"Det vilde islandske landskab virker som et stærkt billede på det menneskelige sinds topografi: Det kan være smukt, men det kan også storme vildt og voldsomt"

Ministeren (Ráðherrann) kan ses på DRTV

I Danmark har vi længe set os selv som sande tv-seriegenier. Men også i de andre nordiske lande er der i de seneste år blevet produceret tv-serier af høj kvalitet. Et af de nyeste skud på stammen er den islandske serie Ráðherrann – på dansk Ministeren – fra 2020, og den kan vi kraftigt anbefale. For mens især skønlitteraturen altid har behandlet og undersøgt psykiske lidelser både nysgerrigt og problematiserende, eksistentielt og socialt, individuelt og relationelt, så har tv-seriemediet ikke samme tradition. Men det er Ministeren med til at rode bod på, hvilket er både kærkomment, ubehageligt, tankevækkende og bevægende.

Serien foregår i samtidens Island og har politikeren Benedikt Ríkardsson i hovedrollen. Benedikt er nyvalgt formand for det politiske parti Selvstændighedspartiet og betragtes af befolkningen som et frisk og tiltrængt pust på den politiske scene. For Benedikt tænker ikke så konformt som mange af sine kolleger, han taler lige ud af posen, og han vil gerne have vælgerne tættere på de politiske beslutninger. Det er noget, vælgerne kan lide.

Så da valget til Altinget oprinder, sikrer Benedikt og Selvstændighedspartiet sig en af de største politiske sejre i islandsk historie. Alligevel er der skeptiske røster – ikke kun fra andre partier, men også fra Benedikts eget parti. Dem skal han forsøge at håndtere, mens han samtidig skal leve op til sine valgløfter, og det viser sig ikke helt nemt.

På overfladen lyder Ministeren som et klassisk politisk drama om magt, men den islandske serie adskiller sig på en meget interessant og kærkommen måde. Benedikt lider nemlig af bipolar lidelse, men det er der ikke mange andre end ham selv, der ved. For skammen over at være syg og stigmatiseringen af psykiske lidelser får Benedikt til at holde det hemmeligt for de fleste, selv for hans nærmeste, og det får store konsekvenser, da arbejdspresset på ham stiger.

Foruroligende forvarsler

Mens vi i starten af serien oplever Benedikt på befriende slap line – passioneret, ideologisk og samtidig charmerende jordnær – fungerer en række flashforwards som foruroligende forvarsler om, at noget ulmer under den charmerende overflade, at noget er under opsejling. Med korte, men ildevarslende klip, ser vi blandt andet Benedikt stå alene i den mægtige islandske natur og råbe mod den kraftige vind. Et fascinerende, men foruroligende klip, hvor det vilde islandske landskab virker som et stærkt billede på det menneskelige sinds topografi: Det kan være smukt, men det kan også storme vildt og voldsomt.

Og hvor det i starten går forrygende for Benedikt – jo bevares, han tager da indimellem nogle lidt forhastede beslutninger – så tager hans utilregnelighed til, i takt med at presset på ham stiger. Hele tiden opvejes de alarmerende signaler dog af hans muntre gemyt og ambitioner om at ruske op i det politiske system.

Balancen mellem at dæmonisere og romantisere psykiske lidelser

Da jeg så Ministeren, kom jeg til at tænke på den amerikanske tv-serie Homeland. For her har protagonisten – CIA-agenten Carrie – ligeledes bipolar lidelse, og ligesom Benedikt skjuler Carrie den for sin arbejdsgiver, der ellers ikke ville lade hende arbejde. Men i modsætning til Benedikt kan Carrie bruge sin lidelse produktivt: Er en sag for vanskelig at opklare, lader Carrie være med at tage sin medicin og fremtvinger på den måde en manisk tilstand, hvori hun kan se systemer i fjendens ageren, som hun ikke kan se i sin ”raske” eller ”normale” tilstand. På den måde balancerer Homeland hele tiden mellem romantisering af lidelsen og stigmatiserende dæmonisering af den, fordi Carrie i sine maniske periode bliver utilregnelig og udadreagerende.

Samme balance kæmper Ministeren med at holde, men jeg vil vove at påstå, at den islandske serie slipper bedre fra det end den amerikanske.

For i Ministeren er lidelsen ikke en superkraft for Benedikt. Den er et vilkår, som han skjuler og derfor ikke får behandling for. Fordi han ved, at han på grund af de fordomme om psykiske lidelser, der hersker i samfundet, og dermed stigmatiseringen af de lidende, ikke vil få lov at forfølge sine ambitioner og drømme, hvis hans lidelse bliver kendt. Og det på trods af, at han lever fint med sin lidelse; han har et godt liv, gode relationer og en fremadstormende karriere. Det er først, da presset på ham stiger, og han fortsat underlader at modtage behandling, at det går galt.

Med kulturen kan vi bekæmpe stigmatisering

Serien skildrer psykisk lidelse på en realistisk måde og problematiserer, hvor vanskeligt det kan være at leve åbent med sin lidelse. Og selvom serien er fiktion, er den stigmatisering, som serien behandler, virkelig. Stigmatiseringen har at gøre med, at vi ikke ved nok om psykiske lidelser. Særligt fordi vi ikke er gode nok til at tale om dem.

Derfor er det godt, når kulturprodukter beskæftiger sig med emnet. Samtidig er udfordringen dog at holde den hårfine balance og ikke komme til at romantisere og at dæmonisere. Vi fascineres af karakterer, der falder lidt uden for normerne, men vi bliver også skræmte, når de mister kontrollen over sig selv og bliver udadreagerende og utilregnelige.

Selvom billedet af Benedikt, der står og råber mod vinden – manisk og med hallucinationer – er ubehageligt, så er det ikke lidelsen, serien først og fremmest dæmoniserer, men samfundet. Serien viser, hvor galt det kan gå, når vi – samtidssamfundet – ikke forsøger at forstå det, der ikke helt lever op til det, som majoriteten har besluttet er det ”normale”, og hvor vi har gjort det ”normale” til det menneske, der fungerer produktivt i arbejdsmæssig sammenhæng. På den måde forsimpler vi os selv, og i den forstand bliver den islandske natur et fantastisk billede på det menneskelige sinds topografi: Det kan være smukt og idyllisk, men også stormende og vildt. Det må vi kunne rumme, og det må vi kunne tale om.

Ellers risikerer vi at stigmatisere, og det har vi gjort med psykiske lidelser i århundreder. Det har kulturprodukter en andel i, men kulturprodukterne kan også bekæmpe stigmatiseringen ved at nuancere lidelserne og problematisere vores opfattelse af dem.

Har du lyst til at dele din oplevelse af serien eller din historie med os?

Har du se Ministeren og lyst til at dele din oplevelse af serien, eller har du ligefrem en personlig fortælling om psykisk lidelse? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer