"Jeg var ikke kvinde, ikke menneske længere, kun den åbning mellem benene, ti centimeter bred"

Til min søster af Dy Plambeck

På grund af sin nærgående skildring af barnefødslen fra den fødende kvindes perspektiv er Dy Plambecks roman Til min søster blevet sammenlignet med Dea Trier Mørchs klassiker Vinterbørn. Men Til min søster er helt sin egen. Dels fordi fødslen sjældent er blevet beskrevet så illustrativt og sanseligt og derfor så iøjnefaldende og kærkomment, som her. Dels fordi skildringen samtidig er del af en større interesse, som jeg ikke mindes at have stødt på andre steder. I hvert fald ikke, som den behandles her. Interessen er litteratur- og kulturhistorisk, og dens perspektiver er så interessante, at de end ikke forlod min bevidsthed, da jeg lagde bogen fra mig: Hvad sker der, når vi fortæller andres historier? Og hvor bevidste er vi om, at det kan give nogen en stemme, men også tage stemmen fra andre?

Dy Plambecks roman Til min søster (2019) består af to dele og en række forskellige spor. Fortællerjeget – kvinden Aya – er dog det samme romanen igennem.

I første del står Aya centralt som romanens jeg-fortæller. Aya er historiker, arbejder på Københavns Universitet, har en meget tæt relation til sin søster Andrea, og så er hun i romanens indledning i gang med at føde. Romanens første del handler således om tiden op til, under og umiddelbart efter Ayas fødsel. Og for de fleste, der ikke selv har født eller været til stede under en fødsel, vil det sikkert være en øjenåbnende oplevelse at læse den stærkt illustrative og eksplicitte skildring af, hvad der sker med kvindens krop under og som følge af en fødsel. Alene den skildring er grund til at læse romanen.

I romanens anden del ændrer fortællestilen sig. Her fortæller Aya til et ”du” – sin søster Andrea – men det er samtidig overvejende søsterens historie, Aya fortæller. En historie om vold – om, hvordan Andrea lever i et voldeligt forhold med sin kæreste Mark, og hvor Andrea – som har jagttegn – går rundt i skoven med et gevær, med kløe i fingrene, og leder efter en grund til at skyde. Aya, som ved, hvad Andrea er udsat for, fantaserer samtidig om, hvordan hun kan slå Mark ihjel.

Romanens ”du”-del, kan læses som Ayas måde at bryde Andreas tavshed på ved at give hende en stemme, ligesom første del giver den fødende kvinde en stemme. På den måde bidrager denne del af romanen til det tema, jeg nævnte tidligere: Hvad sker der, når vi fortæller andres historier?

Dette tema er også relevant i et spor, der går på tværs af romanens to dele, nemlig sporet om den danske forfatter J.P Jacobsen (1847-1885) og hans ungdomsveninde Anna Michelsen. Gennem sit arbejde som historiker udvikler Aya nemlig en særlig interesse for Anna Michelsen, der oplevede at få sin historie fortalt af J.P. Jacobsens (en mand) i hans roman Fru Marie Grubbe. Aya beslutter sig for at fortælle Anna Michelsens historie fra sit (en kvindes) perspektiv. Mere om det senere.

Fødslen og kroppen

Mange har allerede fremhævet fødselsskildringen i Til min søster, og det er med god grund. For den er så markant, så illustrativ, indsigtsfuld og vigtig! Den udgør et brud på tavsheden om fødslens voldsomhed og den deraf følgende kropslige forandring. Det er nemlig ikke sket ret mange gange tidligere, at forfattere har beskrevet oplevelserne fra fødselsstuen så eksplicit og sanseligt som her:

”Jordemoderen holdt et spejl hen mod min vagina. Den var svulmet op. Vrangen var vendt ud på den og blottet som kødet i en frugt, klitorissen var et lille forsvindende punkt mellem kødfolderne, skamlæberne hang som møre gardiner. Jeg havde forladt kroppen, og samtidig var jeg fuldt til stede i den. Jeg var ikke kvinde, ikke menneske længere, kun den åbning mellem benene, ti centimeter bred.”

Blod sprøjter, afføring løber, hud brister. Intet pakkes ind, men stilles til skue, når Aya beskriver, hvordan hendes krop krakelerer under fødslen. Faktisk forandrer den – kroppen – sig i en sådan grad, at Aya oplever, at hun mister den krop, hun hidtil har haft, og at hun efter fødslen skal finde sig til rette i en ny krop.

Oplevelsen og forandringen er skæbnesvanger, og derfor er det bemærkelsesværdigt, hvor sjældent litteraturen har beskæftiget sig med selve fødslen og dens efterdønninger. Vi er alle blevet født, og de fleste vil på et tidspunkt i livet opleve en fødsel eller kende nogen, der gør det. Alligevel er visse dele af den tabuiseret. Dette gør Til min søster sit for at gøre op med; sådan bryder den tavsheden.

Fødselsskildringen kan dermed læses som en insisteren på at have lov til at fortælle om sin egen oplevelse og sin egen krop – også når den bliver blodig og sprækker.

Kvinderne tager til genmæle

Og hvordan vikles J.P. Jacobsen så ind i det hele? Det gør han netop her: Med romanens ønske om at bryde tavsheden blandt de stille og give dem en stemme.

For J.P. Jacobsen fortalte om sin barndomsveninde Anna Michelsen i sin roman Fru Marie Grubbe. I hvert fald skrev Anna Michelsen således i et brev til J.P. Jacobsen:

”Din bog piner mig, og jeg er også syg. Undertiden synes jeg, at Fru Marie Grubbes liv i den først halvdel af bogen er ikke dit – men mit – men hvor er du? Hvorfor sendte du mig den bog? Hvor har du været mod mig, og jeg som vil gøre alt for dig.”

Mens J.P. Jacobsen blev kanoniseret forfatter, blandt andet i kraft af Fru Marie Grubbe, tilbragte Anna Michelsen det meste af sit liv spærret inde på psykiatriske anstalter. Her digtede hun og drømte om et litterært gennembrud. Men hvor J.P. Jacobsen blev kanoniseret, blev hun glemt. Indtil Dy Plambeck vakte hende til live gennem Ayas forskning og gav hende en stemme,

I Anna Michelsen finder Aya et slægtskab; en kvinde, hvis skæbne og historie blev gemt væk – kun dele af den blev fortalt. Af en mand. En skæbne, hvis lige historien rummer utallige eksempler på. Men den tavshed, historiens mange kvinder blev underlagt, forsøger Til min søster at sætte fokus på og gøre op med.

Her er det kvinderne, hvis stemmer vi hører. Det er kvinderne, der med deres brogede oplevelser, ambivalente følelser og forskelligartede perspektiver tager til genmæle!

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst Dy Plambecks roman, eller har du ligefrem en personlig fortælling, der minder om noget i romanen? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer