"egentlig er jeg bare bange"

KNÆK af Mikael Josephsen

Der skrives en del skønlitteratur om psykiske lidelser i disse år. Afsenderne er ofte forfattere, der selv har befundet sig i psykiatrien som patienter, og fortællingerne er ofte barske, alvorlige og kritiske, men derfor er de også perspektivrige og lærerige. Det gælder fx digtsamlingen KNÆK af Mikael Josephsen. I digtene beskriver digterjeget sine tanker om at være indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, hvilket både lyser menneskehjernens tabuiserede skyggesider op og understreger patientens kompleksitet. KNÆK illustrerer, hvor meget patienter er udover deres sygdom.

Titlen KNÆK er udtryk for dels digtsamlingen tematisering af ”knækkede” sind, dels samlingens knækprosaiske digte. Sidstnævnte – det knækprosaiske – vil sige, at digtsamlingen består af digte, der stilistisk ikke har fast form og faste rim, men som bærer prosaens narrativ. Stilen giver digtsamlingen et fragmentarisk – eller knækket – udtryk, mens det narrative understøtter udfoldelsen af det indlagte digterjegs person – hans fortid og nutid, dvs. oplevelserne på den lukkede, psykiatriske afdeling:

”Det er bare det
siger jeg til sygeplejersken
øjne som knive
pisk i stemmen
at hvis jeg ikke få den sprøjte lige nu
så sparker jeg medicinskabet ind
og hvad tror du så der sker
hendes smil er en vinders
og jeg ved godt jeg har tabt alt her er jeg ingen”
(s. 25)

Med sig på afdelingen har digterjeget en journal med en ”buket” af diagnoser i (som en læge småpoetisk og upassende får formuleret sig). Jeget lider af blandt andet angst, PTSD, personlighedsforstyrrelse og bipolar lidelse. Han er misbruger af alkohol, piller og hash. Det er alt det, han bærer rundt på. Og mens overlægen – igen upassende – siger, at han sgu bliver imponeret over antallet af diagnoser, så ”gror” digterjeget sammen med hospitalsbygningen i et digt, hvor læge og patient taler frygteligt forbi hinanden:

egentlig er jeg bare bange
for at dø af kræft
som min mor

overlægen drejer på sin vielsesring
så slår han en finger rytmisk på
bordpladen

nej, det er sgu imponerende

jeg ser ud ad vinduet, en anden hospitalsbygning
jeg gror sammen med den
er en sten
på en rude der ser ind på mig selv (s. 60)

I begge ovenstående uddrag er der stor afstand mellem behandler og patient. Sygeplejerskens smil er en ”vinders”, og lægen noterer sig slet ikke, at digterjeget siger, at han egentlig er bange for at dø af kræft. For at komme lægen i møde, kan det være, at udsigelsen blot er tanker. Men uanset hvad reagerer lægen ikke på det. Han trommer bare i bordet og forsøger at være morsom. Men patienten synes ikke, det er sjovt. Han er bange.

Og mens diagnoserne i sygejournalen hænger ved digterjegets person, får ham til at gro sammen med hospitalet og altså definerer ham, så nuancerer digtene ham.

Fortiden og poesien nuancerer

For mens lægen tilsyneladende ikke interesserer sig for digterjegets personlige fortid med alkoholmisbrug og en mor, der er død af kræft, så lærer vi – læserne – jeget at kende gennem digtene.

Vi hører om en ekskone, der nu bor sammen med en ny mand, om en alkoholiseret far, om en mor, der er død, og om en søster, der også er indlagt. Digterjeget skriver, at hans barndom er årsagen (s. 13) og fortæller, at sygdommene løber i familien (s. 45).

Hvad gør det, at der i KNÆK skrives i digte?

I sin artikel ”Kunsten som greb” fra 1916 beskriver den russiske litteraturteoretiker Viktor Sjkovskij, hvordan litteraturen kan påvirke vores opfattelse af virkeligheden. Ifølje Sjkovskij er vores sansning af virkeligheden blevet automatiseret; vi ser kun det, vi forventer at se, og derfor overser vi også en helt masse.

Med begrebet ”underliggørelse” argumenterer Sjkovskij for, at det digteriske sprog kan af-automatisere vores sansning og åbne vores sanseapparat, fx ved at beskrive en genstand på en ualmindelig måde eller kalde den ved et andet navn. Det kan også være ved at beskrive en genkendelig situation fra et usædvanligt perspektiv, eller sågar ved at skrive lyrisk og/eller på vers i stedet for i prosa.

Min oplevelse af KNÆK blev helt klart påvirket af, at formen var digte og stilen knækprosaisk. Mikael Josephsen bruger den fragmentariske stil, linjeskiftene, til at betone betydninger og ord. Stilen fortætter, koncentrerer og afbryder. Den gør, at man får prosaens bevægelse, men man læser ikke KNÆK, som man læser prosaens hyppigste former – romaner og noveller. Man standser sin læsning og gør sig tanker. Om de små elementer, ord, og deres betydning for de store bevægelser.

Sjkovskij pointerer, at denne anderledes måde at sige noget om verden på – om dens fænomener, situationer og ting – ikke forsøger at skjule noget for os. Den forsøger derimod at få os til at se verden på ny!

På den måde illustrerer KNÆK, at intet menneske kan reduceres til sine diagnoser. Alligevel kan de være vanskelige at få lov at nuancere og gøre sig fri af igen.

Så de forfattere, der skriver om psykiske lidelser, giver en pen og en stemme til mange af dem, der ikke selv har overskuddet, evnerne eller platformen til at råbe op. Med deres beskrivelser bliver sygdom, lidelser og psykiatri nuanceret!

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst KNÆK, eller har du ligefrem en personlig fortælling om psykiatrieng? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer