Det Danmark du kender – eller burde kende

Det Danmark du kender af Peder Frederik Jensen

Danmark er et af de lande i verden, hvor den sociale ulighed er mindst. Det er ikke et ualmindeligt udsagn at høre. Det betyder dog ikke, at der i Danmark ikke er stor social ulighed blandt både befolkningsgrupper og geografiske områder, og netop det handler Peder Frederik Jensens samtidsroman Det Danmark du kender om. Romanen giver et gribende indblik i et område i udkanten af Danmark, der kæmper med at hænge sammen: De sociale udfordringer nedarves gennem generationer, pengene er få og folk flytter derfra ind til de større byer. Dér, i de større byer, udvandes fortællingen om de områder, der ligger tilbage; udfordringerne negligeres med udsagn som det, der indledte denne anbefaling. På den måde hører vi sjældent om den del af Danmark, Peder Frederik Jensen skriver om. Og i hvert fald ikke i form af en fortælling, som den forfatteren formår at formidle. Romanens land er ikke det Danmark, vi nødvendigvis kender. Men det kan vi komme til!

Det Danmark du kender er et portræt af Lolland som en repræsentant for det lidet flatterende udtryk ”udkantsdanmark”. Portrættet tegnes gennem fire karakterer, der er protagonist i hver sin del af romanen; og hvis historier fortælles, og hvis tilværelse udfoldes gennem denne.

Vi møder den unge Niels, hvis mor prostituerer sig for at forsørge ham og hans søskende. I den anden ende af samfundets sociale stige befinder Morten sig; den socialdemokratiske borgmester, der rækker ud efter en plads i Danmarks kommende regering og som sine kolleger tænker mere på genvalg end på at forbedre samfundet, samt Mortens elskerinde, Sigrid, der kunne tjene store penge i en konsulentstilling i byen, men har valgt at forsøge at få gang i det lollandske lokalsamfund med økologisk landbrug og gårdbutik. Det viser sig dog at være svært at få økonomisk opbakning til idéen– for kunderne er i storbyerne. Den sidste karakter, Frank, er en filosoferende lastbilchauffør, hvis skæbne vikles sammen med de tre øvrige karakters, da han bliver vidne til en voldsom trafikulykke: Beruset og i en stærkt emotionel tilstand brager Morten ved et uheld ind i Niels med sin bil!

Det Danmark vi bør kende

Romanens titel stammer fra det valggrundlag, Socialdemokratiet gik til valg på i 2015. Her skrev de: ”Det er godt at bo i Danmark, uanset om man bor på landet eller i byen. Danmark er ét helt land. Sådan skal det blive ved med at være”.

Det udsagn, den oplevelse, at Danmark uomtvisteligt er et helt land, hvor alle bor godt, er Det Danmark du kender en reaktion på, og romanen nuancerer udsagnet. Gennem de fire protagonister tegner romanen et portræt af et område af Danmark, der sjældent får taletid, og som vi andre sjældent tager os tid til at lytte til – hvorfor de fleste nok faktisk ikke kender ret meget til dette område. Men det kan vi komme til!

Fx gennem opsange som nedenstående, der gives af Morten til en ”ung liberal”:

”Du skulle tage at bede din samfundsfagslærer give dig noget for skolepengene, siger han. Du skulle tage at spørge hende om, hvad der sker, når man pisser en hel landsdel op og ned ad nakken gennem flere generationer. Du skulle tage at se det fra andres perspektiv end dit eget, dit fedtøre, for hvad tror du, der sker, når flertallet af de stærke, de gode skatteborgere, dem med initiativ, forsvinder ud af en kommune og herind til København og erstattes af alle de mennesker, der ikke er plads til på de bonede gulve? (…) Der, hvor du kommer fra, har folk penge, I er millionærer i mursten og nedarvede privilegier. Nede hos os kæmper vi med ubrudte generationer af folk, der er ude at skide, der er tunge alkoholikere og misbrugere på et niveau, der får din onkels Karnow-alkoholisme til at blegne. De her mennesker har flere diagnoser, end du har tænder i din mund. Vi forsøger at hjælpe, at skabe et ordentligt liv for de mange, der ryger til bunds herinde i jeres såkaldte vinderverden, men det er svært, det er udfordrende, fordi der er for mange, der tænker som dig.”

Se verden fra et andet perspektiv

Det Danmark du kender er skrevet i en let, men også levende og fandenivoldsk tone. Det betyder dog ikke, at den er spor let at læse. For indholdet er gravalvorligt, tungt. På grund af den frygtelige ulykke, der vikler de fire protagonisters skæbner sammen, men særligt på grund af romanens skildring af social ulighed.

Karaktererne er alle vokset op i samme område, og som følge af romanformatet er der god tid til at fortælle, hvorfor området har udfordringer – frem for blot nu at kunne konstatere, at der er udfordringer. Som læser knuger maven sig ofte sammen under læsningen af denne roman. Ikke på grund af nøjagtige statistikker, men på grund af menneskelige fortællinger, skæbner:

”Hvornår skal vi tale om, hvor lidt vi har, os, der ikke har noget. I er alle så rige og fulde af ord. Han havde indfaldne kinder. Langt hår i en hestehale. Lædervest over en blå skjorte. Jeg havde et arbejde, sagde han lavt, men så blev jeg syg. Jeg fik lidt fra A-kassen, men det kunne jeg jo ikke blive ved med, og nu står jeg og forsøger mig med pension. Jeg har været i et udredningsforløb gennem flere år, og da det endelig var overstået, og jeg troede, at mit liv ville falde på plads begyndte det hele forfra. En dag lå der bare en besked om, at jeg skulle i ressourceforløb igen. Hvorfor? Det var der ingen, der kunne svare på, men jeg var hverken mere eller mindre i stand til at arbejde af den grund, og jeg kunne bare se samfundet spilde sine penge på min syge krop, og jeg kunne se, at filosofien er, at man straffer dem, der ikke kan, men gerne vil arbejde, for at få styr på de få, der godt kan, men ikke vil. Han forsøger at komme på benene. Jeg har kræft i maven efter at have arbejdet med kemikalier hele min ungdom. Det har bredt sig ud i bækkenet og ned i mine lår. Jeg har kræft og sukkersyge, og som I kan se, har jeg heller ingen tænder i min mund. Så jeg spørger: Er der nogen af alle jer fine folk, der vil ansætte mig?”

Romanen nagler sig fast og gør indtryk

Selvom denne fortælling står i en roman, og vi derfor kan antage, at den er opdigtet, så findes der mennesker – i dette land – for hvem ovenstående vil vække genkendelse. For dem forsvinder fortællingen ikke, når de lukker bogen, og det gjorde den heller ikke for mig. Det gør nyhedsindslagene om selvsamme ofte, men ikke bøgerne. De bliver i mig. Fordi romaner har et langt format og virkemidler, herunder et kunstnerisk-æstetisk sprog og fortællemuligheder, der gør, at romaner kan fortælle fuldstændigt anderledes – mere tålmodigt og emotionelt – end fx journalistikkens genrer kan.

Vi tilbringer timer, dage, uger med romanerne. Ikke blot et par minutter under en halv times tv-udsendelse, som kort skal opsummere de væsentligste nyheder fra hele verden. Derfor fremstår karaktererne lige så lyslevende, hele og komplekse som virkelighedens mennesker. På den måde bliver de svære at ignorere, svære at glemme, og på den måde kan romaner få skæbner og områder, der ofte bliver glemt, til at lyse op. Det er det, Det Danmark du kender gør.

Og selvom lyset insisterende skærer i øjnene, kan vi ikke tillade os at lukke dem.

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst Peder Frederik Jensens roman, eller har du ligefrem en personlig fortælling, der minder om noget i romanen? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer