”Kroppen kæmper, nat og dag”

Granit af Julia Butschkow

Hvad foretrækker du at læse – romaner eller noveller? Hver genre kan sit. Romanen har fx længden til at give dybe indblik i karakterer samt udfolde komplekse handlingstråde og begivenheder. Noveller derimod interesserer sig – med litteraten Thomas Bredsdorffs ord – mere for, hvordan én eller enkelte karakterer reagerer på en begivenhed end for selve begivenheden. Den beskrivelse passer udmærket på novellerne i Julia Butschkows novellesamling Granit (2018). De i alt 15 noveller handler om forskellige mennesker, men synes alligevel at have en tematisk fællesnævner: Hvordan forhold i personernes liv har efterladt dem med en følelse af at stå alene i eller ligefrem uden for verden.

Først en tilståelse: Jeg har altid haft svært ved at læse noveller. Måske fordi jeg altid fornemmer, forventer eller mistænker, at det kortere format betyder, at forfatteren har fortættet hver en sætning med information, så man, som læser, skal være på dupperne for at opfange alt det, der skal til, for at forstå novellen. Ofte synes jeg endda, at noveller slutter, lige når jeg er kommet ind i dem, og så sidder jeg tilbage med en følelse af, at jeg slet ikke har forstået noget. Men jeg øver mig.

Senest med Julia Butschkows novellesamling Granit.

Et stenbrud af stemmer og temaer

Bogens omslag er hårdt og granitfarvet som bjergarten selv, men selv sten kan brydes. Således også Granit, der kan brydes op i 15 selvstændige noveller.

Vi hører om overgreb og tabuer. Selvmord og sygdom. Utroskab og ægteskab. Temaerne er mange – flere end de her nævnte, og de introduceres af forskellige fortællere, der beretter med varierende stemmer. Hvor romaner ofte har én fortæller, er det væsensforskelligt at læse en novellesamling, hvor fortællerstemmen kan skifte fra novelle til novelle. I Granit skiftes der mellem jeg- og tredjepersonsfortællere, mellem mandlige og kvindelige fortællere, mellem fortællere og protagonister, der spænder vidt i alder og står i vidt forskellige situationer.

Faktisk opleves fortællerskiftene ligefrem på sætningskonstruktionerne, ordvalget, tempoet. Det skaber variation, men kan også udfordre læsningen. Fordi man som læser skal lære en ny stemme og stil at kende, hver gang man påbegynder en ny novelle.

Skiftene til trods kendetegnes sproget på tværs af novellerne af Julia Butschkows altid lette og flydende sprog, der elegant formår at væve det hverdagslige og nære sammen med det globale og fjerne. Se blot eksemplet længere nede i denne tekst.

I Granit introduceres vi til mange forskellige menneskers liv, og på overfladen synes de måske ikke at have alverden til fælles. Men under overfladen er der alligevel ligheder. De fleste af dem deler en ensomhed. Som om de står lidt uden for verden.

Uden for verden

Sådan fremstod det i hvert fald for mig i min læsning af novellerne i Granit. At de fleste af dem handler om mennesker, der på den ene eller anden måde føler sig ikke bare alene, men ensomme. Ude af fællesskabet. Hvad enten fællesskabet er den nære familie eller samfundet. Hvorfor karaktererne har den oplevelse, varierer. Det kan være på grund af misbrug, overgreb, sorg, traumer, svigt, sygdom:

”Kroppen kæmper, nat og dag, for at tilintetgøre bakterier og vira, og kampen kan både vindes og tabes. Hvis feberen stiger, og min krop lider nederlag, vil jeg aldrig kunne åbne øjnene igen og se ud i den ydre verden. For evigt vil jeg hvirvle rundt og blive transformeret, opløst, splittet i atomer (…) Dagene går og flyder forbi, feberen begynder at falde, jeg vender gradvist tilbage. Oplever igen mig selv som en krop i en seng i et rum i en omgivende verden med helt konkrete kontinenter og lande og byer som Aarhus, Argentina og Afrika.” (s. 175, 176-177)

I novellen, som dette uddrag er fra, er fortælleren gift, men hun er alene med sin sygdom. Så selv når der er mennesker omkring karaktererne, er det ensomheden, der fylder. Mere end de omstændigheder og begivenheder, der har medført karakterens ensomhed.

På den måde kan novellerne ofte, ses som udtryk for det, litteraten Thomas Bredsdorff har beskrevet, kendetegner mange noveller: en interesse for én eller enkelte karakterers reaktion på en begivenhed fremfor en interesse for selve begivenheden.

Korte fortællinger, komplekse følelser

Novellesamlingen består nok af korte fortællinger, men altså om komplekse følelser og temaer. Dermed er Julia Butschkows Granit heller ikke en bog, man nemt lægger fra sig. Fortællingerne og deres stemninger bliver siddende længe i én.

Der er altså varierende og store oplevelser at hente i de korte fortællinger om forskellige menneskers perspektiver på tilværelsen. Og er det ikke det, litteraturen – uanset novelle eller roman – gør bedre end de fleste andre formater? Giver os perspektiver på, hvordan det opleves at være menneske?

Novellesamlingen Granit giver os bare ikke ét perspektiv. Den giver os 15.

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst Julia Butschkows Granit eller andre noveller eller ligefrem novellesamlinger, så vil vi meget gerne høre om din oplevelse af formatet. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer