Store og små bevægelser og følelser væves sammen i nærværende novellesamling

Midlertidig opvartning af Sissel Bergfjord

Forlag: Ombelico. Udgivelsesår: 2021. Anmeldereksemplar.

Skæbner væves sammen, indvikles og udvikles, i Sissel Bergfjords novellesamling Midlertidig opvartning. Samlingens 13 noveller udspiller sig alle over en sommer i en kolonihaveforening på den københavnske vestegn, og med forfatterens fine fornemmelser for de små bevægelser i de store fortællinger er samlingen et fængslende kludetæppe af liv, der viser, hvordan tilværelser er spundet sammen af de valg, vi træffer, og hvordan disse valg påvirker hinanden. Haveforeningen er et minikosmos, der trækker sin læser ind i sig og spinder os ind i sine relationer og intriger. Og det på en måde, så man ærgrer sig over at skulle forlade haveforeningen igen, når bogens sidste side er læst.

Midlertidig opvartning er forfatter Sissel Bergfjords første novellesamling og første udgivelse på hendes eget nyoprettede forlag, Ombelico. Men med en uddannelse fra Forfatterskolen og flere år som forfatter hos Gyldendals forlag, er hun langt fra ny i branchen. Forfatterens litterære kvaliteter kommer da også tydeligt til udtryk i novellesamlingen.

For med sit rolige, iagttagende og lette, nærmest svævende, sprog fører Sissel Bergfjord elegant sin læser ind og rundt i bogens virkelighed. Således svæver man som læser gennem novellesamlingen, som man svæver gennem haveforeningen. Op og ned ad stierne, ind og ud af husene; over hækkene, under træerne. Bevægelsen bliver som det vilde dyrs, som slipper løs fra sit bur i én af samlingens noveller; vi farer fra have til have, fra novelle til novelle, fra liv til liv.

Skæbner udvikles og afvikles

I hver novelle bæres synsvinklen af en ny beboer i haveforeningen, kvinder såvel som mænd. Og fordi fortællingerne bliver inden for haveforeningens hække, kan en karakter være protagonist i den ene novelle og biperson i den næste. På den måde vikles vi ind i et virvar af liv: unge som ældre, og personer præget af forskellige sociale og kulturelle baggrunde.

Fx handler en af novellerne om ekssoldaten Mike, hvis udsendelse til Afghanistan slår skår i hans indre og lægger en skygge over ham såvel som haveforeningen:

”Pigens ansigt dukker op, helt tæt på, han vifter med armene, indtil hendes ansigt krøller sig sammen. Akvarellerne på væggen, som hans mor har malet og indrammet, bevæger sig, først vibrerende, så forvandles slotte og blomster til et brændende hav. Han løber mod fjenden, flår billederne ned fra væggen, stamper på dem, selv Milles tegninger, som han har brugt en hel eftermiddag på at hænge op. Han smadrer en næve ind i dørkarmen. Det bløder. Han kan ikke mærke noget, står midt i det hele, begynder at grine, det ville han aldrig gøre i zonen, stå der med hovedet tilbagelænet som en tosse, han ville være død. Det dunker for brystet, som om hans hjerte vil briste, der vil gå hul i hans hjerte om lidt, hans krop, som er den lavet af papir, af papmaché.”

Volden går igen i en anden af samlingens fortællinger: Lottes voldelige eksmand lurer, samtidig med at en ny kærlighed ellers skyder knopper. I det hele taget er kærlighedens kompleksiteter; den florerende eller den fraværende et tema i mange af novellerne.

Fx får en mor i 40-årskrise i et andet hus i haveforeningen en overraskende orgasme, mens en midaldrende mand i en fjerde novelle omvendt får nok af, at hans ægteskab har udviklet sig til ”et liv uden erotik” – en erkendelse, der ender med at få større konsekvenser, end han nok havde forestille sig.

På den måde tegnes et væld af karakterer op. Alle med hver deres historie. Men da de alle har haveforeningen til fælles, vikles deres individuelle historier ind og ud af hinanden; nogen udvikles, andre afvikles:

”Havearbejde interesser hende ikke. Det er en pine for ham at se det hele gro til. Han nød at gå en times tid i haven efter arbejdet, selvom han var udkørt. Vårguldet trænger til beskæring, ellers vil den ikke blomstre lige så smukt næste år med sine gule eksplosioner. Men hvorfor tænker han på næste år? Hvorfor ikke bare være ligeglad, hvorfor holder det ikke op med at krible i fingrene. Æbletræet skal også klippes til, få mere luft mellem grenene, men Birthe gider ikke engang at plukke frugterne, når de bliver modne. Om et par måneder skal han sidde og høre de dumpe bump, hver gang et æble falder til jorden, stødes, og forrådnelsesprocessen går i gang. Hvis han er her til den tid.”

Selvom livet stråler i novellerne, lurer døden ligeledes i flere af dem. Således væves små og store bevægelser og følelser sammen: Der er ægteskabelige problemer, opbrud, jalousi og utroskab. Der er vold og fremmedhad. Men der er også fællesskab og kærlighed. Alle disse temaer er store og omsiggribende, og alene ordene er abstrakte. De kan være svære at forholde sig til, vanskelige at tage at føle på.

Men med denne novellesamling formår Sissel Bergfjord at skildre, hvordan tilværelsens allerstørste følelser er nærværende og konkrete i hvert enkelt, lille liv. Det er vedkommende, indsigtsfuldt og dragende. Og hele tiden på en meget nærværende og hverdagslig måde.

Har du lyst til at dele din oplevelse eller historie med os?

Har du læst Sissel Bergfjords novellesamling, eller har du ligefrem en personlig fortælling, der minder om noget i romanen? Så vil vi meget gerne lytte til dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer