”Hør her, samfundet er et parallelsamfund. Det her er den rigtige verden for mig. For os.”

Nostalgi af Mikkel Guldager

Skrivelysten og dermed fortællelysten er tårnhøj i Danmark, men ikke alle har forudsætninger til at fortælle deres historier og om deres oplevelser i verden. I romanen Nostalgi giver forfatter Mikkel Guldager ordet til den hjemløse Leon, som hverken kan skrive eller læse ret godt selv. Men det betyder ikke, at Leon ikke eksisterer. Nostalgi fortæller historien om en virkelig person og vedkommendes kamp med det danske velfærdssystem. Leon føler sig svigtet af systemet, men insisterer på sin ret til det liv, han nu engang kan få. Med fortællingen nuancerer romanen et menneske, vi alle ved findes, men hvis stemme, vi sjældent hører eller lytter til. Og det giver stof til eftertanke!

Nostalgi er en autofiktiv roman fortalt af fortællerjeget Mikkel, med kælenavnet Krølle. Det er dog ikke Mikkel, der er protagonist. Det er derimod den flamboyante og fandenivoldske Leon. Leon er en af ”slænget”, der holder til på et fiktivt torv på Amager tæt på Mikkels lejlighed – et sted, hvor dagene går med at drikke øl, høre musik og snakke så højt, at de fleste rundt om pladsen har et forhold til ”slænget”. Deriblandt Mikkel. Han er dog mere end det; Mikkel og Leon er venner og har lange samtaler, særligt om Leons liv.

Gennem samtalerne mellem Mikkel og Leon åbenbares Leons fortid: En hård opvækst, hvor han som barn blev placeret i plejefamilie, hvor faren gav ham tæsk, og moren endte som misbruger og i prostitution. Heller ikke skolen var et givende sted for Leon. På den måde begyndte et langt liv uden for, men i evig konflikt med et system, Leon ikke kan se sig som en del af:

”Hør her, samfundet er et parallelsamfund. Det her er den rigtige verden for mig. For os. For Slænget. Det her er min verden. Vi er mange, som ingen stemme har. Jeg kan ikke skrive eller læse ordentligt, mand. Jeg er arbejder. Ikke alt det kontorfis. Hvordan fanden skal jeg nogensinde få fortalt min historie. Ressourceforløb efter nedslidning og så meget arbejdsprøvning, at du kan tørre dig i røven resten af livet med deres arkiver på mig. Sindssyg. Nidkær. Hvad fanden er jeg? Verden farer forbi, mens alle vi subsistensløse bare sidder i rendestenen og fordærver langsomt til tonerne af kapitalismens velsmurte maskine.”

Romanen igennem kommer Leon med opsange som ovenstående. For Leon føler sig både skabt og svigtet af systemet: Det var systemet, der placerede ham i en dysfunktionel plejefamilie, og det er selvsamme system, han siden har skulle have lid til kan rehabilitere ham i samfundet. Men tilliden og tiltroen er væk. Efterhånden længes Leon bare væk fra det hele; tilbage til det eneste harmoniske hjem, han har oplevet: hos mormoren på Møn.

Nostalgiske tilbageblik

Som det fremgår af uddraget ovenfor oplever Leon, at ”verden farer forbi”. Vi lever i et samfund, hvis forhippede fokus er på fremtiden, på udvikling og præstation. Det trives nogle i, andre kan ikke følge med.

Men førstnævnte dominerer; alt farer hele tiden fremad, så er du først forsinket eller sat af, bliver det svært at indhente det tabte. Det er det, Leon oplever, og for ham er det nostalgiske og bagudvendte blik – en længsel mod fortiden, mod andre værdier, et hjem – en måde at stå imod på, imod nutidens fremmedgørelse af mennesker som Leon, og imod den rodløshed, han følgelig lever med, mens samfundet buldrer videre.

Når litteraturen tilbyder social indsigt

Noget af det, romanformatet gør bedre end de fleste andre fortællende formater, er at give indsigt i andre liv end vores eget; i andre perspektiver på og oplevelser i verden, end dem vi selv har. Med sit lange format og fiktionens virkemidler kan romanen engagere os i sine beskrivelser, stemninger og perspektiver på måder, der er væsensforskellige fra andre fortælleformer.

I efterordet til Nostalgi skriver bogens forfatter, at Leon findes, og at han har givet sit samtykke til bogen, fordi han gerne ville fortælle sin historie. Formålet med bogen var at fortælle en virkelig historie om hjemløshed. Og det er lykkedes!

Med romanen kommer vi på 124 sider tæt på Leon; vi får indsigt i hans nutid såvel som fortid, og det er nødvendigt for at kunne forstå andre mennesker – den enkelte rummer langt mere end det, vi umiddelbart ser. Der er grunde til, at vi er, hvor vi er, at vi er, som vi er. Det synes at være én af romanens pointer; at vi må lytte til og se hinanden. Det er dermed en roman, der giver stof til eftertanke.

Personligt fik romanen mig til at tænke over ordet ”hjemløs”. Et ord, der kategoriserer en gruppe mennesker på baggrund af, hvad de ikke har, et hjem, hvilket adskiller dem fra majoriteten og dermed ”normalen”. Når jeg tænker over det på den måde, går det op for mig, hvor reducerende det faktisk er over for de mennesker, ordet dækker over.

Med Nostalgi har Mikkel Guldager begået en bog, der viser, hvor meget mere hjemløse er, end at de intet hjem har. Også de har en fortid, der kan nuancere deres nuværende situation. Også de har følelser og tanker, og også de ser og er i verden.

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst Mikkel Guldagers roman, eller har du ligefrem en personlig fortælling om svigt og/eller et liv på gaden? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer