Et komplekst værk om det komplekse moderskab

Mit arbejde af Olga Ravn

”Belyser fiktionen, som en drøm, det oplevede langt bedre, end forfatterens forsøg på en direkte gengivelse af sit eget liv?”. I sit forsøg på at beskrive, hvor kompleks en oplevelse det er at blive mor, tager Olga Ravn i Mit arbejde forskellige fortællere og genrer i brug. Og det i en grad, så roman-betegnelsen på bogens omslag virker en smule utilstrækkelig. Værket er en hybrid; en collage, en montage, en mosaik af prosa og lyrik, af førstepersons- og tredjepersonsfortællere. Om Ravn til fulde lykkes med at indfange kompleksiteten i oplevelsen, ved jeg ikke, ej heller om det overhovedet er muligt. Men min fornemmelse er, at hun med sit mosaiske værk har fundet en måde, der i hvert fald kommer utroligt tæt på.

Det er et komplekst værk, Mit arbejde. Det har 13 ”begyndelser”, 28 ”fortsættelser” og ni ”slutninger”. Det består af tekststykker af forskellige genrer – både prosaiske og lyriske. Og så varierer fortælleren mellem en førstepersons- og tredjepersonsfortæller; fortæller-jeget og dettes alterego, Anna.

Det er Annas fortælling, der er romanens fremadskridende narrativ – den genkendelige form, man som læser, kan holde fast i, mens de andre tekster hvirvler op og farer rundt om én.

Anna er forfatter og kæreste med Aksel. I bogens første del bliver de forældre til en søn. Derefter følger dog ingen entydig harmonisk fortælling om forældreskabet.

Derimod følger en fortælling om den radikale omvæltning, det er at blive mor, om oplevelsen af at føde et barn, og om, hvordan kærligheden til barnet ikke bare følger med. Selvom omverdenen forventer det, og de sociale konventioner kræver det. Og så handler Mit arbejde om, hvordan det at skrive kan være et sted at håndtere de komplekse erfaringer. Men det kalder på flere og andre former end blot romanens.

Således erfarer fortæller-jeget, at denne genkendelige form, romanens, ikke i tilstrækkelig grad kan skildre alle aspekter af moderskabet.

Det komplekse moderskab

Annas oplevelse af forældreskabet er langt mere kompleks, end den historie de fleste af os har fået fortalt – privat eller gennem medier. For eksempel har Anna altid fået fortalt, hvor lykkeligt et øjeblik det er for moderen, når barnet forlader hendes krop. Men sådan oplever hun det ikke. Heller ikke tiden efter er bare lykkelig.

For Anna har mange dobbeltfølelser omkring fødslen og moderrollen. For eksempel vil hun ikke være borte fra barnet, men når hun er sammen med barnet, længes hun alligevel væk. Alt opleves overvældende for hende, følelserne rædselsvækkende. Og så ængstes hun. Over om hun er en god nok mor. Hun bekymrer sig, og hun skammer sig:

”Alle disse mænd omkring mig, der siger, at kvinder bekymrer sig for meget om deres børn, har ikke forstået, at alt omkring os indsætter kvinder i bekymringsmaskiner, og at denne bekymring også er et arbejde, en pligt. Men hvordan skal jeg sige det? At være mor er at bekymre sig, og samtidig pligtskyldigt skamme sig over denne bekymring. At være kvinde er at vide, man må sulte.”

Erfaringerne er så overvældende, at Anna må til psykolog med en fødselsdepression og senere gå i gruppeterapi. Hendes tilstand fører til psykotiske træk. Samtidig skal hun være mor og kæreste. Og forfatter. Det er hendes arbejde.

For at skildre Annas komplekse erfaringer – kærligheden og hadet, lykken og ulykken, glæden og fortvivlelsen, angsten – tager forfatteren som nævnt adskillige genrer og stilarter i brug. Blandt andet både romankapitler, dagbogsnotater, journaluddrag, kvindebiografier og breve samt både dramatiske og lyriske. Værket er et kludetæppe, en collage, en montage, en mosaik af prosa og lyrik. Sådan ligner det livet.

For selvom det som læser kræver sit at holde hoved og hale i det hele, er det, som om den atypiske komposition, sammenfletningen af de skiftende fortællerstemmer og varierende teksttyper er den eneste måde at omfavne og udtrykke på, hvor ambivalente følelser moderskabet kan føre med sig. Det ”rodede” værk afspejler den ”rodede” erfaring eller det ”rodede” sind.

I den forstand – eller mangel på samme – bliver værket en afsøgning af fiktionens muligheder:

”Er den opfundne historie tættere på gengivelsen af en genuin menneskelig oplevelse af det at findes, end den tilstræbte realistiske gengivelse af en oplevet situation? Belyser fiktionen, som en drøm, det oplevede langt bedre, end forfatterens eget forsøg på en direkte gengivelse af sit eget liv?”

Mere end én fortæller, mere end ét liv

Mange anmeldere har skrevet om forbindelser mellem fortæller-jeget, Anna og Olga Ravn. For sidstnævnte har åbent fortalt om at have oplevet en fødselsdepression på egen krop. Og selvom Ravn selv leger med læserens tendens til at læse forfatter og fortæller sammen, for eksempel når jeg-fortælleren spørger, om hun skal lade Anna skrive, og skriver, at det nok er Annas bog, men at en anden forfatters navn vil stå uden på – som Olga Ravns navn gør –, så tror jeg ikke, at Olga er Anna.

Mit arbejde kan simpelthen ikke reduceres til et enkelt liv, én erfaring. Olga Ravn bruger fiktionens formater, prosaen og lyrikken, til at indfange og udtrykke noget nok personligt, men ikke privat. Noget historisk og universelt.

Og i forlængelse deraf bliver Mit arbejde tilmed aktivistisk. Det er et værk, der kræver et mere nuanceret blik på kvinden – både som mor og som arbejdende. Værket både problematiserer denne opdeling og stiller som følge et væsentligt spørgsmål:

Hvorfor denne opdeling?

Har du lyst til at dele dine historie med os?

Har du læst Olga Ravns hybridroman, eller har du ligefrem en personlig fortælling, der minder om noget i romanen? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer