Hvor meget af det, du oplever, er virkeligt?

Ansigterne af Tove Ditlevsen

Hvordan er det at høre stemmer? Og hvordan er det at få vide af mennesker omkring dig, at det, du hører, ikke har rod i virkeligheden, men blot noget du bilder dig ind? Det giver Tove Ditlevsens roman Ansigterne (1968) indblik i. I romanen beskrives psykosens væsen indefra. Det er urovækkende, men også både indsigtsfuldt og tankevækkende!

I Ansigterne kommer Tove Ditlevsens egne erfaringer med psykoser og indlæggelse på et psykiatrisk hospital til udtryk. Gennem hovedpersonen – forfatteren Lise Mundus – bliver oplevelsen af ikke at have kontrol over sine egne tanker og sanser beskrevet indlevende og intenst.

For Lise er paranoid, hører stemmer og føler angst. Det bliver så slemt, at hun forsøger at begå selvmord. Det mislykkes, og hun bliver efterfølgende indlagt på et psykiatrisk hospital.

Hvor meget af det, du oplever, er virkeligt?

Selvmordsforsøget finder sted, efter at Lise overhører sin mand Gert og husholdersken Gitte konspirere om, at Gitte skal overtage Lises plads i hjemmet. Gert er en notorisk ægteskabsbedrager, som ”bedrog hende (Lise, red.) med stor energi, idet han omhyggeligt holdt hende underrettet om sine erobringer”.

Lise overhører konspirationen ”gennem vandrøret”, men hvorvidt samtalen faktisk finder sted, eller det er Lises angst, der giver hende hallucinationer, er uvist på dette tidspunkt i romanen. Uanset hvad er ulykken, der rammer hende, og angsten over, hvad hendes nærmeste kan finde på, virkelig. Og i en ulyksalig stund sluger Lise en stor mængde sovepiller. Hun ringer dog selv til en læge kort efter – for nok er Lise ulykkelig, men hun vil egentlig ikke dø.

Da hun vågner, er det på et psykiatrisk hospital, hvor patienterne vandrer hvileløst op og ned ad hospitalsgangene, og hvor Gerts og Gittes stemmer stadig runger og hvisker fra puder, vandrør og fra gulvet. De fortæller Lise, hvor grim og uduelig hun er. At de vil af med hende.

Det, Lise oplever, kaldes for tredjepersonshallucinationer. Det vil sige, at stemmerne omkring hende taler om hende, ikke blot med hinanden. Desuden er hallucinationerne både auditive og visuelle. Det visuelle giver sig udtryk i, at ansigterne på personalet, der plejer Lise, skifter. Fx her, hvor Gittes ansigt pludselig sidder på en af afdelingens sygeplejerske:

”’Jeg hedder ikke Gitte. Hvor mange gange skal jeg sige det?’ Hun gik ud og lukkede døren bag sig, og lidt efter lød hendes forpustede stemme fra rørene. […] Stemmen havde ikke lydt, da Gitte stod ved siden af hende, for hun kunne ikke være to steder på samme tid. Da hun var bag gulvristen, var stemmen kommet ud af hende der. Altså, tænkte Lise, var hun ikke sindssyg. Hun havde tværtimod aldrig følt sin hjerne arbejde så klart og logisk som nu. Der måtte være lange gange bag rørene, som man kom ind i udefra. Og der måtte være huller, hvorigennem de kunne se hende. Nu snakkede de og lo i munden på hinanden, og hun gjorde sig umage for ikke at gøre, hvad de sagde.” (s. 76)

Bogens handling foregår overvejende på den psykiatriske afdeling; med beskrivelser af Lises tanker og oplevelser, og det på en måde, så selv vi læsere kan blive i tvivl om, hvad der er Lises subjektive oplevelser, og hvad der er den objektive virkelighed. Hvem der vil hende det godt, og hvem der vil hende det ondt.

Denne tvivl lyser op som en væsentlig pointe!

Alternative virkeligheder

Tove Ditlevsens skildring af Lises tilstand og hallucinationer ansporer til refleksion over vores bevidsthed. I Ansigterne får vi et uhyggeligt, men også indsigtsfuldt og perspektivrigt indblik i, hvordan det er muligt at sanse og fortolke verden på forskellige måder. At have alternative virkeligheder. Vi kan måske godt sige, at noget virker indbildt, fx når en person påstår at høre stemmer. Men for den pågældende person er stemmerne ikke indbildning – de er der. Lise hører virkelig stemmer i radiatorrørene, i væggene og i badeværelsets rist:

”Men hvis hun røbede sin kulde og egoisme og fortalte ham, hvad der var sket i badeværelsets torturrist, ville det ikke have nogen virkelighed for ham, sådan som det i al evighed ville have det for hende.” (s. 160)

Ansigterne er en alvorlig roman om et komplekst emne. For hver gang psykiske lidelser behandles kunstnerisk, risikerer man at tegne et negativt og måske stigmatiserende billede af psykisk lidende – som vanvittige, gale, utilregnelige og måske endda farlige.

Men det synes jeg ikke, at Tove Ditlevsen gør i Ansigterne. Min oplevelse er derimod, at hun formår at skildre ubehaget ved at hallucinere, have vrangforestillinger og opleve angst på en måde, der gør, at man bedre forstår, hvor vanskeligt det kan være at leve med. Fordi det jo for nogen er virkeligheden at opleve den slags. For dem er det bare os andre, der ikke kan se eller høre det. Derved giver bogen os mulighed for at overveje, hvor rædsomt det må være, når menneskene omkring én bare affejer det, man oplever som virkeligt.

Det er som nævnt indsigtsfuldt og perspektivrigt – for med den forståelse kan vi andre måske blive bedre til at forstå de mennesker, der oplever virkeligheden anderledes, og tale med dem om det på et mere oplyst grundlag.

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst Tove Ditlevsens Ansigterne, eller har du ligefrem en personlig fortælling om en indlæggelse eller psykisk lidelse? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer