serien giver nye perspektiver på sagen; den konfronterer os med vores egen rolle, vækker refleksion over, hvad kunsten kan tilbyde og peger linsen væk fra gerningsmanden og over på sagens sande helte.

I sensommeren 2017 sejlede den svenske journalist, Kim Wall, ud i en ubåd sammen med ubådens bygger Peter Madsen for at interviewe ham. Kim Wall vendte aldrig tilbage fra turen.

Det viste sig nemlig, at Peter Madsen havde utilgivelige bagtanker med turen. Og selvom vi måske aldrig får at vide, hvad de tanker helt nøjagtigt gik ud på, eller hvad der helt præcist skete i ubåden, så ved vi, at Kim Wall døde undervejs.

TV2’s serie Efterforskningen skildrer politiets efterforskning af sagen; fra de første gang får nys om den til Madsens retssag begynder. Drabsefterforsker fra den virkelige hændelse, Jens Møller, er seriens hovedperson (spillet af Søren Malling), og den begynder med at vise, hvordan han i retten må overvære en sandsynlig drabsmand i en anden sag gå fri, fordi politiet ikke har indsamlet tilstrækkeligt med beviser. Kort tid derefter lander ubådssagen på Jens Møllers bord; denne mærkværdige sag, der først lyder som en ulykke, men bare bliver mere og mere obskur, jo mere politiet finder ud af om den. For Møller begynder et målrettet arbejde for ikke endnu engang at komme til at mangle beviser i retten.

En krimi uden blod og tv-tid til gerningsmanden

Efterforskningen er ikke en actionfyldt og makaber krimi. Seriens tempo er tålmodigt, hvilket formentlig fint illustrerer den langsommelighed, som sådan en sag nok ofte kan bevæge sig med, mens der ledes efter spor og beviser. Særligt vanskeligt er efterforskningen i denne sag, hvor beviserne har spredt sig i havet, og politiet knap ved, hvor ubåden har sejlet.

Derudover er der ingen vilde jagtscener, ingen intense scener i afhøringslokalet eller blodige øjeblikke og ikke én eneste gang ser vi gerningsmanden. Faktisk nævnes han ikke engang ved navn. Dramaturgisk er vi ellers vant til at se forbryderen blive anholdt, afhørt eller blive stillet for retten, men det viser Efterforskningen ikke, og det er der en pointe i. Etikken blev vægtet højere end dramatikken.

Dette kommer til udtryk i instruktør Tobias Lindholms kreative valg, stil og overvejelser ved at lave serien. Indover har han inddraget både politiets primære efterforsker i sagen, Jens Møller, og Kim Walls forældre. For at gøre seriens realistisk og respektfuld, og for at fortælle alle de andre historier end mordet, der er i en sådan sag.

Og det lykkes for Lindholm. Ligesom det lykkes ham at gøre serien gribende og rørende samt vække refleksion over, og hvordan vi dengang behandlede og talte om sagen.

Det grimme spejlbillede

Man ser det med det samme den morgen, hvor Kim Wall og ubåden meldes savnet. På politistationen sidder alle medarbejderne med deres telefoner fremme; for der er meldinger om en sag, der med det samme lyder mærkværdig. Og da sagen ender på Jens Møllers bord, begynder journalisterne at kime ham ned for at få svar på alle de historier og rygter, der figurerer, fortælles og sladres om på redaktionerne, på arbejdspladserne, i hjemmene.

I et afsnit bliver efterforskeren Maibritt (Laura Christensen) sendt ud til et potentielt vidne. Politiet har fået et tip af en person, der til en fest talte med en civil læge, som hævdede at have set Peter Madsen og Kim Wall sidde og kysse på åben gade inden Walls forsvinding. Men da Maibritt tager fat i lægen for at høre, hvad han egentlig havde set, kommer det frem, at han slet ikke havde set de to. Det var bare noget, han havde sagt til festen.

Lægen bliver billedet på det, som medierne, men også folk privat gjorde i efteråret 2017: Spredte rygter og sladrede om sagen.

Over for det står politiets arbejde – efterforskningen af sagen – som kontrast til denne sladder. Serien skildrer, hvor vanskeligt det faktisk var at bygge en sag op mod Peter Madsen på grund af manglende beviser. I flere måneder leder politiet intenst, grundigt, desperat efter beviser, som kan opklare, hvad der faktisk skete. Ikke hvad de troede var sket, ikke hvad der sandsynligvis var sket, men hvad der faktisk skete. Vores retssystem, hvor man er uskyldig, til det modsatte er bevist, kræver simpelthen mere end antagelser.

Nye perspektiver gennem fiktionen

Så imens vi følger politiets hårde arbejde, samarbejdet og fællesskabet i efterforskningen og særligt får sympati for et hold af dykkere (der i øvrigt spilles af virkelighedens dykkere), som i månedsvis dykker efter spor i havet, kan vi svælge lidt i den dårlige smag i vores mund. Også fordi vi undervejs overværer Kim Walls forældre (gribende og sympatisk spillet af Pernilla August og Rolf Lassgård) håndtere deres livs sorg. Det var dem, vi glemte at tage hensyn til, da vi sladrede løs. Det var deres datter, og det var dem, det hele var virkeligt for.

Det, får serien, skrevet frem, og det alene er en væsentlig årsag til at lave serien. Men allerede inden nogen havde set den, blev den kritiseret, blandt andet for at behandle sagen for kort tid efter, den havde fundet sted.

Men serien lefler ikke for mere af det makabre, voldelige og vanvittige i ubådssagen, som vi allerede har fået fortalt. Derimod bruger den fiktionens og serieformatets virkemidler til tålmodigt, engagerende og emotionelt at fortælle nye og andre perspektiver i sagen, vi ikke tidligere har hørt om. Den sætter ikke yderligere spot på gerningsmanden, men derimod på sagens sande helte.

Har du lyst til at dele din opelvelse med os?

Har du set Efterforskningen? Så vil vi meget gerne høre din mening om den. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer