"Kunst og kærlighed handler om det samme: om at genkende sig selv i noget, der ikke er en selv"

Mellem sol og måne af Maria Bundgård

Det er ikke nemt at være menneske. I hvert fald ikke et tænkende og følende menneske. Men lige så svært det kan være, lige så smukt har det potentiale til at blive.

Nok skriver fortælleren i pianist og forfatter Maria Bundgårds selvbiografiske fortælling Mellem sol og måne (2019), at hun ikke er et tænkende væsen, men et følende. Dette synes jeg dog, at bogen modbeviser. Ikke at hun ikke er følende, for bogen er fuld af store følelser, men den modbeviser, at hun ikke skulle være tænkende. For i en række essayistiske tekster om pianistens både professionelle og private drømme, ambitioner og længsler reflekterer hun over tilværelsens store følelser og sætter dem ind i en både filosofisk, psykologisk og kunst- og religionshistorisk fortolkningsramme. Således bliver de altomsiggribende følelser, fortælleren har og som fylder hele hendes krop og sjæl, perspektiveret og gjort universelle, og så behøver hun ikke bære på dem alene, følelserne. For hun kan genkende sig selv i antikkens myter, i religiøse skrifter, i litteraturens kolosser og i musikkens monumenter.

De ensomme drømme

Maria Bundgård er uddannet klassisk pianist fra bl.a. Det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København. Siden 2014 har hun boet i Paris, og ved siden af sin musikkarriere skriver hun bøger. Mellem sol og måne er hendes tredje udgivelse og desuden sidste del af hendes parisertriologi.

Bogen består som nævnt af en række fortællinger, der giver et utroligt ærligt indblik i den unge pianists drømme, ambitioner, kærlighedsliv og ikke mindst udfordringer som ung kunstner. Hun har givet alt for at være, hvor hun er. Hun er kunstner i Paris – boheme. Men det er ikke så romantisk og eventyrligt, som det nok lyder for mange af os, der drages af 1920’ernes og 1930’ernes Paris, hvor Hemingway og adskillige andre unge kunstnere tilføjede flere lag til myten om byen som et æstetisk paradis.

For Maria er ensom. Hun bor alene med sin hund Juno, i en lille loftlejlighed og jagter sine drømme alene. Hun søger kærlighed fra mennesker og klarhed og balance i livet:

”Jeg havde søgt at udtrykke min sjæl og levede som miserabel bohème i Paris. Jeg havde søgt kærligheden og var derfor gået lige ind i sorgen, for om noget sted findes sorgen i håbets skygge. Da jeg mødte Mesteren og købte min lyserøde notesbog, forestillede jeg mig, at livet fra nu af ville være rosenrødt. Måske var det derfor, at universet sendte mig hårdt tilbage til start og lod alting være så trist. Jeg blev sendt tilbage til start, for at jeg kunne få en chance for at finde balancen mellem det lyse og det mørke, det hårde og det lette. Lære om livets balance, kærlighedens balance.” (s. 57)

Det er den søgen, der skildres i Mellem sol og måne – en søgen efter at finde balance i livet, og dermed en måde at være til på.

Kunstneren flygter fra virkeligheden

For Maria har store ambitioner i verden, men hun føler sig ofte ude af denne verden. Et sted skriver hun ligefrem, at ”Kunstneren flygter fra virkeligheden og søger i en artistisk parallelverden at genfinde det evigt tabte paradis. Kunsten er den illusion, der gør det muligt for den sårede sjæl at se virkeligheden i øjnene.”

På én og samme tid skelnes der altså mellem to parallelverdener, men bogen skildrer også en insisteren på at mindske afstanden mellem disse. Det kommer til udtryk i Marias læsning af nogle af filosofiens og kunst- og religionshistoriens største personligheder. Hun spejler sig i tanker af Nietzsche, i tekster af Goethe og Rilke og i musik af Mendelsohn, Brahms og Chopin.

Maria søger i kunsten for at blive klogere på de følelser, der fylder hende i virkeligheden. Hun forsøger at finde genkendelse, finde sin plads i verden ved hjælp af kunsten, og på den måde bliver Mellem sol og måne en insisteren på, at kunst og virkelighed ikke er modsatrettede ting:

”Komponisten gemmer en del af sin sjæl i sin kunst. Som musiker skal jeg lære at finde den sjæl, som komponisterne har begravet i deres musik. I takt hermed genoplever jeg den på egen krop og i eget hjerte. For nu har jeg lagt barndommens uskyld fra mig og lagt min egen sjæl i kunsten. Nu kan jeg se de andre danse med min egen i de sultne hjerters himmel. […] Min sjæls melankoli spejlede sig i min elskede, og i musikken genkendte jeg lyden af mit hjertes sang. […] Kunst og kærlighed handler om det samme: om at genkende sig selv i noget, der ikke er en selv.” (s. 63, 111)

Mellem sol og måne skildrer en kamp for et liv med kunst. Det er en lærerig og bevægende fortælling om, hvad kunsten tilfører livet. I den kan vi spejle os. I den kan vi finde genkendelse af det, vi føler og tænker, og når vi genkender os selv i kunsten, ser vi, at vi ikke er alene med vores spørgsmål og tvivl. Andre har følt samme forvirring, stillet de samme spørgsmål og tvivlet på det samme som os, før os. Ovenikøbet for flere hundrede år siden. Den åbenbaring er guld værd. For den giver os anerkendelse af vores følelser og tanker; den åbenbaring viser os, at vi ikke er alene, uanset hvor meget det føles sådan. Uanset hvor ondt livet kan gøre.

Alt det kan kunsten. Så opsøg kunsten. Se den. Læs den. Lyt til den.

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Kan du genkende denne søgen i kunsten for at finde forståelse for dine tanker? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer