"De Andre, som ser den sorte Stribe tillige, stemmes ud og gjemmes bort som Sindssyge, indtil de fornægter, hvad de har erkjendt."
Hinsides af Helga Johansen
Hvordan er det at have en psykisk lidelse? Jeg tror ikke, jeg nogensinde før har læst noget, der har givet mig et stærkere indtryk af psykisk lidelse end det, Helga Johansen giver i sin roman Hinsides fra år 1900. Romanens hovedperson lider formentlig af det, vi i dag kalder bipolar lidelse, og det er både indsigtsfuldt og skræmmende at blive taget med op og ned i protagonistens humør, oplevelser og sind.
For op og ned går det i romanen. Uden stop. Ligesom det ofte gjorde det i forfatterens eget liv. Romanen er udgivet under pseudonymet Hannah Joël, som ligeledes er navnet på protagonisten. Men den bygger på forfatteren Helga Johansens eget liv og egne oplevelser. Ad flere omgange var hun selv indlagt på psykiatriske hospitaler, og Hinsides skulle angiveligt være baseret på særligt hendes oplevelser fra den anden indlæggelse i 1883. Her blev hun først indlagt på Københavns Kommunehospitals sjette afdeling (den psykiatriske afdeling), inden hun senere samme år blev overført til Sct. Hans Hospital.
Som følge heraf og med tanke på tidspunktet for udgivelsen er det nærliggende at tænke på en anden af tidens kvindelige forfattere, Amalie Skram.
Et litterært slægtskab …
Fem år tidligere i 1895 udkom Amalie Skrams romaner Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen. Med dem rettede Skram en skarp kritik mod datidens psykiatri og bidrog dermed til mere offentlig debat om behandlingen af indlagte på de psykiatriske hospitaler. Især kritiserede Skram overlægen på Københavns Kommunehospitals sjette afdeling, Knud Pontoppidan, der ikke havde meget til overs for gavnligheden af at tale med patienter som en del af behandlingen. For de var jo syge, og deres tale dermed ligeså. I stedet måtte patienterne underkaste sig behandlerne og systemet fuldstændigt. Presset på Pontoppidan endte dog med at blive så stort, at han måtte forlade sin stilling.
Helga Johansen skriver om det samme system, og selvom der i Hinsides er grusomme genkendeligheder at spore fra Skrams fortælling, så fylder systemkritikken mindre. Måske fordi Helga Johansens protagonist faktisk var mere syg, end Amalie Skrams var.
I forordet til en tidligere genudgivelse af romanen vurderer overlæge og professor i psykiatri Erik Strömgren, at Hannahs diagnose i 1980 sandsynligvis ville være maniodepressivitet med stedvise maniodepressive psykoser. I dag ville vi kalde den diagnose for bipolar lidelse[1].
Hannahs tanker om hospitalet, de andre patienter og verdenen uden går gevaldigt op ned, ligesom hendes lyst til livet gør. Indimellem er hun klar til at kæmpe for det, fast besluttet på at skulle ud og leve. Andre gange befinder hun sig så tæt på afgrunden, man kan komme – fuldstændigt resigneret –, og faktisk forsøger hun flere gange at begå selvmord, mens hun er indlagt:
Uddraget er et godt eksempel på stilen og sproget i Hinsides generelt. For hvad der egentlig sker i scenen og på andre tidspunkter, kan være vanskeligt at tyde. I ovenstående uddrag funderer Hannah over at slå en stjerne ud af en vinduesrude (og dermed få fat i et glasskår) og farve stuen, hun ligger på, mere rød (med blod). Og hvad betyder det, der står i det tredje afsnit af uddraget? Marie er en af plejerne, så har Hannah mon faktisk gjort det, skåret sig, selvom det først blot lyder, som om hun forestiller sig muligheden af at skære sig med glasskårene i uddragets to første afsnit?
Sådan kan vi som læsere ofte blive i tvivl om, hvad der egentlig foregår i romanen. Hvad sker der objektivt, og hvad er udtryk for Hannahs psykoser? I Hinsides kommer vi helt ind i hovedet på Hannah, og der har vi en væsentlig forskel på Helga Johansens og Amalie Skrams romaner. Skrams har en tredjepersons fortæller, og helt centralt for romanen står den strukturelle kritik af datidens kvindesyn og af psykiatrien. Hinsides derimod er en ”psykologisk redegørelse”, som også undertitlen annoncerer.
… men en fortælling, der er helt sin egen
Der er altså ligheder mellem Skrams og Johansens romaner, men de har hver deres særegne og store værdi. Hos sidstnævnte er det især sygdomsskildringen, der er så ærlig og brutal, at det ofte gør ondt at læse. Men Hinsides er også ekstremt rørende, indsigtsfuld og citérvenlig.
Romanen er således fuld af tankevækkende beskrivelser af det menneskelige sind. På den måde ansporer den til refleksion over, hvad det egentlig vil sige at være sindssyg. Og normal. For Hannah føler sig anderledes, fordi hun oplever, at hun ser verden anderledes end de fleste andre. Hun taler om flere verdener og om lys og mørke, og om at nu bliver nødt til at tilpasse og lade som om, hvis der skal være plads til hende:
For Hannah er det forbundet med skyld og skam, at hun ser anderledes på verden end majoriteten. Og for mange af os andre er måden, hun oplever verden på, så anderledes, at det kan være vanskeligt at forholde sig til.
Men med Hinsides bliver det lidt nemmere!
Har du lyst til at dele dine historie med os?
Har du læst Hinsides, eller har du ligefrem en personlig fortælling om psykiatrien – historisk eller samtidig? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.
