Bevidsthedens besættelse

Pi (1998)

Kan alt reduceres til forudsigelige systemer? Er menneskeheden blot en avanceret myretue, der opererer efter sine egne endnu skjulte takter? Pi indsluser dig i en intens tænketank med aritmetikeren Max, vis sindsro lader sig dybt afhænge af freden i matematikkens stringente love. Kan han knække koden og holde kaosset for døren? Eller må han acceptere en endegyldig ubekendt i livets ligning – os selv?

Kort og godt om Pi

Kort og godt om Pi

Matematikeren, Max Cohen, lever et solitært liv kun omgivet af tal. Dagene går med minutiøse gennemgange af den amerikanske børs i forsøget på at forudse de næste op- og nedture i markedet – ikke for pengenes skyld, men for matematikkens. I Max’ øjne besidder matematikken nemlig uanet magt, og ethvert mysterie er blot et midlertidigt kaos, vis formel endnu ikke er knækket. Én gennemgående variabel synes dog at skabe problemer for Max’ grundidé: Mennesket.

Max’ aspirerende talent for tal lader dertil ikke til at være uden pris. Migræneanfald af næsten epileptisk karakter truer dagligt med at vælte Max, der febrilsk forsøger at selvmedicinere sig ud af sine lidelser, og i takt med Max’ voksende besættelse af sit arbejde lader hans egentlige virkelighedsopfattelse til at gå op i limningen. 

Pi (1998) kan aktuelt ses på Netflix - og findes på DVD/Blu-ray

Matematikeren, Max Cohen, lever et solitært liv kun omgivet af tal. Dagene går med minutiøse gennemgange af den amerikanske børs i forsøget på at forudse de næste op- og nedture i markedet – ikke for pengenes skyld, men for matematikkens. I Max’ øjne besidder matematikken nemlig uanet magt, og ethvert mysterie er blot et midlertidigt kaos, vis formel endnu ikke er knækket. Én gennemgående variabel synes dog at skabe problemer for Max’ grundidé: Mennesket.

Max’ aspirerende talent for tal lader dertil ikke til at være uden pris. Migræneanfald af næsten epileptisk karakter truer dagligt med at vælte Max, der febrilsk forsøger at selvmedicinere sig ud af sine lidelser, og i takt med Max’ voksende besættelse af sit arbejde lader hans egentlige virkelighedsopfattelse til at gå op i limningen. 

Pi (1998) kan aktuelt ses Netflix - og findes på DVD/Blu-ray

Dette bliver i høj grad hjulpet på vej af en voksende udefrakommende interesse for Max’ arbejde. For selvom Max foretrækker at arbejde alene – blot sparsomt rådført af sin tidligere professor – er hans talent i talteoriens univers ikke gået ubemærket hen, og folk med vidt forskellige baggrunde begynder stædigt at opsøge Max’ indsigt – til hans store foragt i håb om enten monetær eller sjælelig gevinst. Hvad der følger, er en paranoid spiral af skiftende virkelighed og maniske tankestrømme i både talteoriens solide fundamenter og besættelsens utroværdige natur.

Darren Aronofskys instruktørdebut, Pi (1998), lukker seeren helt ind i Max’ volatile psyke, der drøner derudaf i topfart; alt cirkulerer om matematikken, menneskene omkring os er blot urovækkende anomalier, og forstyrrende sanseindtryk ser konstant deres snit til at slå os ud af kursen mod tallenes sandhed. Den ene mellemregning tager den anden, og da prospektet om at kunne deducere vores eksistensberettigelse ud fra mytiske talsekvenser melder sig, er det svært ikke at hoppe med på Max’ odyssé – om den så er gal, genial eller noget helt tredje. 

Seeren i Max' vold

Max’ liv fremstår ude af balance. Det er drevet af en galoperende hjerne, der konstant analyserer verdenen omkring sig, og hermed følger en tilstand, hvor selv det mindste stimulus kan få hele hjernekassen til at buldre: Fra uskyldige samtaler inde hos naboen, lyden af trin i opgangen og sågar solens skarpe lys til en uventet øjenkontakt på gaden og anelsen af en piben for ørene forud for det næste anfald.

Som seer får vi dette indtryk dybt at føle på egen person, da Pi næsten udelukkende formidles, som var den oplevet direkte gennem Max’ sind. Her er ethvert teknisk virkemiddel nøje indstillet til at føre seeren helt ind i under hjernebarken på Max, og i takt med intensiveringen af Max’ arbejde bliver vores opfattelse af virkeligheden – lige som hans – mere og mere upålidelig.

Når vi med Max nærmer os færten af et gennembrud passerer omverdenen forbi os med lysets hastighed, idet klipningen og kameraføringen sørger for, at den blot blinker fragmenteret og tumultøst for øjnene af os. Alt imens det virkelige arbejde drøner euforisk afsted i hovedet på Max – og os. Og i tider af tvivl kryber omverdenens støj ind på vores sanser, hvor Max’ usynlige fjende – i form af hans borende hovedpiner – heller ikke lader os slippe. Vi er med på godt og ondt, og når kontrasten i Pi’s grovkornede billeder blænder os, så ved vi, at der venter et anfald af sylespids højfrekvent støj og forstyrrende dagdrømme forude.

Max (spillet af Sean Gullette) i gulvet efter et af sine mange anfald (Pi, 1998)

Hvorfor påtage sig dette febrilske og ustabile sind – om så kun for en halvanden times tid? Oplevelsen er oprivende og spændende i sig selv, men Max’ jagt vækker lidt mere end det. For som et ultimativt koncentrat indkapsler den vores alles iboende drivkraft, når denne vækkes og får frie tøjler. Det vækker følelser, vi formentlig alle kan genkende aspekter af: Når kun ét formål står for døren, når fokus er skærpet, og alt andet bliver lukket ude. 

Om det så drejer sig om arbejde, livet derhjemme, kreativ eller kropslig udfoldelse følger der med en sådan passioneret drivkraft en fantastisk effektivitet og indlevelse i vores virke. Det er med at få udnyttet effekten mens dens varer ved, da vi sjældent kan brænde så skarpt længe af gangen – vi er inde i zonen, og så er vi ude igen. Vi ved også inderst inde, at når vi leger med ilden for længe, risikerer vi at danse på grænsen til det dumdristige eller irrationelle. Når vi bliver ’revet med’. 

Men hvad hvis idéen bag drivkraften var af en sådan karakter, at man ikke kunne retfærdiggøre at lægge den fra sig – ville vi så kunne sige stop? Det er formentlig sådan Max ser sit arbejde, og selv om målet kan synes uden for rækkevidde, må han ufortrødent blive ved med at spæne mod den idé, der forgabte ham – uanset om den viser sig at være et sindets fatamorgana. Årsagen hertil? Måske er alternativet – at alt ikke kan reduceres til en formel – simpelthen for svært at leve med.

Det japanske brætspil 'Go'. Ifølge Max' læremester findes ikke to ens sæt spil. Kan det passe? (Pi, 1998)

Tør du "bare at være"?

Fortidens gåder er morgendagens videnskab. Der ligger en vis historisk tyngde i et sådan udsagn, og det forstærkes stadigt dag for dag, i takt med at vores oplysning stikker dybere og dybere. Matematikken har her spillet en integral rolle i udformningen af vores moderne samfund, og det næste videnskabelige nybrud vil i teorien blot være én skelsættende bevisførelse væk. 

Som elev i matematikkens skole runger dette for Max en nærmest religiøs sandhed. Matematikkens uendelige værktøjskasse må og skal altid kunne reducere det uvisse til systemer, der kan opmåles, forudses og endelig kontrolleres. 

Max er som nævt ikke et særlig socialt anlagt væsen, og med det in mente kan det ikke være en let tilværelse, han gennemlever. For menneskeheden, som uundgåeligt sværmer omkring ham, passer hverken ind i hans liv eller i hans teser. Gang på gang spiller menneskets adfærd hans beregninger et puds, og konceptet om et uforudsigeligt kaos trænger sig gradvist tættere. Som svar hertil fremstår Max’ isolerede levevej og hans krops sygelige reaktioner på modgang i arbejdet som en umiddelbart naturlig flugt fra dette uvisse; fra det han ikke forstår – eller ikke tør lade være uforståeligt.

Max' tidligere professor, Sol (spillet af Mark Margolis), forsøger at tale Max til fornuft (Pi, 1998)

Så hvornår skal vi beslutte os for at kapitulere vores stedfaste overbevisninger? Max er nuvel et geni indenfor sit felt, men i hans tunnelsynede jagt på svar aner vi som seere – trods oplevelsens immersion – en mental implosion for enden. Max’ overbevisning foreskriver hele hans eksistensgrundlag og kan da ikke være let at lempe på. For hvis ikke – jamen, hvad så? Accept af tilfældighedernes magt og menneskets evigt utilregnelige natur?

Nok runger afsnittets første linje sandt, men det er og forbliver en sandhed set i et retrospektivt vue. For indimellem verdenshistoriens store fremskridt har der naturligvis eksisteret årelange tider af spørgsmålstegn – og ja, kaos – og for hvert besvaret spørgsmål er der blevet stillet et nyt. Ligesom der endnu gøres i dag.

De fleste af os har nok accepteret et element af kaos som et præmis for livet. Nogle af os finder måske endda tryghed ved tanken om en evigt uforudsigelig eksistens, mens andre sorterer det store uvisse under skæbnen – om så af religiøs eller spirituel natur. Uanset ophavet lærer vi at acceptere et vist mørke for enden af vores tunnel. 

Tør Max underkaste sig sin bevidste tilværelses implicitte kaos? Tør han endelig ”bare at være”? Tag et kig på Pi (bare rolig, vi hører dig ikke i decimalrækken) og gransk dit sind – tør du selv?

Fun fact: Holdet bag ‘Pi’ anvendte flittigt et SnorriCam til at bringe seeren i sync med Max’ forvildede verden. Hertil blev Sean Gullette (skuespilleren bag Max) iført et såkaldt bodymount med et kamera rettet direkte mod hans ansigt. Således bevæger kameraets rammesætning sig kontinuert i sync med Max’ bevægelse i rummet omkring sig. Ret så svimlende, men effektivt! Darren Aronofsky anvendte samme teknik i stor stil under indspilningen af sin opfølgende film ‘Requiem for a Dream’ (2000), der følger en række ligeledes forvirrede skæbner (dog af en noget anden årsag).

Hovedtemaet fra Pi af Clint Mansel:

Dele af holdet bag filmen

Instruktør: Darren Aronofsky
Forfatter: Darren Aronofsky
Medvirkende: Sean Gullette, Mark Margolis, Ben Shenkman, Pamela Hart m. fl.
Komponist: Clint Mansel
Fotograf: Matthew Libatique
Klipper: Oren Sarch

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer