Tanker på baggrund af dokumentaren "Den fødte digter" om Yahya Hassans liv

Endelig fik jeg set den: DR’s dokumentar ’Den fødte digter’ om Yahya Hassan. Den, der blev sendt i anledning af årsdagen for hans død. Har du set den?

Jeg synes, det var en meget rørende oplevelse. Men jeg ville ønske, at dokumentaren havde interesseret sig endnu mere for at formidle Yahya Hassans digte og poetiske formåen. Det, mange medier forsømte, dengang han var i live.

Dengang blev hans digte for ofte splittet; splintret og spaltet. Fra dem rev politikere, medier og meningsdannere fragmenter og fremsatte på den baggrund entydige påstande, mens de overså alt det, der ikke lige passede ind i deres dagsorden. Men derved negligerede, nej, kvalte og reducerede de samtidig kunstens kerne: Al dens ambivalens og flertydighed. Dens evne til at stille svære spørgsmål og kløgtigt afvise at tilbyde endegyldige svar.

Dokumentaren skildrer, hvor meget der foregik omkring Yahya Hassan, som intet havde at gøre med hans digteriske virke – alt det, der i dag står tilbage som den mest udbredte fortælling om ham. Og det ærgrer mig sådan mig, at det blev den primære fortælling om Yahya Hassan.

For den kunne have været anderledes eller mere nuanceret, fortællingen. Men vi formåede ikke at forstå og formidle den i tide: Fortællingen om den eminente digter, der med sin fanden-i-voldske, men rytmiske, billedskabende og utroligt intelligente sprogforståelse, formåede at engagere alle afkroge af samfundet – med LYRIK!

Ja, det er det, der ærgrer mig, og det er det, dokumentaren minder mig om: At for mange – for at bruge et popkulturelt og i øvrigt skambrugt udtryk – i for høj grad gik efter manden, og vi ikke var flere, der sørgede for at rette fokus på bolden. Så denne gang havde jeg nok bare håbet på at få lidt mere bold.

Det er dog en vigtig historie, dokumentaren skildrer: Årsagerne til, at det gik så galt. Så i stedet for at ærgre mig for meget over, at dokumentaren ikke gjorde mere af det, jeg havde håbet, den havde gjort, vil jeg rose den for det, den faktisk gør. Nemlig at vise alt det, Yahya Hassan var udover at være digter. Søn. Bror. Ven. Men også at han levede et hårdt, problemfyldt og til tider kriminelt liv

Ligesom digtene ikke er entydige, er digteren det således heller ikke. Og det fortalte dokumentaren glimrende. Rørende.

Men hvad synes du? Del din mening om dokumentaren i kommentarfeltet herunder eller i opslaget på vores sociale medier (Facebook og Instagram)

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer