”Jeg tænker på, hvor længe han vil leve. Om han bliver seksten eller firs.”

Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen

Fra 45 til 1. Sådan tæller kapitlerne ned i grønlandske Niviaq Korneliussens roman Blomsterdalen. Nedtællingen virker fra første kapitel faretruende, for tallet i de første mange kapitler efterfølges af en alder og en selvmordsmetode. ”Hængning”. ”Skud”. ”Hoppede ud fra femte sal”. På den måde henviser hvert kapitel til et selvmord. I Grønland. Og på den måde giver Blomsterdalen et indblik i en skræmmende kultur, som ret mange ikke gør ret meget ved. Ikke myndigheder, ikke privatpersoner. Men det ændrer sig forhåbentlig med denne vigtige bog.

Romanens hovedperson og jeg-fortæller forbliver navnløs, er nogle-og-tyve år gammel og fra Grønland. Og selvom hun i romanens indledning trænger til at komme væk fra Nuuk, og det derfor synes belejligt, at hun er kommet ind på universitetet i Aarhus, så føles det meste lidt forkert. For det er ikke blot forholdet til sin familie, der for hovedpersonen synes akavet. Det er forholdet til samfundet, verden.

Hun oplevede det første selvmord, da hun var tretten. Hendes bedste ven. Selvmordskulturen, der længe har lagt en tung dyne over Grønland, er allestedsnærværende i denne roman. Kapitelnedtællingen gør bestandigt opmærksom på den, den fortsætter bare uden fortrydelse. Ingen gør noget for at stoppe den. Nedtællingen.

Stilheden støjer stadigt mere

Udover kapitelinddelingen består Blomsterdalen af tre overordnede dele med titlerne: De, Du og Jeg. Disse dele er udtryk for romanens bevægelse i dens behandling af selvmordskulturen i Grønland. Fra det fjerne de, til det nære jeg.

Som nævnt i indledningen efterfølges kapitelnummeringen af en alder og en selvmordsmetode. Ikke mere. Det selvmord, der på den måde henvises til, spiller en rolle i det efterfølgende kapitel. Men i romanens begyndelse oftest kun perifært. Måske nævner en karakter i løbet af kapitlet, at en person er død. Endnu et selvmord. Men det konkrete selvmord fylder sjældent ret meget mere end det i de indledende kapitler.

For den afdøde er på afstand af fortælleren. Selv når fortælleren indimellem kender den afdøde, eller kender en, der kender vedkommende. Måden, der tales om den afdøde på, er uhyggelig. Selvmordet som dødsårsag er så almindelig i denne roman, i dette samfund. Så hverdagslig. Dette reagerer romanen dog på. På de pårørendes og generelt samfundets reaktion på endnu et selvmord. Fx skildres den sorg- og mindekultur, der hersker på de sociale medier:

”Jeg scroller på Facebook, mens jeg tvinger øllen ned. Jeg scroller videre uden at læse, når jeg ser grønlandske opslag. Jeg har ikke overskud til at læse de lange ord. Jeg stopper ved billeder, men ikke billeder af babyer, af flotte solnedgange i Nuuk og heller ikke ved selfies. Jeg støder ind i et gammelt billede af min folkeskolekammerat. Hendes mor har skrevet et langt opslag med en masse hjerter og har tagget hende. Jeg læser, at hun er død, men at moren er nødt til at acceptere det, da hun selv har fravalgt livet. Resten af opslaget handler om moren, om hvor svært hun har det. Jeg går ind på min klassekammerats profil og læser hendes sidste opslag. Det er par nætter siden. Hun spørger Facebook, om der er nogen, der har lyst til at komme på besøg. Der er et enkelt like. Forrige dage har hun postet et par knuste hjerter og grædende smileys. Der er et par hjerte-likes. Nu er hendes mors opslag fuldt med hundrede hjerter, kærlighed og sympati. En hel masse andre mennesker, som hun helt sikkert ikke har haft kontakt med i mange år, laver opslag om hende. De skriver, at de har det ad helvede til, at de altid vil huske hende, og at de vil respektere hendes valg. Det er, som om de konkurrerer med hinanden om, hvem der var bedstevenner med hende.” (s. 294-295)

Romanen er kritisk over for en kollektiv berøringsangst. Kritisk over for, hvordan selvmordene bare bliver ved med at ske, mens ingen rigtigt vil tale om, hvorfor det kom til, at afdøde ikke så andre muligheder end at begå mord på sig selv. Familie, venner og bekendte agerer ikke for at hindre selvmordet; de reagerer først, når det er for sent. Med søde, sørgmodige og måske endda angrende beskeder på Facebook.

Som fortællerens kæreste Maliina udbryder i afmagt på et tidspunkt, da hun fornemmer, at hendes egen familie forsøger at tie hendes kusines selvmord ind i glemslen: ”’Jeg kender så mange, der har begået selvmord, som vi aldrig nogensinde snakker om igen, og det er det, der er ved at ske med Guuju’, siger hun, ’de prøver at glemme hende’.” (s. 153)

I Blomsterdalen støjer stilheden stadigt mere.

Et handlingslammet samfund, en altødelæggende kultur

Samtidig fremstiller romanen myndighedernes ufuldkomne håndtering af selvmordskulturen. Vi hører om telefonlinjen ”Selvmordslinjen”, der først åbner om aftenen, og som man vanskeligt kan komme igennem til, fordi der kun sidder én ad gangen og modtager opkald (s. 27, 198). Vi hører om medarbejdere på hospitalet, der ikke ved, hvad de har af muligheder for at hjælpe selvmordstruede unge (s. 77). Og vi hører om lægen, der føler afmagt over situationen og nærmest allerede har givet op (s. 188).

Det er skræmmende at læse om en kultur, hvor selvmord er så udbredt og almindelig en del af hverdagen, at samfundet er handlingslammet, og apatien har sat ind. Samtidig vokser en knude i maven på læseren i takt med, at vi lærer jeg-fortælleren bedre at kende. Romanen er fuld af urovækkende foregribelse, og vi kan ikke andet end håbe, at nogen træder til og hjælper hende, inden også det er for sent. Inden kapiteltallet når 0.

Nedtællingen bliver bare ved

For at stoppe nedtællingen, kan vi have lyst til at standse vores læsning, bare lægge bogen fra os. Men nedtællingen er ikke bare i gang, mens vi læser. Den er færdigskrevet. Det er bogen med det smukke omslag et insisterende bevis på. Derfor bør vi ikke bare læse videre, vi skal. For alt for længe har alt for mange lukket øjnene for selvmordskulturen. Ligesom vi kan lukke en bog i. Men det forsvinder den ikke af, hverken kulturen eller bogen. Kulturen skal ikke ties ihjel. Det kan den ikke.

Med Blomsterdalen har Niviaq Korneliussen i hvert fald gjort meget for at få startet samtalen om dette tabuiserede emne, som er indhyllet i en destruktiv berøringsangst. Opfordringen herfra lyder: Læs bogen. Tal om den.

Kender du nogen med selvmordstanker, eller har du dem selv?

Så kan du ringe til Livslinien, som tilbyder anonym telefonrådgivning på 70 201 201.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer