Hvad ser du i dit spejl?

Mirror / Зеркало (1975)

Er vi mere end summen af vores hidtidige møder med verdenen omkring os? Med alle vores små og store momenter, der i tidens rasen har formet og støbt os, til dem vi er – og til dem vi vil blive. Vi finder utvivlsomt vores mest håndgribelige definition af selvet, når vi spejler det i tidens gang på denne delte jord, men i læ af vores sind er frøene til vores identitet om muligt sået endnu dybere. Her udfolder evigt foranderlige og udødelige verdener sig for kun os selv at udforske. I hvor høj grad finder vores individualisering sted i disse interne arenaer – i dialogerne med os selv? Mirror letter dækket og folder sindets enestående og tidløse kaos ud i en lyrisk tankestrøm af minder, drømme og fantasi. Det er kryptisk, gådefuldt, internt og dybt personligt, men i Mirrors introspektion venter der sig måske universelle sandheder. Tag et kig i Tarkovskys spejl – hvad ser du?

Kort og godt om Mirror

Mirror tager os gennem den lidende Alexeis indre liv, hvor minder og drømme synes at danne grundlaget for en spirituel selvransagelse. Alexei ligger nemlig i en relativt ung alder alvorligt syg – ikke af nogen åbenlys legemlig årsag – og på sit sygeleje gennemsøger han sin fortid. Hvad Alexei håber at finde på sin indre rejse er uvist og forbliver op til seeren at bedømme. Søger han kuren mod sine lidelser, leder han efter tryghed i fortiden, eller flygter han fra sin forestående virkelighed med al dens sorg og skyld? 

Alexeis færd gennem sindets mange lag undersøger identitetens ophav og betydningen af familie og udfolder samtidig menneskets relation til naturen omkring os – med al dens æstetik og ubarmhjertige fysik. Alt dette ses i lyset af en overhængende ultimativ kraft: tid. Meningen heri udtrykkes på nuanceret vis gennem både farve- og sort-hvid billeder, indre monologer og overtalt lyrik og i lærreder af både voldsom historisk tyngde og subtil poetisk natur. 

Mirror (1975) i sin Blu-ray udgivelse fra boks-sættet 'The Andrei Tarkovsky Collection'. Filmen kan i skrivende stund ses gratis på Youtube (officielt udgivet af Mosfilm).

Mirror tager os gennem den lidende Alexeis indre liv, hvor minder og drømme synes at danne grundlaget for en spirituel selvransagelse. Alexei ligger nemlig i en relativt ung alder alvorligt syg – ikke af nogen åbenlys legemlig årsag – og på sit sygeleje gennemsøger han sin fortid. Hvad Alexei håber at finde på sin indre rejse er uvist og forbliver op til seeren at bedømme. Søger han kuren mod sine lidelser, leder han efter tryghed i fortiden, eller flygter han fra sin forestående virkelighed med al dens sorg og skyld? 

Alexeis færd gennem sindets mange lag undersøger identitetens ophav og betydningen af familie og udfolder samtidig menneskets relation til naturen omkring os – med al dens æstetik og ubarmhjertige fysik. Alt dette ses i lyset af en overhængende ultimativ kraft: tid. Meningen heri udtrykkes på nuanceret vis gennem både farve- og sort-hvid billeder, indre monologer og overtalt lyrik og i lærreder af både voldsom historisk tyngde og subtil poetisk natur. 

Mirror (1975) i sin Blu-ray udgivelse fra boks-sættet 'The Andrei Tarkovsky Collection'. Filmen kan i skrivende stund ses gratis på Youtube (officielt udgivet af Mosfilm).

Andrei Tarkovskys Mirror fra 1975 står måske tilbage som et af instruktørens mest personlige værker, og Alexeis liv i både før- og efterkrigstidens Rusland grænser tæt op af Tarkovskys eget; fra den rå barndom på landet til livet som kunster i en såret og splittet verden. Selv personer fra Tarkovskys eget liv er sat på rollelisten, og digte af hans far, Arseny Tarkovsky, læses højt hen over billedernes drømmelignende sekvenser. 

Resultatet er en bevidsthedsstrøm af sansninger og følelser, og billederne beder os først og fremmest om at mærke og føle, før vi betænker. Og uden en oplagt narrativ sammenhæng inviterer Tarkosvky os hermed til blot at lade os rive med af strømmen og lade intuitionen guide os.

Barndomsmindet om laden i brand står klart og tydeligt i Alexeis erindring - en ubarmhjertig kraft, omend smuk i sit virke (Mirror, 1975)
Den første flamme i Alexeis liv - kærligheden kan lune, men dens flammer stikke lige så (Mirror, 1975)
Barndomsmindet om laden i brand står klart og tydeligt i Alexeis erindring - en ubarmhjertig kraft, omend smuk i sit virke (Mirror, 1975)

Vi kan som seere gå blindt ind til Mirror og blot lade dens drømmeri skylle hen over os. Det kan vel være den bedste tilgang for dig, og hvis du allerede nu aner interesse i dens mystik og poesi, så kan det være, at dit første møde med Mirror tjener sig bedst på et blankt lærred. Filmens særprægede natur kan dog forekomme svær at indfinde sig i, og en indgangsvinkel eller to hertil kan måske være behjælpelige til at få indstillet frekvensen. Så skænk en kop kaffe; tænk og føl med nedenfor; og kom lidt tættere på Mirror.

Den første flamme i Alexeis liv - kærligheden kan lune, men dens flammer stikke lige så (Mirror, 1975)

Vores indre verdener

Hvad betyder minder og drømme for os? Den håndgribelige verden deles af os alle, mens vores minder og drømme huser helt unikke og dybt individualiserede verdener – vores helt egne verdener. Vores minder skyller til tider spontant hen over os, mens vi også bevidst tilgår dem af utallige årsager; vi søger perspektiver at anskue nutiden igennem, vi leder efter svar, vi genbesøger vores definerende momenter, vi søger tryghed i nostalgiske rammer – og meget mere. Vores minder er tillige levende verdener og ikke frosne øjebliksbilleder fra vores fortid. De farves og udvikler sig i takt med vores interaktion med dem – både for det bedre og for det værre.

Når drømmene tager over, opstår evigt særprægede universer bygget op omkring vores liv. Vores underbevidsthed tager over, og selvet vrides på vrangen i, til tider, abstrakt og – for vores bevidste jeg – kryptisk facon.

Hvert vores sind sendes i livet således på endeløse tidsrejser i fortiden og på gådefulde besøg i underbevidsthedens land. Det er sådanne interne rejser, som vi i Mirror får lov at tage med på i Alexeis sind, hvor minder, drømme og fantasi ligger tæt op af hinanden. Her smelter de sammen for øjnene af os, og med afsæt i Alexeis mange indre virkeligheder danner disse fragmenter af liv i Mirror basis for et levende digt. 

En ung Alexei i sin barndom på landet. Hvad ser han i sit spejlbillede? (Mirror, 1975)

Hvornår blev jeg mig?

”Var min mor mon virkelig glad?”. “Bliver jeg som min far før mig?”. ”Hvornår blev jeg virkelig til mig?”. Spørgsmålene, der synes at ligge Alexei på sinde, er mange, og i takt med sin sjælevandring forsøger han at besvare spørgsmålene – underbevidst eller ej – med drømmelogik og poesi.

Ovenstående stillbillede fornemmes at illustrere et af Alexeis definerende momenter i hans liv. Han genbesøger et barndomsminde, og i drømmenes magiske realisme opnår det en nærmest mytisk status for hans nu rådvilde sind: 

… Henkastet retter den unge Alexei på sit hår, da hans blik strejfer spejlet på væggen. En flygtig øjenkontakt med Alexei selv etableres, før han lader blikket vandre videre. Et øjeblik passerer i stilhed, før Alexei atter finder spejlets reflektion, hvori han nu fikserer fast på øjenkontakten med sig selv. Tonerne til Henry Purcells ‘The Indian Queen’ (link nederst på siden) blomstrer, mens lys langsomt falder stærkere over Alexeis ansigt. Var det her, det gik op for Alexei, hvad han virkelig var – sit helt eget individ? 

Minder og drømmesekvenser følger, der trækker tråde fra Alexeis spæde barndom til hans egen rolle som far. Som ringe i vandet fornemmes Alexeis liv udfoldet med udgangspunkt i sporadiske scener som denne på tværs af hans liv. Scener der på overfladen kan virke små og forekomme arbitrære, men i dem fornemmes en helt særlig forbundethed; en dyb usagt forbundethed med jeget, med familien og med naturen i og omkring os. Hvilke scener i dit liv skinner klarest?

Alexeis ærede mor (Mirror, 1975)

Sindets udødelighed og kroppens forgang

Det hentydes i Mirror, at den voksne Alexeis sygdom delvist kan være forsaget af følelsen af skyld. En skyld, der ikke eksplicit udpensles, men som anes vævet ind i Alexeis indre verden. Hans mor, der ene måtte varetage familiens ve og vel under faderens udsendelse i krigen, optræder i Alexeis tanker indhyllet i en melankolsk respekt. En respekt for det individ, som har gjort Alexei til sig, og for de prøvelser, som hun bestod for sin familie. Lige så fremstår forholdet til Alexeis ekskone, der tilsyneladende har været primære varetager af deres søns opdragelse. Mirror udstråler dybfølt respekt for disse to kvinder, der var der for Alexei på tværs af hans livs mange faser. Samtidig manifesterer en stemning af anger sig dog, og forholdene til moderen og den tidligere kone er næppe længere, som de var en gang. Hvad er der mon hændt? Var det Alexei, der trak sig? Har han forsømt at gengælde deres roller i hans liv – har han forsømt at sige tak? Og er det for sent nu? 

Det er tunge følelser, og når skyld og fortrydelse for alvor tager fat, kan tilbagetrækningen til vores tidløse sind friste i kontrast til nutiden, der suser forbi derude. Vi har jo kun så meget tid her.

For måske bestræber sindet til tider mere, end hvad livet kan rumme. Og i vores organiske skaller med deres naturlige forgang kan tidens gang endda forekomme nærmest klaustrofobisk. En klaustrofobi, der, hvis vi tillader den det, kan paralysere os – som den måske har paralyseret Alexei. Men hvis denne tilstand brydes – og det må vi håbe, at den kan – da kan vi måske slå øjnene op på ny og prise vores levende chance – med al dens forfald – lykkelig igen. ‘Eurydice’ (digtet nedenfor) af Tarkovskys far lyder hen over Mirrors billeder og holder måske en af nøglerne hertil. 

Bittert, men også sødt. 

Dele af Arseny Tarkovskys digt 'Eurydice' (1961)

Oversat fra russisk baseret engelsk tekstet Bluray-spor​

A man has but one body,
like a single cell.
The soul is sick and tired
of its too solid shell,
with ears, mouth, eyes
the size of a nickel coin
and skin all scarred and diced,
spread over a skeleton.

Through cornea it winds
to a heavinly spring,
[…]
It hears through the grating
of its living prison pen.
The fields’ and forests’ rattling,
the Seven Seas’ refrain.

Without body a soul’s nude,
as a body’s nude without a shirt:
no tought’s forthcoming, no good,
no idea’s born and no word.
[…]

Run on, my child, do not lament
the fate of poor Eurydice,
just keep on driving to globe’s end.
[…]
However slight might be a tone;
the earth send signals gay and pep
to every energetic bone.

Som ovenstående vidner om, inviterer Mirror os i takt med Alexeis søgen til endeligt at spejle vores eget liv i sig. For gennem den yderst personlige skildring af Alexeis liv, med sin tvetydige billedpoesi og fragmenterede form, opnås en nærmest universel karakter. Ja, er det netop ikke i disse personlige og uforklarlige detaljer, at vores liv i sidste ende defineres? Det er flygtigt og sporadisk, mere internt end delt: Det er vores helt eget. Tarkovkys yderst introspektive film kan måske herved langsomt blive til hver vores egen film. Vores helt eget spejl. Hvad ser du i dit?

Henry Purcells 'The Indian Queen' fra Mirrors soundtrack

Dele af holdet bag filmen

Instruktør: Andrei Tarkovsky
Forfatter: Andrei Tarkovsky og A. Misharin
Medvirkende: Margarita Terekhova, Ignat Daniltsev, Oleg Yankovskiy m. fl. 
Komponist: Eduard Artemev
Fotograf: Georgi Rerberg
Klipper: Lyudmila Feyginova

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer