Bliv lydhør med litteraturen
– litterær symptomoversættelse

af Mathias Emil Stenrøs

Litteraturen kan gøre os til dygtigere læsere. Men kan den også gøre os bedre til at lytte til hinanden? Det undersøger jeg i to relaterede blogindlæg. Dette – det første af de to indlæg – handler om et litterært projekt af to danske forfattere, som gennem litteraturen forsøger at gå i dialog med behandlingssystemet om dets måde at møde patienter på. Dermed ønsker de at nuancere patienternes oplevelser og øge systemets forståelse for dem. Men hvad kan litteraturen bidrage med i den henseende?

På det seneste har jeg beskæftiget mig meget med sygdomsskildringer i litteraturen. Den slags tekster tematiserer ofte, hvordan patienter oplever ikke at blive forstået af behandlingssystemet. Blandt andet fordi hverken det lægefaglige sprog eller hverdagssproget formår at artikulere den subjektive sygdomsoplevelse. Det har skønlitteraturen derimod et særligt potentiale til at gøre.

”Ti gode råd til lægen”

Henimod slutningen af 2020 udkom tre litterære pjecer skrevet af forfatterne Sidsel Welden og Anna Rieder, der begge har personlige erfaringer med psykiatrien. Pjecerne er blevet stillet uddelt til forskellige behandlingssteder og henvender sig til behandlere og læger. Formålet er at sætte fokus på steder i psykiatrien, som de to forfattere har oplevet kan forbedres. Fx indledes den ene pjece, der har titlen ”Ti gode råd til lægen”, med en direkte henvendelse:

”Kære læge. Vi skriver til dig, fordi vi gerne vil hjælpe dig med at tale til os i et sprog, der får os til at føle os hørt og anerkendt. Et sprog, der ikke opretholder samfundets syn på den syge og skaber en dikotomi mellem ’patienten’ og ’lægen’, ’patienten’ og ’samfundet’.”

De to forfattere forsøger at bruge litteraturen til at beskrive deres subjektive symptomoplevelser. De har nemlig oplevet at have vanskeligt ved at kunne genkende sig selv i lægevidenskabens mere objektive sygdomsbeskrivelser. De skønlitterære beskrivelser bliver dermed supplementer til de lægefaglige, der kan opleves instrumentelle: For lægevidenskabens opgave er at analysere kroppens og i visse grene af lægevidenskaben også sindets funktionsområder og genoprette dem, hvis de ikke lever op til det, man mener, er det funktionelle.

Når fagsprog ikke rækker

”Lad være med at bede os sætte tal på vores smerte. Det plagsomme er ofte uudsigeligt og svært at finde sprog for”.

Sådan lyder det sjette af de i alt ”Ti gode råd til lægen. I punkt ni skriver forfatterne ydermere, at ”det er besværligt at finde et sprog for det, der sker indeni os”.

Forfatterne har oplevet, hvor vanskeligt det er i en konsultationssammenhæng at beskrive for en behandler, hvordan de som patienter oplever deres symptomer.

Med pjecen ”Symptomoversættelser” forsøger de følgelig at oversætte deres subjektive symptomoplevelse til litteraturens æstetiske sprog. Så vi andre måske bedre kan forstå, hvordan de har det. Teksten er vild og fabulerende. Den bryder med grammatiske regler, bruger et sanseligt billedsprog og udfordrer vores forventninger til, hvad en pjece på et hospital eller lignende vil indeholde. Faktisk minder teksten mere om et digt end om en sundhedsfaglig tekst. Og måske er det lige præcis det perspektiv, behandlingssystemet har manglet! Måske er det den form for beskrivelse, der kan supplere den lægefaglige!

Det æstetiske sprogs frigjorthed

Der er en række forhold ved det skriftlige sprog – og særligt i dets kunstnerisk-æstetiske form – der gør, at forfatternes pjeceprojekt kan vise sig genialt.

Når jeg forestiller mig, hvornår forfatterne i virkeligheden kan have oplevet at være blevet spurgt ind til deres symptomoplevelse, så forestiller jeg mig en mundtlig konsultation. Det mundtlige sprog er forankret i den situation, det bliver anvendt i – det er socialt, hvorfor der hører sig et vist sprog dertil, og det er bevægeligt og måske endda fragmenteret. I en situation, hvor konteksten er en konsultation mellem en læge og en patient, kan sidstnævnte fx opleve sig selv i en klart mere sårbar position, og måske føler vedkommende sig ikke tryg eller fri nok til i konteksten at kunne finde ord, der ellers egner sig bedst, til at beskrive vedkommendes oplevelser.

Det skriftlige sprog derimod er frigjort fra konteksten; det er autonomiseret og distanceret fra det sociale og bevægelige. Det giver skriftligheden helt anderledes forudsætninger end talesproget til en sekventiel, langsom og indadvendt refleksions- og efterfølgende skriveproces. Betydningerne i det skriftlige sprog bliver mindre påvirket af konteksten omkring det udsigende subjekt – i stedet koncentreres betydningerne i sproget.

Læg dertil den skønlitterære stil, som ikke lader sig begrænse af kontekstuelle eller grammatiske normer. I det æstetiske sprog har forfatteren retorisk frihed og kan vælge og arbejde med fx et symbolsk og billedrigt sprog, der måske egner sig bedre til at beskrive vedkommendes subjektivitet – den personlige og sanselige oplevelse af at være til på en særegen måde. Som vi alle er.

Så mens lægevidenskaben forsøger at finde objektive symptombeskrivelser, der kan knyttes til diagnoser (og som selvfølgelig har sine fordele), beskriver Anna Rieder og Sidsel Welden i teksten ”Symptomoversættelse” en subjektiv symptomoplevelse gennem poesiens symbolske sprog:

”’mit jeg er en spiral af
skaller’

mine øjne er lameller
alt lægger sig i mig
kan ikke sortere noget fra

min mor sætter nåle i mine
ører stoler på mig når jeg siger at
det flyder derinde
under den tynde hud …”

Når den litterære tekst er skrevet, muliggør dens frigjorthed ydermere en langsommere læse- og dermed analyse- og fortolkningsproces end det mundtlige sprog, der er borte sekundet efter, at det er udsagt. Den skriftlige udsigelse forbliver, og i den kan vi derfor iagttage og analysere sprogets – og generelt menneskets – nuancer og forståelsesmuligheder.

Et godt råd til alle – læs mere skønlitteratur!

Så for at svare på mit indledende spørgsmål om, hvordan skønlitteraturen kan bidrage til at nuancere patienternes oplevelser og behandlingssystemets forståelse af dem, vil jeg mene, at litteraturen har et helt særligt potentiale til at konfrontere os med, hvordan vi mennesker hører og oplever verden forskelligt. Med den erkendelse kan vi lære at blive mere lydhøre overfor hinanden, og på den måde kan vi måske også blive bedre til at tale sammen. Vi har i hvert fald et bedre udgangspunkt for samtalen, hvis vi har hørt, hvad vi hver især har sagt om, hvad og hvordan vi føler og oplever.

Den læring gælder ikke blot for behandlere og læger, men for os alle. Derfor lyder et god råd til alle: læs mere skønlitteratur!

Har du lyst til at dele din historie med os?

Har du læst pjecerne, som teksten her har skrevet om? Eller har du selv oplevet noget af det, forfatterne beskriver og reagere på, eller kan du genkende dig i deres tekster? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Har du lyst til at læse mere?

Du kan finde pjecerne inde på Forlaget Amulets hjemmeside: https://forlagetamulet.com/

For mere om forskellene på  det skriftlige og mundtlige sprog henviser vi til litteraten Walter J. Ongs værk Orality and literacy samt til artiklen Læs en bog før du bliver syg: Om biblioterapiens potentielle faldgruber og blinde vinkler af Marianne Stidsen og Anders Petersen.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer