Uafhængighedens pris

Thief (1981)​

Kan vores moderne liv tillade os en reel uafhængig tilværelse? Thiefs utilpassede Frank arbejder stålsat på sin løsrivelse fra samfundets tag, omend hans endegyldige drøm om kone og børn i fornemme omgivelser stadigt lader sig afhænge af den kollektive sfæres præmisser. For trods diskrepans taler han samme sprog som den store maskine: Penge. Tag med Thief ind i kernen af udbryderens dilemma – hvor langt kan du følge med?

Kort og godt om Thief

Thief (1981) præsenterer os for diamanttyven, Frank, der er på en klar mission: Han skal tjene en masse penge for at realisere sin drøm om et kærligt, sikkert og uafhængigt hjem med kone og børn – hurtigst muligt. 

Netop Franks ønske om uafhængighed er særligt definerende for hans tilværelse. Frank har nemlig på et tidspunkt i sit liv mistet forbindelsen og tilliden til det institutionaliserede samfund omkring sig. Han har siddet fængslet i årevis – i følge ham selv for væsentlig mere uskyldige forseelser end sine aktuelle ‘high-stake’ tyverier – og han har følt sig trådt på, uretfærdigt behandlet og i sidste ende berøvet – berøvet af hans dyrebare tid på Jorden.

Frank har mødt Jessie, der lige så har levet et liv på kanten af loven, og Frank er fast besluttet på at finde lykken med hende. Vejen til deres drøm involverer dog lidt arbejde, for Frank er af den klare overbevisning, at nøglen til endeligt at omgå samfundets menageri kan findes gennem penge. Og til dette skal der stjæles – bare lidt endnu.

Tief (1981) kan findes på DVD og Blu-ray

Kort og godt om Thief

Thief (1981) præsenterer os for diamanttyven, Frank, der er på en klar mission: Han skal tjene en masse penge for at realisere sin drøm om et kærligt, sikkert og uafhængigt hjem med kone og børn – hurtigst muligt. 

Netop Franks ønske om uafhængighed er særligt definerende for hans tilværelse. Frank har nemlig på et tidspunkt i sit liv mistet forbindelsen og tilliden til det institutionaliserede samfund omkring sig. Han har siddet fængslet i årevis – i følge ham selv for væsentlig mere uskyldige forseelser end sine aktuelle ‘high-stake’ tyverier – og han har følt sig trådt på, uretfærdigt behandlet og i sidste ende berøvet – berøvet af hans dyrebare tid på Jorden.

Frank har mødt Jessie, der lige så har levet et liv på kanten af loven, og Frank er fast besluttet på at finde lykken med hende. Vejen til deres drøm involverer dog lidt arbejde, for Frank er af den klare overbevisning, at nøglen til endeligt at omgå samfundets menageri kan findes gennem penge. Og til dette skal der stjæles – bare lidt endnu.

Thief (1981) kan findes på DVD og Blu-ray

Frank forsøger at overbevise Jessie om sin plan mod drømmelivet:

“Look, I have run out of time. I have lost it all. And so, I can’t work fast enough to catch up and I can’t run fast enough to catch up and the only thing that catches me up, is doing my magic act. But it ends, you know. It will end […]”

Michael Manns Thief er en effektiv og dragende heist-film med noget på sinde, og Franks store dilemma kommer i høj grad ud over sofarækkerne, selv om vi ikke nødvendigvis helliger hans metoder. For hvad stiller du op, når du ikke passer ind i de rammer, der er sat op omkring dig? Tilpasser du dig og går på kompromis med din egen natur? Vælter du væggene omkring dig og insisterer på din tilstedeværelse med fare for at blive tvunget i knæ af det regerende normativ? Eller går du en helt tredje vej og vender ryggen til det hele – med alt at vinde og alt at tabe?

Kan man afmelde sit abonnement på samfundet?

Det kan være svært at følge med de omskiftelige tider. Om det så drejer sig om sociale normer eller strukturelle forhold, kan vi alle fra tid til anden have problemer med at indfinde os i vores husende samfund. Får disse dilemmaer plads til at vokse, ender vi måske endda med fornemmelsen af ikke at føle os hjemme. 

Frank, han føler sig ikke hjemme, og når man tillægger ti års indespærring til ovenstående normalvariationer, er det ikke særlig svært at forestille sig hvorfor. For selvforskyldt eller ej, så er Frank blevet revet ud af tidens gang og sat på en dekade lang pause – alt imens samfundets tandhjul drejede ufortrødent videre udenfor murene.  

Frank (spillet af James Caan) til sin stadigt fængslede mentor (spillet af Willie Nelson): "It's real fucking weird out there" (Thief, 1981)

Frank havde før sin fængsling svært ved at tilpasse sig som 20-årig, og nu skal han i sine 30’ere indfinde sig i et nyt sæt spilleregler, der ifølge ham selv bugner med uendelige bureaukratiske forhindringer og ugennemsigtige magtdynamikker. Dét nederlag har Frank accepteret, og det har ledt ham til pådragelsen af sin yderst selvstændige levevej, der både dikterer hans professionelle og personlige virke: Han vedligeholder en lovlydig facade udadtil, men hans rigtige arbejde udfolder sig i nattens mulm efter systemets lukketid, og vi fornemmer lige så, at hans rette selv kommer bedst til udtryk uden for systemets struktur.  

Frank opsummerer måske bedst selv sin systemkritiske ideologi: ”I don’t believe in life-time subscriptions”.  

I periferien af Chicago finder Frank et spinkelt pusterum med en sjæleven (Thief, 1981)

Til tonerne af Tangerine Dream glinser Thiefs begivenhedsrige nætter i et farvemættet kaleidoskop af neon og trafiklys, der finder uendelige reflektioner i den regnfulde og krombelagte by. Dette får et ellers gråt Chicago til at opnå en nærmest fremmed dimension, som i høj grad komplementerer Franks virke udenom samfundets normer. Thief stiller os ind på denne uvante frekvens, og når Frank og Jessie møder de sommetider rigide og absurde aspekter af vores moderne samfund, ja, så finder vi os heppende på det skæve par – til trods for Franks uetiske virke. 

Netop Thiefs lydbillede – primært drevet af Tangerine Dreams underlægningsmusik – understreger med sine engagerende synth-bølger parrets paralleleksistens i dets veksling mellem dominerende og ængsteligt pulserende rytmer og sparsomt fordelte befriende hymner, når Frank momentvist fornemmer frihedens lys trænge ind (tag selv et lyt til ’Beach Theme’ nedenfor).   

Tangerine Dreams 'Beach Theme' fra Thiefs soundtrack​

Endeligt er der spørgsmålet om Franks løsningsmodel: Penge. Masser af penge. For godt nok befinder Frank sig i periferien af samfundet, men hans overvældende besættelse af pengenes magt kan mistænkes netop at holde ham fra at træde helt ud af samfundets cirkel. Hvordan kan ligningen gå op for Franks udbryderhjerne?

Må han gå på kompromis med sin rene vision til fordel for at bibeholde sin monetære status? Eller må han rive alle rødderne op – penge inklusiv – for endeligt at træde helt ud af cirklen? Tag et sæt gode hørebøffer på; tænk med Frank for en stund og fortab dig i Thiefs neon-noir univers. 

Dele af holdet bag filmen:

Instruktør: Michael Mann
Forfatter: Michael Mann, Frank Hohimer (roman)
Medvirkende: James Caan, Tuesday Weld, Jim Belushi, Willie Nelson m. fl.
Musik: Tangerine Dream
Fotograf: Donald Thorin
Klipper: Dov Hoenig
Scenograf: Mel Bourne

Abonner
Få en notifikation når...
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer