Bliv lydhør med litteraturen – en buket af diagnoser

 af Mathias Emil Stenrøs

Litteraturen kan gøre os til dygtigere læsere. Men kan den også gøre os bedre til at lytte til hinanden? Det behandler jeg i to relaterede blogindlæg. I dette – det andet af de to indlæg – refererer jeg til to tekster, der begge skildrer patienter eller pårørendes møder med behandlingssystemer. I begge skildringer er kommunikationen uheldig og kan vise sig decideret sårende. Begge skildringer viser nemlig, hvordan ordudvekslinger og sociale situationer kan opleves vidt forskelligt fra forskellige perspektiver.

Selvom jeg i denne tekst refererer til uddrag fra hhv. Mikael Josephsens KNÆK, der skildrer et møde mellem patient og læge, og til en episode i Naja Marie Aidts har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, hvor mødet finder sted mellem en læge og de pårørende, er pointen med denne tekst ikke at kritisere behandlingssystemer. Pointen er at vise, hvordan litteraturen har en særlig evne til at indfange og påpege virkelighedens flertydighed og dermed vise os, hvordan vi kan blive mere lydhøre over for hinanden.

En buket af diagnoser

I digtsamlingen KNÆK skriver Mikael Josephsen om et digterjeg, der er indlagt på en psykiatrisk afdeling.  Digterjeget lider blandt andet af angst, PTSD, en personlighedsforstyrrelse og bipolar lidelse. Det fremgår af hans journaler, og på et tidspunkt refererer en læge småpoetisk, men upassende til netop antallet af diagnoser som en ”buket”. I digtet lyder den opfølgende verselinje: ”men det er jo gennem et helt liv” (s. 60).

Det er ikke klart, om denne udsigelse er lægens eller digterjegets, eller om den overhovedet er sagt eller blot tænkt. Men konteksten taget i betragtning er det formentlig digterjegets kommentar eller tank. En nærmest undskyldende en af slagsen. Er det blot en tanke, er det kritisk i sig selv, for så tyder det på, at jeget ikke tør forklare sig overfor lægen. Og siger digterjeget det højt, er det et eksempel på mislykket kommunikation, fordi lægen efterfølgende ikke tager sig af bemærkningen. Digtet fortsætter således:

”egentlig er jeg bare bange
for at dø af kræft
som min mor

overlægen drejer på sin vielsesring
så slår han en finger rytmisk på
bordpladen

nej, det er sgu imponerende

jeg ser ud ad vinduet, en anden hospitalsbygning
jeg gror sammen med den
er en sten
på en rude der ser ind
på mig selv”
(s. 60)

Igen er det ikke entydigt, hvem der udsiger, at antallet af diagnoser er ”imponerende”, men formentlig er det denne gang lægen, hvilket understreger hans ringe situationsfornemmelse og kommunikation.

Lægen opdager eller hører ikke patientens angst, men forsøger at være morsom eller frisk ved at spille imponeret. Vi har som læser derimod det privilegie at kunne genlæse teksten, ligesom vi gennem fiktionens virkemidler får adgang til digterjegets tanker og ser, hvordan lægen hverken opfanger digterjegets angst eller indvendinger. I stedet oplever digterjeget at gro sammen med hospitalet. Blive en del af det. Måske som interiøret er det. Fast inventar.

Selvom der her er tale om en kommunikationssituation under de særlige omstændigheder, at der er tale om et patient/læge-forhold, hvor patienten er i en særlig sårbar position, så illustrerer digtet, hvordan litteraturen generelt kan vise, hvor lidt der skal til for, at vi mennesker taler forbi hinanden, hvor stor skade det kan medføre og dermed, hvor vigtigt det er, at vi er opmærksomme på hinanden.

”Vil I flå huden af ham?”

Et andet eksempel er fra har døden taget noget fra dig så giv det tilbage. I en samtale mellem en læge og fortællerjeget og hendes eksmand. Fortællerjeget og eksmanden er på hospitalet, fordi deres søn er døende, og om lidt skal der slukkes for hans respirator. Lægen har netop trukket forældrene til side for at høre, hvor meget af sønnens krop de kunne tænke sig at donere:

”… jeg skal bare lige høre, siger han, om I måske også vil give noget af hans hud? Om I måske vil give hans knæ? Og jeg siger: Hans knæ? Vil I skære hans knæ af? Vil I flå hans hud af, og lægen smiler, vi vil bare tage menisken fra knæene og lidt hud til brandsårsafdelingen, og Martin og jeg siger, nej, vi vil ikke give hans hud og hans knæ, I kan ikke tage mere fra hans krop, okay, siger lægen, vi mangler heller ikke hud i øjeblikket, og så går han …” (s. 156)

Først læste jeg lægens afsluttende bemærkning som et forsøg på at berolige forældrene – det gør ikke noget, at I ikke har lyst til at donere jeres søns hud, vi står ikke og har akut brug for den, så tænk ikke mere over det. Men ved genlæsning bemærkede jeg, at replikken også let kan misforstås. For hvis hospitalet ikke har brug for huden, hvorfor skal forældrene så flå deres søn? Hvorfor så overhovedet spørge forældrene om det i den frygtelige situation?

Jeg tror ikke, at lægen mente det så respektløs, men man ville ikke kunne klandre forældrene, hvis de oplevede lægen sådan.

Litteraturen kan gøre os mere lydhøre

De to uddrag, jeg her har refereret til, beskriver vidt forskellige situationer. Men begge er gode eksempler på, hvor flertydigt sproget – selv vores hverdagssprog – kan være, og hvordan situationer kan opleves vidt forskelligt fra forskellige perspektiver. Derfor er det vigtigt, at vi er gode til at lytte til hinanden og har øje for vores forskellige udgangspunkter – og det kræver øvelse, empati og refleksion. I den forbindelse er det en væsentlig pointe, at der er stor forskel på at lytte til det mundtlige og til det skriftlige sprog.

I de ovenstående eksempler skal den skriftlige fremstilling skildre mundtlig dialog. Det mundtlige sprog er forankret i den kontekst, det er blevet brugt i, og dermed er det socialt og bevægeligt. Derudover er det ofte også både fragmenteret, afbrudt og falder sjældent i en grammatisk korrekt form. Derfor kan misforståelser hurtigt opstå mundtligt.

Når sproget derimod nedfældes, frigøres det fra konteksten, og der opstår en distance mellem kontekst og sprog. Sproget kan siges at blive autonomiseret, hvilket har den virkning, at konteksten om sproget betyder mindre, mens betydningen derimod koncentreres i sproget. Derfor bliver sprogets egne betydninger og dermed også dets potentielle flertydighed tydeligere. Læg dertil, at den sproglige frigørelse fremmer en langsommere læse-, analyse- og fortolkningsproces end det mundtlige sprog, som vi ofte skal reagere på med det samme. På stedet.

Når sproget er nedskrevet, får vi altså helt andre forudsætninger for at analysere og vende hvert et ord, end når sproget er mundtligt. Fx kan vi læse passager i en bog igen og igen.

Derfor er jeg overbevist om, at vi ved at læse skønlitteratur dels stilles overfor sprogets flertydigheder, dels oplever, hvordan vi mennesker kan høre og opleve verden forskelligt, og dermed kan blive mere lydhøre overfor hinanden ved at læse skønlitteratur.

Afslutningsvist vil jeg igen understrege, at denne tekst ikke er ment som en kritik af behandlere og læger. For nok mener vi i Virkelig Fiktion, at behandlere og læger kan lære meget af at læse skønlitteratur, men det mener vi også, at alle andre kan.

Uddragene i denne tekst er blot valgt, fordi de eksemplificerer min pointe godt: At skønlitteraturens særlige sprog og formater kan fremhæve, hvor stor kompleksitet der er i selv hverdagssproget og i de sociale situationer, vi oplever.

Det er altså ikke ment som en kritik af nogen. Det er bare et godt råd til os alle: Læs mere skønlitteratur!

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du oplevet noget af det, forfatterne beskriver og reagere på, eller kan du genkende dig i deres tekster? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer