Fiktion udvider vores forestillingshorisont for, hvor meget der faktisk er muligt!

af Mathias Emil Stenrøs

Kender du følelsen af, at visse forhold i tilværelsen med fordel kunne forandres? Har du nogensinde foreslået forandringer af de forhold, men blot fået at vide, at du bør affinde dig med dem – for sådan er omstændighederne nu engang? Hvis du har, kan du med fordel læse fiktion og opfordre dem, der mener, at du må affinde dig med situationen, til at gøre det samme. For fiktion udvider vores forestillingshorisont for, hvor meget der faktisk er muligt!

Fiktion stimulerer vores evne til at forestille os, at virkeligheden kunne være anderledes, end den er. Og det har vi brug for – i stadigt mere presserende grad.

Det lykkelige lands ulykke

Danmark rangerer altid højt på diverse lykkeranglister. Ifølge FN’s World Happiness Report 2020 var Danmark sidste år det næstmest lykkelige land i verden. Paradoksalt nok bliver stadig flere af os dog syge i sindet. Fx er hyppigheden af depression øget i de seneste årtier – især de lettere og moderate depressioner.

Dette paradoks skriver litteraten Mikkel Krause Frantzen om i sin yderst interessante bog En fremtid uden fremtid. Her beskriver han, hvordan den depressive følelse ofte ledsages af en oplevelse af, at fremtiden er svær at forestille sig. Og at den følelse kan skyldes mange ting.

Det kan være, at vi har svært ved at forestille os fremtiden, fordi vi ser jorden gå i stykker for øjnene af os som følge af, at vi har dyrket en mere-vil-have-mere-kultur, der har fået os til at drive rovdrift på naturen. Uvisheden og følgelig den depressive følelse kan også skyldes, at vi vanskeligt kan se os selv eller være i den kultur, der præger samfundet. Bl.a. fordi vi ikke kan leve op til kulturens idealer.

Vi får fortalt, at vores frihed til at skabe vores eget liv er større end nogensinde. Men det er ikke sådan, det føles. For der hersker en præstations- og konkurrencekultur, der påbyder os at gøre dit og dat – ikke fordi vi har lyst, men fordi vi kan og derfor skal.

Præstationskulturens pres

Vi har altid fået at vide, at vi i dag er heldige, fordi vi i modsætning til tidligere tider har et hav af muligheder at vælge imellem. For eksempel når vi skal vælge uddannelse og levevej. Men det er en sandhed med modifikationer. For jo, det er da rigtigt, at vi kan vælge forholdsvist frit mellem uddannelser (hvis vi altså har karaktergennemsnittet til det), men vores valg skal samtidig passe sammen med og gerne gøre nytte i en langt større kontekst – og det er den kontekst, der måske ikke er så frisættende, som vi får fortalt.

For det er enormt vanskeligt ikke at blive opslugt af en kultur. Selvom vi ikke selv bryder os om kulturens idealer, er det dem, omverdenen måler os på. I samtidens præstationskultur vurderes vi på vores præstationer under uddannelse, på vores job og i privatlivet. Det vigtige er, at vi konstant præsterer optimalt, bliver til noget, er noget, og det ultimative mål er lykke.

Samtidig orienterer samfundet sig i overvejende grad mod en neoliberal ideologi. Det betyder, at det er vores ansvar at blive det, vi vil være. Det er individets frihed. Men! Det betyder også, at det er vores eget ansvar, hvis det ikke lykkes for os. Hvis vi ikke opnår den succes og lykke, som samfundet giver os forudsætninger for, så har vi kun os selv at bebrejde. Så er det vores skyld, hvis vi er ikke oplever den succes, vi kunne, eller føler os lykkelige, og med fortællingen om, at det burde vi være, så er det ikke underligt, hvis vi føler os utilstrækkelige! Utilstrækkelige over ikke at kunne udnytte de fremragende muligheder samfundet byder os, og så følger skammen – skammen over ikke at være god nok.

Når vi begynder at skamme os, bliver vi kede af det, måske depressive. Desværre kan vi jf. Mikkel Krause Frantzens bog vanskeligt se en vej ud af situationen. Det lyder som en farlig cocktail, der ved indtag kan gøre os endnu mere syge. I hvert fald tyder det stigende antal depressioner på, at der er noget galt med den nuværende kultur.

Det bekymrer mig. Men når jeg giver udtryk for dette, får jeg at vide, at ”sådan er omstændighederne, samfundet, nu engang. Det må du bare acceptere!”

Men er det virkelig rigtigt? Er der virkelig ikke andre muligheder?

Jo, det er der. Men det har vi glemt. Først og fremmest har vi derfor brug for troen på, at der findes alternativer til vores virkelighed, andre muligheder at gøre tingene på. Den tro – eller ”mulighedssans” – kan fiktionskunsten stimulere.

Mulighedssansen

Den østrigske forfatter Robert Musil skriver i Manden uden egenskaber om et begreb, han kalder ”mulighedssansen”. Herom skriver han:

”Den, der besidder en sådan (mulighedssans, red.), siger for eksempel ikke: Her er sket, vil ske, må ske dette eller hint; han opfinder derimod: Her kunne, burde eller måtte ske; og når man forklarer ham, at noget er som det er, tænker han: Nå ja, det kunne sandsynligvis også være anderledes. Mulighedssansen kunne altså ligefrem defineres som evnen til at tænke alt det, der lige så godt kunne være, og til ikke at betragte det, der er, som vigtigere end det, der ikke er.”

Mulighedssansen er altså en evne til se, at det kunne have været anderledes – en evne, som ifølge Musil ofte tilskrives idealister og drømmere.

Det er synd. For er mulighedssansen ikke det, der gør os mennesker særegne, det, der adskiller os fra andre dyr? At vi kan forestille os noget, som ikke umiddelbart er foran os. Det være sig et andet menneskes oplevelse eller perspektiv, eller alternative måder at gøre tingene på, et anderledes samfund. En anden fremtid. En fremtid.

Men mulighedssansen er svækket, strukturerne fastfrosset. Fiktionskunsten kan dog hjælpe med at tø strukturerne op og stimulere vores mulighedssans ved at vise os alternative perspektiver.

Fiktion er ikke fake!

Hver gang jeg fremsiger dette argument, frygter jeg, at det umiddelbare modargument vil henvise til alternative virkeligheder i form af de mange konspirationsteorier og opråb om ”fake news”, der i disse år hæmmer den offentlige debat. Men det er ikke den slags alternativer, jeg mener, at fiktionskunsten stimulerer, motiverer eller ansporer til.

Konspirationsteorier og ”fake news” er et forsøg på at nedbryde virkeligheden, og det er fiktion ikke. Tværtimod. Fiktion er heller ikke bare en flugt fra virkeligheden. Fiktion kan derimod være en vej til at stimulere vores mulighedssans og dermed udvikle vores virkelighed. Forbedre den.

For modsat førnævnte konspirationsteorier så forsøger fiktionskunsten ikke at give svar. Den stiller spørgsmål. Ved at opsøge det, der ikke er, sætter den spørgsmålstegn ved det, der er. Det, der måske er fastfrosset – og på den måde kan fiktionskunsten være med til at tø det fastfrosne op.

Fiktion udvider vores forestillingshorisont!

De mest umiddelbare eksempler på, hvordan fiktionskunsten kan vise os alternativer, er i form af spekulativ realisme eller science fiction. Genrer, der opstiller tankeeksperimenter for, hvordan vores samfund også kunne se ud. Men jeg vil påstå, at enhver fiktionsfortælling, hvad enten det er en film, et teaterstykke, en tv-serie eller en skønlitterær bog, stimulerer vores mulighedssans og dermed kan udvide vores forestillingshorisont – vores evne til at forestille os, hvad der faktisk er muligt!

For det er ikke kun fortællinger om utopiske eller dystopiske samfund, der viser os, hvordan det, der er, kunne være anderledes. Det gør selv de mest realistiske fortællinger om de mest hverdagslige forhold: verden set fra en anden vinkel; af et menneske med et andet køn, en anden alder, i en anden tid, eller fra et andet geografisk og/eller socialt område.

Fiktioner giver os mulighed for at entrere andres bevidstheder på måder, der ellers fysisk ikke er muligt. Selvfølgelig kan andre mennesker fortælle os om deres tanker og følelser, men vi kan aldrig komme helt ind i hovedet eller i hjertet på dem. Fysisk. Men det kan vi med fiktionen, og på den måde kan vi få udvidet vores blik for andre måder at leve på og anskue verden på, end dem vi selv har.

Særligt fremkalder læsning en særegen modus, hvor vi på én og samme tid kan være os selv i vores egen bevidsthed, samtidig med at vi tager del i en andens. I læsesituationen vekselvirker vi hele tiden mellem vores egen og en andens bevidsthed, og det kan udvide vores forestillingshorisont. Vi tager vores egne tanker med over i fiktionens verden, spejler os i den, bliver udfordret af den, og tager fiktionens forestillinger med os tilbage i vores verden og vores tanker om den. Fiktionsoplevelserne farver vores blik på vores egen virkelighed, omgivelser og omstændigheder.

Enhver fiktionsfortælling, der handler om noget eller nogen, der ikke er os selv eller beskriver vores hverdag, viser os på den måde, hvordan andet end vores oplevelser, vores følelser, vores perspektiver er muligt. Det vækker vores nysgerrighed, styrker vores kreativitet og åbner os op for muligheder, der kan få os til at udfordre det givne og træffe andre valg end dem, det givne påbyder os. Og det har vi brug for.

For hvis vi ikke kan se os selv i det, der umiddelbart er, hvis alt det synes uden muligheder, så kan vi ikke se en fremtid for os, og så bliver vi såvel som vores verden syg.

Som den amerikanske filosof Judith Butler skriver, så har vi brug for at tage det urealistiske dybt alvorligt – det er en etisk forpligtelse at tænke udover det, der behandles som ”the realistic limits of the possible”.

Vi har brug for muligheder. Vi har brug for at kunne forestille os. Forestille os, at der er andre muligheder for at opleve, føle, tænke. Leve.

Del dit synspunkt med os - i bunden af denne side, i en mail eller på vores sociale medier.

Er du interesseret i at læse mere om emnet, kan vi på det kraftigste anbefale Mikkel Krause Frantzen bog En fremtid uden fremtid.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer