Vi har verdens dårligste SoMe-strategi!

 af Mathias Emil Stenrøs

”Skriv korte tekster, brug simple ord, skab blikfang med ’What the fuck’-effekt. I skal fange og fastholde følgernes opmærksomhed på under to sekunder!” Sådan lyder nogle af de råd, vi i Virkelig Fiktion får til vores brug af sociale medier og website, hvis vi vil skabe opmærksomhed om os selv. Desværre strider rådene mod meget af det, vi gerne vil stå for, og det, vi gerne vil være for andre – for dig. Derfor vælger vi fuldt bevidst at gøre alt muligt andet end det anbefalede – vores indhold må gerne være langsomt og langt, for vi vil anspore til fordybelse og refleksion!

Sociale medier er formentlig kommet for at blive, og de har da også et interessant potentiale til at starte samtaler og fællesskaber. I den forstand virker de sociale medier oplagte at bruge for os i Virkelig Fiktion, fordi vores ambition er at starte samtaler og skabe fællesskaber mellem mennesker med udgangspunkt i fiktionsoplevelser.

Men de sociale medier styres af en lang række algoritmer, som belønner en bestemt type indhold, dvs. som sikrer, at noget indhold spredes vidt og bredt på bekostning af andet. For at blive belønnet mest muligt af algoritmerne kan vi forstå, at vi skal poste hyppigt, skrive korte tekster, bruge simple ord og skabe blikfang og indhold med ”What the fuck”-effekt – det vil sige skrive noget, som overrasker, fanger og får læseren til at stoppe op ved vores opslag og læse dem. Vi har efter sigende mindre end to sekunder til at fange følgernes opmærksomhed, inden de har scrollet videre!

Algoritmernes værdisætning strider mod alt, hvad vi i Virkelig Fiktion ønsker og vil stå for: fordybelse, indsigt, refleksion og dybe, konstruktive og bevidsthedsudvidende samtaler.

Mundtlig kommunikation på skrift

Selvom en stor del af indholdet på de sociale medier består af skrift, så ligner den kommunikation, de sociale medier ansporer til, den mundtlige kommunikation. Det giver nogle bestemte effekter, som adskiller sig væsentligt fra de effekter, skriftens teknologi har haft på bevidsthedens virkemåde i skriftens mere traditionelle former. Fx skønlitteraturen.

Skriftsproget er i sine traditionelle former lineært, systemisk, herunder både grammatisk og hierarkisk, og på sin vis fuldendt, hvilket giver skriftsproget særlige forudsætninger for at beskrive og udfolde lange og grundige refleksionsprocesser.

Helt anderledes forholder det sig med strukturerne i det mundtlige sprog – særligt det snakkende sprog –, som jeg vil påstå er sammenligneligt med sproget på de sociale medier, selv om dette selvfølgelig også er skrevet. Det mundtlige sprog og de sociale mediers sprog er anderledes dynamisk, relationelt og fragmenteret, hvorfor det ikke har de samme gode forudsætninger for at behandle og udfolde dybdegående refleksionsprocesser. Mundtligt kan man blive afbrudt, afsporet, og man skal levere noget hurtigt, med det samme, til øjeblikket.

Dette gælder i høj grad på de sociale medier, hvor sproget fungerer inden for en ramme, hvor hastighed og larm er afgørende parametre for vellykket kommunikation. Her skal ”vellykket” ikke forstås som effektiv kommunikation, hvor et budskab kommunikeres tydeligt fra en afsender til en modtager.

Nej, på de sociale medier er ”vellykket” lig med noget, der læses af så mange som muligt og opnår flest likes, kommentarer og delinger. Det er det, som fx SoMe-ansvarlige i virksomheder jagter, og det er det, man kan høre dem kalde for ”larm”. Larm er lig med opmærksomhed, og det er succeskriteriet!

Fordi opslag på de sociale medier skal skabe opmærksomhed og skal kunne fastholde opmærksomheden, er mange opslag korte, sat på spidsen og måske endda provokerende, men det betyder samtidig, at indholdet også ofte er unuanceret og fragmenteret. For det er det, der er tid til, det er det, der skaber opmærksomhed, og det er det, der bliver belønnet. Dermed bliver det desværre også den slags kommunikation, vi vænner os til.

I Virkelig Fiktion værdsætter vi omvendt fordybelse, langsommelighed og ro. For det er det, refleksion kræver; det er det, nuancering og virkelighedens kompleksitet kræver. Altså det diametralt modsatte end det, de sociale mediers algoritmer belønner.

Så hvorfor bruger vi i Virkelig Fiktion overhovedet de sociale medier?

Brænd lortet ned indefra

Overskriften er lige hidsig nok, men måske fik den dig til at læse videre …? Stof til eftertanke.

Vi er ikke interesseret i at ødelægge, men vi vil gerne ændre det, vi ikke finder hensigtsmæssigt. For eksempel måden, vi bruger sociale medier på, og måden, de sociale medier belønner eller ikke belønner indhold på. Det lyder sikkert både naivt og urealistisk. Ikke desto mindre føles det moralsk som et bedre ståsted end bare at lade stå til.

En stor del af kommunikationen på de sociale medier er overfladisk, plastisk, upålidelig, polariserende og desuden drevet af parametre, der hverken gør os klogere på os selv, på hinanden, på vores omverden eller øger vores velvære. Tværtimod. Hastighed, overflade og larm ser derimod ud til at gøre os utilpasse og   splittede.

Og skal vi bare acceptere det? Hvis det eksisterende har uhensigtsmæssige følgevirkninger, bør vi så ikke forholde os kritisk til det, selvom vi sikkert ikke kan ændre noget som helst? Det synes jeg. Derfor er Virkelig Fiktion inde på de sociale mediers bane; ikke for bare at spille med, men for at ændre spillet. For det er noget, der bekymrer os.

Forsimpling fører til konflikt

Én ting er, at algoritmerne påvirker den adfærd, vi har på de sociale medier. En anden ting er, at algoritmerne kan påvirke, hvordan vi opfører os uden for de sociale medier og måden, vi er på i verden generelt. For med den kommunikation, internettet og de sociale medier fremmer, bliver vi vænnet til at læse korte og simple tekster og omvendt vænnet fra at kunne læse længere og komplekse tekster. Vi kan simpelthen ikke holde koncentrationen i lang nok tid. Men verden er ikke simpel, og man kan ikke indfange nuancerne af komplekse problematikker med få ord!

De fleste – hvis ikke alle – konflikter mellem mennesker opstår, fordi vi ikke forstå hinanden. Fordi vi misforstår hinanden. Skal vi forstå hinanden må vi kommunikere, men hvis alting skal gå hurtigt, og vores ytringer skal være både korte og simple, så kan vi som afsendere vanskeligt udfolde og få alle nuancerne med af vores oplevelser og perspektiver, og som modtagere får vi dermed dårligere forudsætninger for at forstå afsenderens ytring i dens fuldkommenhed.

På den måde giver de reguleringer, vi oplever på de sociale medier i form af tilpasning til længde og indhold, os dårlige forudsætninger for at kunne forstå hinanden og vores omgivelser.

”Det er der jo ingen, der læser”

Jeg kan godt forstå, hvorfor vi ikke bliver anbefalet at skrive lange tekster på website og sociale medier. Jeg bryder mig heller ikke om at læse lange tekster i en lille skriftstørrelse på en skærm. Men for nuværende virker det som et nødvendigt onde. I hvert fald indtil mediernes algoritmer og formater ændrer sig.

Personligt har jeg i hvert fald ikke lyst til at lade stå til og acceptere, at vi mennesker ikke længere kan læse en tekst, der måske svarer til tre sider i en bog, i ét stræk. Den slags har vi aflært os selv på grund af en romantisering af det digitale. Men ligesom vi har aflært os det, kan vi også tillære det igen, dvs. lære os selv at kunne koncentrere os i længere tid ad gangen. Og det bør vi forsøge. For kun på den vis har vi en chance for at sætte os ind i verdens kompleksiteter og hinandens perspektiver. For det kræver mere end 120 ord.

I Virkelig Fiktion har vi derfor ikke tænkt os at stoppe med at skrive lange tekster med lange – og til tider – snørklede sætningskonstruktioner og komplekse ord. For vi vil skabe alternativer, der ansporer til fordybelse og refleksion frem for fart og overflade.

For nuværende betyder det dog – og det er jeg stolt over – at vi har verdens vel nok dårligste SoMe-strategi!

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer