En fortælling om social kontrol, psykisk vold, religiøs fanatisme og menneskets behov for at høre til

Grundvold af Rachel Röst

”Iltfattigt. Det var det helt rigtige ord. Så rigtigt, at jeg, næste gang nogen spurgte, hvorfor jeg ikke boede hjemme, kunne sige: ’Jeg er vokset op i et meget iltfattigt hjem,’ og det ville næsten være nok.” Sådan beskriver protagonisten Rebecca sin opvækst i en mormonsk familie i Rachel Rösts debutroman Grundvold. Romanen er en fortælling om social kontrol, psykisk vold, religiøs fanatisme og menneskets behov for at høre til. Med indsigt og oplevelser fra sin egen opvækst i en mormonsk familie bringer Rachel Röst os tæt på et socialt miljø og en karakter, som virkelighedens offentlighed sjældent hører om og fra. Med et sanseligt sprog indfanger hun sin læser og indhyller vedkommende i sin verden, og på den måde bliver romanen socialt set både vigtig og vedkommende, og litterært set både bevægende og bemærkelsesværdig.

Rebecca vokser op i Urbanplanen på Amager med sin far, mor og to yngre søstre. Hendes far og mor er mormoner, dvs. medlemmer af trossamfundet Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Kirken tror på Dommedag, og derfor pålægger den sine medlemmer at samle forråd bestående af økonomiske midler og langtidsholdbar mad, så de er klar til ”den yderste dag”.

Rebeccas opvækst under den tro indebærer altomfattende social kontrol og psykisk vold. Mens moren er en mærkeligt passiv, hjemmegående og evigt sygdomsliggende skikkelse, er faren hjemmets patriark, som forkynder og behandler sin familie i henhold til sin ekstremistiske læsning af det mormonske evangelium. Tyrannisk påbyder og overvåger faren alt, lige fra hvad familien spiser, hvilket tøj de går i, hvor meget toiletpapir de anvender, til Rebeccas sexliv, da hun bliver teenager. Det er faren, der sidder på husstandens penge, og det betyder for eksempel, at de oftest må gå til kirken eller til hans arbejde dér, og at børnene bliver sendt i skole i laset tøj. I skolen bliver børnene derfor holdt uden for eller ligefrem mobbet.

Men hvad gør det, når man i hjemmet har sin ”grundvold”, som kirkens profet prædiker: At hjemmet er ’Grunden til Guds rige, til retfærdighed, til udvikling …’? Men ikke engang i hjemmet kan Rebecca søge ly. For faren kigger klamt og mistænksomt på sin voksende datter, da hendes krop begynder at antage kvindelige former, og han strammer konstant sit kontrollerende greb om hjemmet og truer døtrene med rædslerne for, hvad der vil ske, hvis de ikke overholder kirkens påbud.

Men Rebecca er splittet. For hun higer efter det evige liv med sin familie, men udvikler også tanker, lyster og forestillinger, som udfordrer evangeliet, i takt med at omverdenen vokser, og tiltrækningskraften fra ungdomslivets fristelser tager til. Som følge heraf slæber hun hele tiden rundt på en tyngende byrde af skyld og skam, og snart er spørgsmålet ikke længere, om Rebecca kollapser under byrden, men hvornår hun gør det.

Skam, skyld og social kontrol

For Rebecca repræsenterer kirken på én og samme tid fællesskab og familie, men også alt det, der gør, at hun står uden for resten af samfundet. Hun er splittet, og denne spænding mellem de to virkeligheder, hun oplever, er romanens sydende sjæl, disharmoniske hjerte, tikkende bombe.

I det følgende citat fra romanen eksemplificeres dette ved, at skylden og skammen over ikke i tilstrækkelig grad at kunne efterleve kirkens mange forbud og påbud opløser Rebecca:

”Far vendte sig om i sin stol, og hans øjne var mørke og hårde. ’Hvad bestiller du hernede?’ spurgte han. ’Jeg har vel også ret til at være her.’ ’Ret til? Du har ret til nul og niks. Afslapning er til den, der har fortjent det. Arbejde først, så fornøjelse. Jeg forstår slet ikke, at du kan spankulere ind, som om det er et hotel, og du er på ferie og ikke behøver at løfte en finger. Op med dig.’ Jeg fortrak til værelset og smed mig på sengen. Min hals snørerede sig sammen. Jeg var intet værd, blot en viljeløs, slap sjæl, der end ikke kunne løse de mest simple opgaver for Gud og langtfra en særlig mission. Kun kampen med far fandtes, og jeg tabte igen og igen til hans spiddende ord og blikket, der pillede tøjet af mig. Jeg puttede mig ned under dynen og trak den op over hovedet. Det var ikke nok. Jeg ville hylle mig i tyve dyner for at skabe en mur mod far. Jeg følte, at min psyke snart ville briste. Medmindre jeg gjorde noget drastisk.”

Evangeliets påbud og farens stemme strømmer i Rebecca og forfølger hende gennem hele hendes opvækst og ungdom. Imens forsøger hun at finde sin egen plads i verden – med eller uden kirken. Hun er knyttet til den, den er alt det, hun kender til, men hun skammer sig også over den og over sin far, når hun møder omverdenen. Som årene går, får hun i stigende grad et kritisk blik på kirken, men det gør ikke forholdet til den og familien mindre komplekst.

Den konstante spænding er voldsom at læse om, men det er også et interessant og sjældent indblik i et ekstremt trosmiljø.

En stor sanselig og følelsesmæssig oplevelse

Som roman er Grundvold mindre interesseret i at formidle fakta om troen, som fx en dokumentar ville have været. Snarere formidler og fremkalder den følelsesmæssige og sanselige oplevelser af det at vokse op under den form for tro og under den sociale kontrol og psykiske vold, det indebærer. På den måde kryber romanen ikke bare ind under huden på én, men giver ondt i maven, som den gnaver sig længere ind og længere ind.

For netop følelserne og sanserne viser Rachel Röst en eminent evne til at formidle: Som læser hører man hver en lyd, Rebecca hører, føler hvert et skyldfuldt jag i sit indre, som hun smerteligt tager imod, og mærker den angst, hun beskriver, stige én til hovedet og stikke i hovedskallen. Men man mærker også det håb og den kraft, Rebecca finder i litteraturen, hvor hun kan flygte ind og lade sig opsluge og fortrylle.

Og er det ikke netop det, skønlitteraturen kan? I kraft af sine former og virkemidler kan den som god kunst skabe emotionelle forbindelser mellem mennesker, der aldrig har mødtes, som måske ikke engang findes, og gøre fremmede oplevelser og følelser både nærværende, betagende, vedkommende og ikke mest altomfattende.

Alt det – på godt og ondt – formår Rachel Röst at skildre i sin fremragende debutroman, Grundvold.

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst Rachel Rösts roman, eller har du ligefrem en personlig fortælling, der minder om noget i romanen? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer