”Lægen er ligeglad med virkeligheden”

HJÆLP af Jacob Skyggebjerg

Råber man ”hjælp”, kalder man på nogen. Man håber på at blive lyttet til. Hørt. HJÆLP af Jacob Skyggebjerg er ikke bare et udråb. Romanen er et opråb. Et opråb om at blive lyttet til!

På en bytur kommer fortæller-jeget Jacob i klammeri med først nogle dørmænd, siden et par politibetjente. Det skal vise sig at blive begyndelsen på et langt og eksistenskvælende behandlingsforløb. I forsøget på at slippe for at komme i fængsel spiller Jacob psykisk syg – så overbevisende, at han får en behandlingsdom på fem år frem for at komme i fængsel. Derfor følger en årrække med konstante indlæggelser og udskrivelser, forskellige psykiatriske afdelinger og behandlere samt utallige samtaler og misforståelser.

Fem år i et system, som Jacob oplever ikke interesserer sig for hans side af historien. Fem år, hvor meget få mennesker lytter til ham.

En forsvarstale, et vidnesbyrd

I forordet til HJÆLP skriver Skyggebjerg, at bogen er en ”forsvarstale”, et ”vidnesbyrd”, og at ”Alt, hvad der skildres, er sandt, men kronologien er omgjort lidt for at kunne forme hele forløbet som et indtageligt værk”.

Værd at bemærke er derfor, at bogen på sit omslag er genrebestemt som ”roman” – en fiktionskode, der tillader iscenesættelse og dermed også et ikke-referentielt forhold til virkeligheden.

Men uanset hvad der i HJÆLP er virkeligt, så er romanen en væsentlig fortælling om, hvor vigtigt det er, at vi lytter til hinanden. For ellers er det ikke mærkeligt, hvorfor en patient i det 21. århundrede kan spejle sin egen fortælling i fortællinger af psykiatriske patienter i det 18. århundrede.

Skræmmende, men slående slægtskaber

HJÆLP er opdelt i en række kapitler, der alle indledes med et citat fra en anden roman. Enten fra Helga Johansens Hinsides (1900) eller fra Amalie Skrams Professor Hieronimus og På Sct. Jørgen (1895). Og har man læst disse romaner, så synes det tydeligt, hvorfor det netop er disse, Skyggebjerg henviser til.

Der er nemlig et klart slægtskab mellem HJÆLP og de over 120 år gamle værker. Skrams og Johansens romaner kritiserer begge det daværende behandlingssystems uvilje mod at lytte til dets patienter: For dengang satte man spørgsmålstegn ved, hvorfor veluddannede læger skulle lytte til ”syg” tale? At det i virkeligheden nok var en udmærket idé at lytte, blev først for alvor anerkendt med psykoanalysens udbredelse, da dens ophavsmand, Sigmund Freud, foreslog en behandlingstilgang baseret på samtale med patienten.

Både Skrams og Johansens romaner skildrer følgelig, at alt, hvad de sagde og gjorde under deres indlæggelser, enten blev ignoreret eller forstået i en kontekst af ”galskab”. Fx når de forsøgte at forklare sig, nuancere deres sag og deres oplevelser.

Noget tilsvarende oplever Skyggebjergs fortæller-jeg. Hver gang han forsøger at forklare sig, bliver det tolket i hans kontekst som patient. Behandlerne sår således tvivl om hans perspektiver; de anskuer dem ligefrem som vrangforestillinger:

”Lægen er ligeglad med virkeligheden, kun den af fodsoldater bearbejdede virkelighed, der står at læse i journalen, interesserer den sig for. (…) Intet kan overbevise en læge om noget. Det er regel nummer et, at lægen ikke må lytte til, hvad man siger, man skal erkende sin sygdom, kun ting, man siger i erkendelse af sygdommen, vil blive hørt. Man skal spørge, hvordan de kan hjælpe en. Man skal komme med forslag til, hvordan de kan hjælpe en, og det må ikke være noget med at lade en være i fred. At lade en leve ens vidunderlige liv. For ens liv er ikke vidunderligt. Det er det, der står i papirerne.”

Resultatet er, at fortællerjegets frustration og desperation øges, og at hans person i behandlingssystemet sygner hen.

Fra ’jeg’ til ’man’

Sprogligt bliver denne sygnen hen ekspliciteret ved, at fortælleren bruger det personlige pronomen ’man’ om sig selv, når han skriver om indlæggelserne på psykiatriske afdelinger:

”Man bider i dynen og hiver, man bider hul i betrækket. Sådan har man aldrig haft det før. Det er rent ud psykotisk, og det er systemet, lægen, der har bragt en i den forfatning. Systemet har selv skabt en sygdom, systemet har fået at vide, at det skal hjælpe, så har det selv skabt et problem, det kan hjælpe med.”

Udenfor behandlingsstederne har jeget gang i alt muligt: Han bliver optaget på journaliststudiet, han bliver udvalgt til at deltage i Danish Open i Stand-up, laver musik og begynder at optræde med disse ting samt får udgivet debutromanen Vor tids helt.

Hverdagen under indlæggelserne er derimod væsensforskellig. Her går dagene overvejende med at ryge smøger og se tv. I dette miljøs trummerum forandrer fortællerjeget sig. Fra et ’jeg’ til et ’man’. Systemet fratager ham hans personlighed, skriver hans historie i journalerne.

Det er HJÆLP en reaktion på.

Retten til at fortælle sin egen historie

Med sin roman genskaber Skyggebjerg den person, der under indlæggelserne forsvinder. Det jeg, der bliver til ’man’ i romanen, bliver atter et ’jeg’ i form af HJÆLP. For hvor han – mens behandlingsdommen afvikles – ikke tildeles tiden til at forklare sig, så påkræver han sig med HJÆLP retten og tager sig tiden til også at fortælle sin oplevelse af et forløb, der hidtil kun er blevet fortalt fra systemets perspektiv.

Virkeligheden er kompleks, og netop derfor er det så vigtigt ikke at forsøge at gøre den sort/hvid. Med HJÆLP står særligt én pointe tilbage og stråler i romanens skrigende omslag: Hvor er det bare vigtigt, at vi lytter til hinanden – og du kan begynde med at lytte ved at læse!

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst Jacob Skyggebjergs HJÆLP, eller har du ligefrem en personlig fortælling, der minder om? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer