Tør du lytte dig frem til sandheden?

The Conversation (1974)​

Har du prøvet at overhøre en samtale, der indeholdt lidt for følsomme informationer? Harry Caul lever af at lytte med – men kan han mon leve med det? The Conversation sætter vores moralske kompas på prøve i en verden med øjne og øre om hvert et hjørne. Paranoiaen raser, selvforagten og tvivlen sætter ind, og med ingen at bekende os til må vi sammen med Harry forsøge at lytte os frem til sandheden. Men tør vi stole på det, vi hører?

Kort og godt om The Conversation

I The Conversation (1974), skrevet og instrueret af Francis Ford Coppola, møder vi Harry Caul. Harry er arbejder i overvågningsbranchen og lever af at sælge sin aflytningsekspertise, som han udliciterer til hvem end, der kan betale for det. Harry forsøger at leve efter et mantra: Han skal være ligeglad med, hvad han overhører; han skal bare sikre sig en god optagelse at kunne levere til sine kunder. I sit erhverv har Harry efterhånden ofret sin egen personlige sfære, og aflytningsekspertisen lader til at have lagt sig som et brandtæppe over Harrys eget privatliv – og han er ved at blive kvalt i sit eget paradoks.

En særlig aflytning lyder til at kunne lede til et grumt udfald, og mens fortiden spøger om ligndende tragedier, sætter tvivlen om Harrys profession for alvor ind. Harry er i klemme. Han er den bedste til sit job, og hvis han skal fortsætte med at være det, må han kigge den anden vej og glemme de etiske kvaler. 

Skylden træder langsomt an, og da Harry begynder at afvige fra sit vanlige kodeks, sænker paranoiaen sig over ham, og i jagten på den utydelige sandhed underkaster Harry sig sin egen medicin.

The Conversation (1974) kan findes på DVD og Blu-ray og i skrivende stund ses på Viaplay.

Kort og godt om The Conversation

I The Conversation (1974), skrevet og instrueret af Francis Ford Coppola, møder vi Harry Caul. Harry er arbejder i overvågningsbranchen og lever af at sælge sin aflytningsekspertise, som han udliciterer til hvem end, der kan betale for det. Harry forsøger at leve efter et mantra: Han skal være ligeglad med, hvad han overhører; han skal bare sikre sig en god optagelse at kunne levere til sine kunder. I sit erhverv har Harry efterhånden ofret sin egen personlige sfære, og aflytningsekspertisen lader til at have lagt sig som et brandtæppe over Harrys eget privatliv – og han er ved at blive kvalt i sit eget paradoks.

En særlig aflytning lyder til at kunne lede til et grumt udfald, og mens fortiden spøger om ligndende tragedier, sætter tvivlen om Harrys profession for alvor ind. Harry er i klemme. Han er den bedste til sit job, og hvis han skal fortsætte med at være det, må han kigge den anden vej og glemme de etiske kvaler. 

Skylden træder langsomt an, og da Harry begynder at afvige fra sit vanlige kodeks, sænker paranoiaen sig over ham, og i jagten på den utydelige sandhed underkaster Harry sig sin egen medicin.

The Conversation (1974) kan findes på DVD og Blu-ray og i skrivende stund ses på Viaplay.

Hvad tror du, at du hører?

Vi kender nok alle følelsen. Vores sanser spiller os et puds, og tvivlen sætter straks ind. Hvad så jeg lige? Hørte jeg rigtigt? Vores bevidste hjerne er da hurtig til at gribe ind i forsøget på at udfylde de huller, som vi umiddelbart ikke selv kan forklare. Straks handler spørgsmålet dog i højere grad om, hvad vi vil høre, fremfor hvad vi egentlig tror, vi hørte.

I The Conversation bliver seeren via et omfavnende lydbillede tæt forbundet med Harrys auditive perception af omverdenen, der tillader os en tro sanselig fordybelse i netop hans univers. Sat op imod en beskeden og spinkel pianodreven underlægningsmusik (link nederst på siden) er der plads til stilheden og det fine lydbillede derimellem. Lyden indsluser os i aflytningsprocessernes detaljehav, der pirrer os til at lede efter de subtile nuancer, og selv Harrys tanker og drømme flyder sammen med virkelighedens lydbillede. Vi bliver motiveret til at spidse øre og lytte nøje med, når Harry forsøger at granske sandheden i lydbilledet; fra den bekymrende stilhed til den hårrejsende rædsel ved lyden af vores frygtede fantasier.

Alt står og falder på Harrys sansning, og han tumler gradvist ned i fortvivlelsens dyb. Følelserne tager over og skaber støj på sanserne i takt med den krybende skyld, og den udregnende overvågningsekspert kan snart ikke længere stole på sig selv. 

Harrys eneste trøst - i musikken kan han ikke afsløres (The Conversation, 1974)

Ensom anger​

Harrys indre verden oser af 1984. Al privat kontakt er afskåret i bare frygt for at komme til at blotte sig for omverdenen. Med paranoiaen følger ensomheden, og det forekommer naturligt at sympatisere med Harrys afmagt, der kun forløses i de sene aftentimers saxofonspil. I musikkens univers kan han endelig udtrykke sig, og her kan omverdenen ikke afsløre ham. 

Kan vi genkende Harrys uforløste følelser? Lysten og behovet for at dele noget af os selv med andre, der standses af dagligdagens mange barrierer – hvad end det er vores sociale normer, en frygt for at komme til at sige noget for højt, eller uroen ved at lade vores følelser cementere i den digitale verden? Harrys barrierer kan forekomme selvforskyldte, men de indskrænkende og paranoide strukturer giver en bekendt genklang i vores højdigitale tid, hvor anonymitet er noget, man ikke kan tage for givet.   

- Harry Caul (spillet af Gene Hackman) i skriftestolen. Kan han undskylde sig til en ren samvittighed?-

“Bless me Father for I have sinned. Three months since my last confession. I… these are my sins. Took the Lord’s name in vain on several occasions. On a number of occasions, I’ve taken newspapers from the racks without paying for them. I’ve deliberately taken pleasure in impure thoughts. I’ve been involved in some work that I think – I think will be used to hurt these two young people. It’s happened to me before. People were hurt because of my work and I’m afraid it could happen again and I’m… I was in no way responsible. I’m not responsible. For these and all my sins of my past life, I am heartily sorry.”

Hvad sker der så, hvis vi – som Harry gør – fornemmer, at vi har overtrådt en grænse? En grad af dårlig samvittighed manifesterer sig ofte, og vi føler måske en trang til at bringe den i balance igen. En tilsvarende god gerning eller et selvbebrejdende ’guilt-trip’ kan måske facilitere, at vi kommer videre. Men hvad gør vi, når vægten er i evigt ubalance? Det er den efterhånden for Harry – og han lever tilsyneladende på pinebænken.

Harrys asketiske tilværelse, hvad angår hans personlige udfoldelse, fremstår netop som et desperat forsøg på at opretholde integriteten i hans hverv – og holde skylden i skak. Han ofrer nemlig selv, hvad han tager fra andre i sit arbejde: privatlivet. Vi ved, at Harry angrer, og selvom hans indblik i branchen naturligvis må medføre en vis paranoia i sin egen ret, så giver omfanget af hans levevej et billede af en tilværelse i en konstant skriftestol. For Harry er der snart ikke mere af sig selv tilbage at give af, og selvafstraffelsen er en stakket frist.

Hvor meget kan vi ofre af os selv for at retfærdiggøre vores fortrudte handlinger? Selvbebrejdelsen er formentlig en følelse, som vi alle lader indvirke på os selv fra tid til anden i sådanne tilfælde. Og hvis vi tøver for længe med at tage det store nødvendige skridt mod forandringen for det bedre, kan følelsen komme til at lægge sig som en lammende tåge hen over os. Bliver Harry overrumplet af sin anger, eller kan han handle og modsætte sig sin levevej – og hvad ville vi egentlig selv have gjort?

Hvad der er sandhed – og hvad der er illusion – står ikke skrevet i sten. For The Conversation sætter spørgsmålstegn ved vores sanselige opfattelse af vores verden. Findes den nøgterne sensorik egentlig, når sanseindtrykkene uundgåeligt passerer omkring det tumultøse sind? Tag dine gode hovedtelefoner på; dyk ned i paranoiaen; og mærk selv efter!

Der er masser af  interessante indgangsvinkler til historien om Harry, der bringes til live af en Gene Hackman i topform. Læg evt. mærke til føringen af kameraet, der bærer et noget specielt præg!

Fun fact: Coppola placerede The Conversation midt imellem The Godfather (1972) og The Godfather: Part II (1974), hvoraf den dystede om Oscar-statuetter med sidstnævnte (og ‘tabte’ Best Picture netop til denne).

Temaet til The Conversation af David Shire

Dele af holdet bag filmen

Instruktør: Francis Ford Coppola
Forfatter: Francis Ford Coppola
Medvirkende: Gene Hackman, John Cazale, Cindy Williams, Allen Garfield, Frederic Forrest, Harrison Ford, Robert Duvall m.fl.
Komponist: David Shire
Fotograf: Bill Butler
Klipper: Richard Chew

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer