"Driften er ophørt, ingen pløjer, sår eller høster. I stedet vokser ukrudt frem. Ukrudt ligesom os: to uplanlagte graviditeter, der udskyder bruddet."

Markløs af Malte Tellerup

Forlag: Lindhardt og Ringhof. Udgivelsesår: 2017

To brødre går markløst over Fyn i Malte Tellerups debutroman Markløs. Det vil sige, at brødrene går planløst over en mark, uden at følge stier eller skel. Men de gør mere end det. Med turen går de både gennem et landbrugslandskab i forfald og gennem deres families historie. Som naturen er også familiehistorien fuld af mønstre og minder. For brødrene bliver gåturen en undersøgelse af netop dette, fortidens mønstre og minder. Det, som har formet dem og deres familie.

Da de to brødre, Malte og Emil Tellerup – begge i deres 20’ere – er hjemme på Fyn hos deres far for at fejre farens fødselsdag med resten af familien, beslutter de sig i en sen nattetime for at gå til den landsby, deres familie har navn fra. Næste dag vil de gå til landsbyen Tellerup, som ligger 50 kilometer fra, hvor faren nu bor.

Tidligt om morgenen efter festen begiver brødrene sig derfor afsted på apostlenes heste; de vandrer over Fyn. Markløst. De følger ikke nødvendigvis vejene, men går gerne tværs over markerne.

Undervejs taler de med og om hinanden; om deres opvækst og om deres familie. Gennem antydninger og længere tilbageblik viser det sig langsomt, at en række skelsættende hændelser har formet familien og dermed de to brødre: En onkel er engang død i en brand, brødrenes forældre blev skilt og fandt nye partnere, og der er antydninger af, at Malte og Emil ikke var ønskebørn:

”Vi går langs forskellige grader af ophørte landbrug. Udover bygningerne, de affældige mure, viser markerne det. De enger til. Mange er i en vild vækst, som om de er forbi stadiet brak. Driften er ophørt, ingen pløjer, sår eller høster. I stedet vokser ukrudt frem. Ukrudt ligesom os: to uplanlagte graviditeter, der udskyder bruddet.”

Det er refleksioner som denne, når landskab, natur og familiens historie væves sammen og bliver allegorier for hinanden, at romanen stråler i al dens samtidige beskedenhed. For selvom sansningerne er skarpe, refleksionerne interessante og beskrivelserne detaljerige, så bliver det aldrig prætentiøst og voluminøst. For det tillader omgivelserne ikke; markerne ligger brak og naturen såvel som kultiveringen af den, landbruget, er i forfald. Romanen giver indtryk af, at den eneste reelle dyrkning af naturen er ulovlige hamp-gartnerier.

Hvor hører vi til? Hvilke stier skal vi betræde?

Malte finder og dvæler gang på gang ved paralleller mellem familien og dens historie og så landskabet, som han og Emil bevæger sig rundt i. Han fornemmer et tilhørsforhold, men føler sig alligevel ikke helt hjemme her:

”Vi går rundt i et tilhørsforhold, vi ikke har villet være ved. Landskabet giver os lov til at slippe væk fra fars hus og dermed ind i en anden ro. Med det følger også en nærhed til det landliv, vi som unge rejste så vigtigt, så hurtigt, fra. Nu kræver gangen, at vi er i det igen. (…) Vi bliver langsomt mere rolige ved, at markerne er helt tæskede at se på, at husene er forfaldne. Men vi ved stadig ikke, hvordan vi ser dem. Omgivelserne synker ind i os, som vi går, og med det kommer familien tumlende. Som var de vækster i grøften, vi ikke bare kan bestemme.”

Det fynske landskab og område er en form for hjemstavn, og så alligevel ikke: ”Alligevel fortsætter vi”, fortæller Malte.

Således trækker Markløs tråde til, men afviger samtidig væsentligt fra den hjemstavsdigtning, der litteraturhistorisk kendes fra efter overgangen til århundredeskiftet 1900. Dengang digtede blandt andre Jeppe Aakjær idyllisk og nostalgisk om det traditionsbundne og cykliske landboliv. Dette genfinder Malte og Emil ikke i det fynske.

Nej, Markløs ikke et nostalgisk tilbageblik eller en hjemkomst.

Snarere fremstår romanen som en konstatering af, at ungdommen søger sammenhæng, som man ikke nødvendigvis finder ved at følge de allerede lagte stier og veje, fx ved at søge tilbage til familiens rødder, som i dette tilfælde er tilbage til det cykliske, harmoniske og kollektive landboliv. For ikke engang dét har stået stand imod senmodernitetens individualisering, aftraditionalisering og følgelig forvirring og rodløshed.

Alligevel gør vandringen gennem landskabet noget for Malte og Emil. De får nye erkendelser, de får talt sammen. Om deres familie og relationerne i den. Det til trods går de ved romanens slutning hver til sit, da Emil opdager, at de pludselig befinder sig i en landsby, hvor en bekendt bor. Og så er han væk, og Malte står alene tilbage.

Har du lyst til at dele din oplevelse eller historie med os?

Har du læst Malte Tellerups roman og har lyst til at dele din oplevelse af den med andre? Eller har du en personlig fortælling, der minder om noget i romanen? Så vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv en mail, efterlad en kommentar herunder eller skriv til os via vores sociale medier.

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer